7.1.14

Rejsebrev 3 Coco Beach..

Så sidder jeg igen på terrassen og nyder min morgenkaffe og morgenens stilhed. Jeg hører en melankolsk frø, en galende hane og lige pludselig en gekko der jo siger gæ ko, gæ ko… På vandet hører jeg den tøffende lyd af en bangka (udriggerkano). Solen skinner mellem lidt morgenskyer og flimrer i kokospalmernes fine blade. På havet er der områder med hvidt skum som flytter sig. I horisonten løfter vulkanen Taal sig majestætisk med toppen indhyldet i skyer. Bag mig sover Regitze sødt. Her er dejligt morgenfredeligt. Vejret har været strålende siden den første dag – hvor det var skyet, og på vores tur i regnskoven hvor det ind i mellem meget passende regnede. Temperaturen er 26 grader lige nu (kl. 6.45). Den vil op ad dagen stige til max 30 grader, og det er absolut godkendt. Det forbavsende er at sandet på stranden ikke – som i Sydeuropa – brænder én under fødderne. Selv om varmen er lidt fugtig, er her ikke sydeuropæisk sommerhedt.
Bangkaer findes i mange størrelser. Her er en med en brud! - på vej til kirken?


I dag har vi aftalt at tage en bangka til Puerto Galera (tager 10-15 minutter) for at gå på marked. Byen har kun 28000 indbyggere. Alligevel lykkedes det os sidst, vi var der, at fare vild i de store menneskemængder. Formålet er at gå på marked. Byen ligger smukt inderst i en bugt, men der er ikke nogen egentlige seværdigheder bortset fra nogle gamle, spanske rigmandsvillaer. Byen, der pga. turismen i området hører til Filippinernes rigeste, er ikke desto mindre præget af store modsætninger mellem små huse og regulær slumbebyggelse. Når vi går i land, bliver vi overfaldet af sælgere, der vil sælge alt muligt til os, eller som gerne vil køre os tur på en tricykel (cykel med sidevogn) eller i jeepney. Vi er blevet gode til at ignorere dem selv om de mest ihærdige grænseoverskridende kan finde på at hive fat i armen på én.
jeepney. Renoveret genbrugsmotor fra Japan. Karrosseriet lavet på Filippinerne. Bemærk den selvironiske mercedesstjerne...


Vi har opholdt hos mere på Coco Beach end jeg forlods havde regnet med. Her er så smukt og mange muligheder for at foretage sig alverden. Freden er faldet på os, vi føler ikke at vi absolut skal se noget nyt hele tiden. En rar, afstressende fornemmelse for mig der qua mit job altid føler at der er noget jeg bør gøre. Vi har været i junglen for at se vandfald, er blevet trukket af vandbøfler når vi er så langt inde at jeepneyen må opgive ævred, vi er gået til Sabang og ad en vandresti rundt i nærområdet, og vi har tænkt at melde os til en trekkingtur i næste uge op til toppen af et bjerg i junglen hvor vi kommer igennem en landsby beboet af en af Asiens mest primitive stammer. Her skal vi spise frokost. Vi nyder dog meget at være her på stedet og ikke lave andet end sove, spise, læse, drikke drinks, svømme og (for mit vedkommende) småløbe. Når vi tager på tur, medfører det bumpende kørsel i jeepney på helt utrolige ”veje” der gør at man bliver vildt gennemrystet og skal bruge kræfter på at holde sig selv fast, ikke ryge rundt i jeepneyen…


Nå, nu vågner Regitze og jeg slutter min beretning for denne gang…

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar