18.10.10

La Réunion, et lille ferieparadis? – rejsebrev fra en sydhavsø...

På alle turistplakater fremstilles øen som et ferieparadis. En bid af Frankrig næsten 11 000 km. fra Paris, 750 km. øst for Madagaskar i Det Indiske Ocean. Set fra min turistøjenhøjde er jeg tilbøjelig til at acceptere plakaternes påstand. Her er farve- og duftrigt, ingen slanger eller ubehagelige insekter. Trods det tropiske klima - ingen malaria…

Jeg sidder på en café nær strandpromenaden i hovedbyen Saint Denis med en dobbeltespresso i god sikkerhedsafstand fra de vejende kæmpe kokospalmer og kigger ud over det uendelige ocean. Jeg har en smart bærbar (eller skulle jeg sige laptop?), her er trådløst internet, jeg kan snakke med hele verden, hvor er jeg moderne… :-)




Rundt om mig sidder især yngre mennesker, mange med bærbare som mig. Nogle er chokoladebrune, andre er hvide. Alle nyder de livet – tilsyneladende - og skriver ivrigt - som mig…

Temperaturen er 27 grader, og solen skinner fra en næsten skyfri himmel. Det gør den for resten altid på denne årstid. Vinden blæser blidt og får kokospalmerne til at duve i vinden. En høj, smuk créolerkvinde, der ligner en mellemting mellem en europæer og en inder, serverer smilende for mig. Hun har lige stillet en skål med oliven på bordet som jeg fornøjet gnasker i mig. Jeg skal have "salade de chèvre chaud". Findes der noget mere fransk? Nej, og dog! Dressingen er lavet af honning iblandet chili, ingefær og kokos! Den ret bliver for mig symbolet på øen: stærkt, sødt og anderledes.

Frankrig? – ja! Øen er et fransk amt (og region), her er uddannelsessystem, hospitaler og veje på niveau med resten af Frankrig, drikkevand i hanerne, gule postkasser, franske nummerplader og vejskilte. I hver landsby er der – som i resten af Frankrig - et mindesmærke over faldne i 1. verdenskrig. Her er gendarmer, baguetter og smarte butiksfacader. Indbyggerne er franske statsborgere og møntfoden er euro, og så alligevel nej! Her er tropiske planter og strande, markeder med ananas og mig ukendte frugter, sukkerrørsplantager, gekkoer (her kaldet "les endormis"), imponerende vandfald, en vulkan i udbrud… - Og de créolske, farvestrålende træhuse med bliktag minder mere om amerikanske sydstater end om Frankrig. 

 Pludselig strømmer rytmiske trommehvirvler fra anlægget i en forbikørende bil ud over gaden - som om jeg var på Jamaica eller Antillerne. Forleden aften blev alle på gaden hvirvlet ind i en kollektiv voodooagtig oplevelse af intensitet og glæde da en gruppe maloya-musikere spillede deres rytmer og sange på kæmpetrommer, horn og forskellige andre rytmeinstrumenter som kun kendes her. Jeg har optaget det på video som minde. Dette er en musik som stammer fra de afrikanske indvandrere, men som andre befolkningsgrupper har taget til sig og påvirket- og nu føler, er deres. Befolkningen består af cirka en tredjedel europæere, en tredjedel afrikanere og folk fra Madagaskar og en tredjedel indere. På trods af forskelle i religion og kultur blander racerne sig forunderligt med hinanden, og det kommer der ofte meget smukke mennesker ud af.

Selvfølgelig er der også dårlige sider ved dette samfund. Arbejdsløsheden er tårnhøj, og i Saint Denis' forstæder findes trøstesløse kvarterer som i Paris hvor unge i frustration laver ballade og brænder biler af. På landet og i bjergene bor stadig mange i usle blikskure. Almindelig skolepligt blev først gennemført i 1980'erne, og der findes derfor stadig blandt de ældre en del analfabetisme. Men i dag går alle i skole, og procentdelen af unge, der kommer i gymnasiet, er så højt som i resten af Frankrig... - Her er kolossalt mange biler og mange velklædte – ikke mindst unge – mennesker. Men det er også tydeligt at ikke alle har fået del i velfærdsstigningen…

Jeg rejser mig for at betale og tænker på at dette lille samfund på 800 000 mennesker er en særlig verden for sig i det uendelige hav, væk fra alt andet land, en forunderlig blanding af mange ingredienser, en "melting pot"… 

En fransk udseende mor kommer ind i caféen med sit barn der er en billedskøn mulatunge. Han vil have en "glace au chocolat". Det tror jeg egentlig også at jeg vil - inden jeg går videre ud i eftermiddagssolen…