3.1.14

Rejsebrev 2 Coco Beach

Vi har nu været på Coco Beach en uge. Klokken er syv morgen, jeg sidder på vores terrasse og skriver mens jeg ser gennem kokospalmer ud over havet til en imponerende vulkan i det fjerne. Jeg har netop hentet og læst ”Coco Beach daily news” der sammen med to flasker vand, en kande kaffe og to kopper, smukt arrangeret på en lille bakke med en hibiscus, bliver stillet på vores dørtrin hver morgen. Regitze sover stadig…

Vi lever i et reservat her, en drøm, et åndehul fra virkeligheden på flere måder. Dels fra vores egen danske vinterarbejdsvirkelighed, dels fra den filippinske virkelighed udenfor. Her er uendelig smukt, en arrangeret virkelighed hvor næsten alt kan lade sig gøre, et paradis med tropiske blomster og vækster der romantisk snor sig ind og ud mellem hinanden og de smukke bambushytter. Vi er omgivet af filippinske, smilende mennesker, der på næsten koloniagtig maner opfylder vores mindste ønsker. Men vi har også set at grænsen mellem romantisk bambushytte og ekstrem fattigdom, ja armod, er hårfin. Det ser man så snart man bevæger sig udenfor. For et par dage siden vandrede vi til den nærliggende by Sabang gennem skoven. Langs stien går vandledningen til Coco Beach. Undertiden møder man hytter med kvinder der har lavet huller i vandslangen for at kunne vaske. De sidder på jorden og vasker mens de smilende møder os med et ”hello” når vi passerer… de har åbenbart ikke vand i de små faldefærdige hytter og formentlig heller ikke strøm. Hvad de lever af, står hen i det uvisse. Vi ser ingen dyr, ingen risdyrkning, kun hytterne i den tætte jungle.
Stien til Sabang. Det er  vandledningen - omtalt i teksten - nederst i billedet...


Sabang er centrum for dykkerturisme (ud for kysten ligger nogle af verdens smukkeste koralrev, såvel som skibsvrag, man kan undersøge). Byen er som alle andre steder her præget af ekstreme modsætninger. Nogle filippinere har fået del i den velstand der er betinget af turismen, andre bor i papkasser eller blikskure. I Sabang ligger der fine hoteller/resorts og restauranter på stranden med wifi og espressokaffe, men der er tydelig prostitution og tivolisering i gaderne bagved. Jeg havde lidt samme fornemmelse som i Halong City i Nordvietnam. Det er svært at styre turismen derhen man gerne vil i et uland. Sabang ligger naturskønt ved en bugt, der er fine sandstrande. Men byen mangler en strandpromenade, og der er hundelorte og andre uhumskheder på stranden. Kun ud for de enkelte resorts er der på matriklen lavet strandpromenader, og stranden er ryddet til ære for gæsterne. Jeg forstiller mig at bystyret ikke har midler til en forskønnelse.. Vi fik en herlig frokost på en af de mange restauranter og tog en bangka (udriggerkano) hjem for 250 pesos (cirka 30 kr.).
Stranden i Sabang ved den af Lonely Planet berømmede Hemmingway's bistrot

Alt dette kan lyde begrædeligt, men filippinerne er glade mennesker og stolte over deres land. Når man spørger dem, er de tilfredse med deres regering som de synes – på trods af udbredt korruption – virkelig tager fat om landets mange udfordringer: tyfoner, jordskælv, vulkanudbrud, fattigdom, kriminalitet, etniske konflikter med muslimer på den sydlige ø Mindanao og i Suluhavet. De er stolte af det demokrati de er ved at udvikle, men tager ikke afgørende afstand fra fortidens diktatur. Den tidligere præsidentfrue Imelda Marcos, der blev berømt for sine tusindvis af sko, er nu blevet omvendt demokrat og guvernør for en af de nordlige provinser. Filippinerne er glade for turisterne og meget taknemmelige over for amerikanerne som de mener reddede dem fra japansk anneksion i 2. verdenskrig til trods for at de i ”slaget om Manila” i slutningen af krigen pulveriserede byen for at få japanerne ud - med flere millioner civile ofre som resultat. I Manila er der stadig ”spanskfilippinere” og ”kinesiskfilippinere”. Alle er ok, ”bare de gider bestille noget”.


Nå, nu vågner Regitze, så jeg må gå videre senere med mine tanker og oplevelser i et rejsebrev 3…

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar