25.8.06

Elearning...

Så er skoleåret i gang igen! – Vi har lige haft introuge med en ny 1. hf som jeg skal undervise i dansk. 25 unge mennesker mellem 16 og 24 år, og de ser søde ud! – Det skal nok blive hyggeligt, og vi skal selvfølgelig også tage os nogle kampe ind i mellem. Sådan må det være! Og så fortsætter jeg med mit enkeltfags franskhold på andet år om aftenen. Voksne mennesker, aldersmæssigt i den sidste del af deres aktive karriere (+ et par unge….). Det bliver også hyggeligt og forhåbentlig spændende og måske med en studietur til Frankrig til foråret…

MEN NOGET ER IKKE SOM DET PLEJER AT VÆRE!! Jeg skal kun af sted tirsdag og torsdag, resten af tiden er jeg hjemme. Det er jeg fordi jeg har sagt ja til at undervise i dansk elearning. Et hold der via computer skal tage en fuld danskeksamen fra efterårsferien til sommerferien. Nogle bor sandsynligvis i Lyngby, andre i Singapore…

Jeg er lidt tøvende over for hvad det er jeg har gang i, hvad jeg har sagt ja til! En hel danskeksamen på under den halve tid uden ”konfrontationstimer” (som det hedder) og udelukkende med skriftlig arbejde, og så efter en ny og meget anderledes undervisningsplan efter gymnasium- og hf-reformen. Men det skal jo nok gå, det plejer det jo… Gudskelov har jeg en kollega der har prøvet det her før…

Hvis nogen af jer vil vide hvad elearning er, er her en link til vores brochure…

Og så ved jeg i øvrig heller ikke om jeg kan holde ud at være så meget (alene) hjemme…

3.8.06

"Vi læser, så vi ved vi ikke er alene..."

...sagde en af personerne i Richard Attenboroughs gribende film ”Shadowlands” som jeg genså i aftes. Senere husker hovedpersonen udtalelsen og tilføjer
”Vi elsker, så vi ved vi ikke er alene…”

I denne ferie er jeg så privilegeret at jeg både har rejst, oplevet og set… og nu har tid til at læse. I sommerhuset har vi ikke internet. Fjernsynet kan kun tage DR1 og TV2 med sne på (og så kan vi selvfølgelig se medbragte dvd’er, forstås… ). Regitze er på arbejde, og jeg er alene en stor del af dagen. Jeg kan ikke andet end læse (og lave havearbejde, god mental afveksling…).

De sidste par år har jeg i sommerferien læst en række af Jean Hougrons romaner fra Indokina i kolonitiden, en reminiscens fra min fascination af Vietnam der fik sin forløsning i min lange rejse i 2004. I sommer har jeg læst Leif Davidsens nye roman ”Den Ukendte Hustru”, (spændende og hurtigt læst) samt to erindringsbøger der er meget forskellige: Herbert Pundiks: ”Det er ikke nok at overleve” og Jørgen Leths: ”Det uperfekte Menneske”. Herbert Pundik er en skarp analytiker, et intelligensmenneske, et menneske der forstår at ræsonnere. Han virker sympatisk, men ikke egentlig morsom (men han har blik for anekdoter og bizarre hændelser). Til gengæld lærer man både meget om mennesket med den temmelig eventyrlige skæbne, om Mellemøsten (hvis logik jeg ellers ikke fatter meget af…) og om nyere dansk historie. På grund af sin evne til at se en sag fra flere sider er han trods jødisk baggrund meget troværdig i omtalen af araberne.

Jørgen Leth fik jeg lyst til at læse – ikke så meget på grund af den meget omtalte affære med den haitianske koks datter – men fordi jeg fornemmede et sansemenneske, et hudløst ærligt individ der tør stå ved handlinger eller holdninger der ikke altid er politisk korrekte, og som måske er smertefulde. Et menneske der tør, der tager chancer med sit liv, der lever sine sanser fuldt ud…

Jeg synes det er fascinerende at læse sådanne mennesker. I tilfældet Jørgen Leth må jeg indrømme at sanseligheden har en for høj pris. Han er en stor kunstner både med ord og med billeder, men hans evige rastløshed og ustadighed (negative konsekvenser af åbenhed og nysgerrighed) er livet igennem et kæmpe problem for ham selv og får ham til at træde rigtig meget på mennesker der holder af ham: kvinderne… - og hans børn, kan han være et fast voksent holdepunkt for dem? (det sidste skriver han ikke rigtig om.) Når sanseligheden bliver for stærk, kan den opleves som svaghed, man bliver et viljeløst offer. Jørgen Leth gennemgår alvorlige personlige kriser og depressioner. Selv som midaldrende ved han ikke rigtig hvad han vil med sit liv. Han fremstår ikke som et dumt svin, og han kan sagtens gennemskue sammenhænge. Alligevel roder han sig ud i affærer der helt indlysende vil ende med at han gør andre (og sig selv) ondt. Så er det en fattig trøst at smerten og lykken er hinandens bestemmende forudsætning.

Jørgen Leth skriver at hans første inspiration til Haiti var Graham Greenes roman ”Maskespillet” (”The Comedians”) og taler om ”den surrealistiske horrorstemning der fremmanes i den”. Den bog må jeg læse! Biblioteket venter! - Jeg kommer til at tænke på at en anden bog af denne pragtfulde forfatter ”The Quiet American” - som var en af mine hovedinspirationskilder til min fascination af Vietnam. Greene kan om nogen fremmane eksotiske miljøer, spænding, mystik, kynisme, erotik… - og så er han meget, meget morsom! ”The Quiet American” er i øvrigt for relativ nylig filmatiseret med en meget vital Michael Caine i hovedrollen som en desillusioneret og kynisk journalist bevægende sig rundt i Saigon i særdeles autentiske sydøstasiatiske halvtredseromgivelser… Se den film, den gør noget ved dig… - jeg måtte rejse ud og se de gamle hoteller og byerne (Saigon, Hoi An) hvor filmen var optaget!