7.1.14

Rejsebrev 3 Coco Beach..

Så sidder jeg igen på terrassen og nyder min morgenkaffe og morgenens stilhed. Jeg hører en melankolsk frø, en galende hane og lige pludselig en gekko der jo siger gæ ko, gæ ko… På vandet hører jeg den tøffende lyd af en bangka (udriggerkano). Solen skinner mellem lidt morgenskyer og flimrer i kokospalmernes fine blade. På havet er der områder med hvidt skum som flytter sig. I horisonten løfter vulkanen Taal sig majestætisk med toppen indhyldet i skyer. Bag mig sover Regitze sødt. Her er dejligt morgenfredeligt. Vejret har været strålende siden den første dag – hvor det var skyet, og på vores tur i regnskoven hvor det ind i mellem meget passende regnede. Temperaturen er 26 grader lige nu (kl. 6.45). Den vil op ad dagen stige til max 30 grader, og det er absolut godkendt. Det forbavsende er at sandet på stranden ikke – som i Sydeuropa – brænder én under fødderne. Selv om varmen er lidt fugtig, er her ikke sydeuropæisk sommerhedt.
Bangkaer findes i mange størrelser. Her er en med en brud! - på vej til kirken?


I dag har vi aftalt at tage en bangka til Puerto Galera (tager 10-15 minutter) for at gå på marked. Byen har kun 28000 indbyggere. Alligevel lykkedes det os sidst, vi var der, at fare vild i de store menneskemængder. Formålet er at gå på marked. Byen ligger smukt inderst i en bugt, men der er ikke nogen egentlige seværdigheder bortset fra nogle gamle, spanske rigmandsvillaer. Byen, der pga. turismen i området hører til Filippinernes rigeste, er ikke desto mindre præget af store modsætninger mellem små huse og regulær slumbebyggelse. Når vi går i land, bliver vi overfaldet af sælgere, der vil sælge alt muligt til os, eller som gerne vil køre os tur på en tricykel (cykel med sidevogn) eller i jeepney. Vi er blevet gode til at ignorere dem selv om de mest ihærdige grænseoverskridende kan finde på at hive fat i armen på én.
jeepney. Renoveret genbrugsmotor fra Japan. Karrosseriet lavet på Filippinerne. Bemærk den selvironiske mercedesstjerne...


Vi har opholdt hos mere på Coco Beach end jeg forlods havde regnet med. Her er så smukt og mange muligheder for at foretage sig alverden. Freden er faldet på os, vi føler ikke at vi absolut skal se noget nyt hele tiden. En rar, afstressende fornemmelse for mig der qua mit job altid føler at der er noget jeg bør gøre. Vi har været i junglen for at se vandfald, er blevet trukket af vandbøfler når vi er så langt inde at jeepneyen må opgive ævred, vi er gået til Sabang og ad en vandresti rundt i nærområdet, og vi har tænkt at melde os til en trekkingtur i næste uge op til toppen af et bjerg i junglen hvor vi kommer igennem en landsby beboet af en af Asiens mest primitive stammer. Her skal vi spise frokost. Vi nyder dog meget at være her på stedet og ikke lave andet end sove, spise, læse, drikke drinks, svømme og (for mit vedkommende) småløbe. Når vi tager på tur, medfører det bumpende kørsel i jeepney på helt utrolige ”veje” der gør at man bliver vildt gennemrystet og skal bruge kræfter på at holde sig selv fast, ikke ryge rundt i jeepneyen…


Nå, nu vågner Regitze og jeg slutter min beretning for denne gang…

3.1.14

Rejsebrev 2 Coco Beach

Vi har nu været på Coco Beach en uge. Klokken er syv morgen, jeg sidder på vores terrasse og skriver mens jeg ser gennem kokospalmer ud over havet til en imponerende vulkan i det fjerne. Jeg har netop hentet og læst ”Coco Beach daily news” der sammen med to flasker vand, en kande kaffe og to kopper, smukt arrangeret på en lille bakke med en hibiscus, bliver stillet på vores dørtrin hver morgen. Regitze sover stadig…

Vi lever i et reservat her, en drøm, et åndehul fra virkeligheden på flere måder. Dels fra vores egen danske vinterarbejdsvirkelighed, dels fra den filippinske virkelighed udenfor. Her er uendelig smukt, en arrangeret virkelighed hvor næsten alt kan lade sig gøre, et paradis med tropiske blomster og vækster der romantisk snor sig ind og ud mellem hinanden og de smukke bambushytter. Vi er omgivet af filippinske, smilende mennesker, der på næsten koloniagtig maner opfylder vores mindste ønsker. Men vi har også set at grænsen mellem romantisk bambushytte og ekstrem fattigdom, ja armod, er hårfin. Det ser man så snart man bevæger sig udenfor. For et par dage siden vandrede vi til den nærliggende by Sabang gennem skoven. Langs stien går vandledningen til Coco Beach. Undertiden møder man hytter med kvinder der har lavet huller i vandslangen for at kunne vaske. De sidder på jorden og vasker mens de smilende møder os med et ”hello” når vi passerer… de har åbenbart ikke vand i de små faldefærdige hytter og formentlig heller ikke strøm. Hvad de lever af, står hen i det uvisse. Vi ser ingen dyr, ingen risdyrkning, kun hytterne i den tætte jungle.
Stien til Sabang. Det er  vandledningen - omtalt i teksten - nederst i billedet...


Sabang er centrum for dykkerturisme (ud for kysten ligger nogle af verdens smukkeste koralrev, såvel som skibsvrag, man kan undersøge). Byen er som alle andre steder her præget af ekstreme modsætninger. Nogle filippinere har fået del i den velstand der er betinget af turismen, andre bor i papkasser eller blikskure. I Sabang ligger der fine hoteller/resorts og restauranter på stranden med wifi og espressokaffe, men der er tydelig prostitution og tivolisering i gaderne bagved. Jeg havde lidt samme fornemmelse som i Halong City i Nordvietnam. Det er svært at styre turismen derhen man gerne vil i et uland. Sabang ligger naturskønt ved en bugt, der er fine sandstrande. Men byen mangler en strandpromenade, og der er hundelorte og andre uhumskheder på stranden. Kun ud for de enkelte resorts er der på matriklen lavet strandpromenader, og stranden er ryddet til ære for gæsterne. Jeg forstiller mig at bystyret ikke har midler til en forskønnelse.. Vi fik en herlig frokost på en af de mange restauranter og tog en bangka (udriggerkano) hjem for 250 pesos (cirka 30 kr.).
Stranden i Sabang ved den af Lonely Planet berømmede Hemmingway's bistrot

Alt dette kan lyde begrædeligt, men filippinerne er glade mennesker og stolte over deres land. Når man spørger dem, er de tilfredse med deres regering som de synes – på trods af udbredt korruption – virkelig tager fat om landets mange udfordringer: tyfoner, jordskælv, vulkanudbrud, fattigdom, kriminalitet, etniske konflikter med muslimer på den sydlige ø Mindanao og i Suluhavet. De er stolte af det demokrati de er ved at udvikle, men tager ikke afgørende afstand fra fortidens diktatur. Den tidligere præsidentfrue Imelda Marcos, der blev berømt for sine tusindvis af sko, er nu blevet omvendt demokrat og guvernør for en af de nordlige provinser. Filippinerne er glade for turisterne og meget taknemmelige over for amerikanerne som de mener reddede dem fra japansk anneksion i 2. verdenskrig til trods for at de i ”slaget om Manila” i slutningen af krigen pulveriserede byen for at få japanerne ud - med flere millioner civile ofre som resultat. I Manila er der stadig ”spanskfilippinere” og ”kinesiskfilippinere”. Alle er ok, ”bare de gider bestille noget”.


Nå, nu vågner Regitze, så jeg må gå videre senere med mine tanker og oplevelser i et rejsebrev 3…