25.2.09

Billeder fra Cambodja....

Cambodja

Tryk på miniature - og så på diasshow

Så fik jeg endelig lavet den sidste serie fra vores fantastiske tur til Østen. Det blev til 13 serier fra Vietnam, Laos og Cambodja. Du kan finde dem alle hvis du orker at scrolle ned her...

16.2.09

Rejsebrev 4 fra Cambodja: "Jeg var syv år og mistede helt forbindelsen til mine forældre og resten af min familie..."

"Cambodja er et af verdens mest korrupte samfund”, siger vores guide på Angkor Wat pludselig. Han er ved at gennemgå en uendelig mængde af dagliglivs- og krigsscener fra 1100-1200 skåret ud i sten i det enorme tempel. Der er så mange at Bayeux-tapetet ligner en enkelt stribe ved siden af. Han har på bedste måde navigeret os gennem busfulde af kinesiske turister i dette gigantiske by- og tempelkompleks der havde over en million indbyggere da der boede 30 000 i London…

”Alt fungerer via korruption på alle niveauer i samfundet”, fortsætter han og fortæller at han har måttet tage sin datter ud af skolen i 3. klasse. ”Lærerne her i Siem Reap tjener kun 30 dollars om måneden, så de er nødt til at supplere deres indtægter for at kunne overleve”. Han kigger sig forsigtig rundt for at forvisse sig om at ingen andre tolke hører ham. ”Jeg og alle de andre forældre blev afkrævet penge næsten hver dag. Lærerne underviser efter kopier som de tager overpris for. For at børnene kan komme op i næste klasse, skal de have en udtalelse. Den skriver lærerne kun mod klækkelig betaling. Resultatet er at mange som jeg må tage deres børn ud af skolen. Det er en ond cirkel, hvordan skal vi nogensinde få en uddannet befolkning?” Da jeg spørger om regeringen ikke kan gribe ind over for den form for korruption, smiler han bittert: ”I har betalt 40 dollars for at komme ind på Angkor Wat ud over hvad I betaler til mig. Adgangen til Angkor Wat ejes af en vietnameser der er god ven med regeringen her. Kun 20 % af de enorme turistindtægter går til befolkningen og til vedligeholdelse, resten går lige i lommen på vietnameseren.” Vi har lagt mærke til at de vedligeholdelsesarbejder, der finder sted på tempelområdet, bliver betalt af ”World Heritage Fund” samt af tyske fondsmidler. ”Regeringen har ingen medfølelse med de fattige, de tænker kun på selv at rage til sig. Det er næsten som med Lon Nols svage, korrupte regering der førte til at landet røg i armene på de røde Khmerer.”

Vores guide er meget pessimistisk på sit lands fremtids vegne. ”Det er som om dette land hænger fast i et hængedynd af inkompetence.” Han frygter at landet bliver løbet over ende af vietnameserne: ”Kineserne er et handelsfolk, de gør ikke nogen noget. Vietnameserne er et krigerfolk.” Da jeg spørger om vietnameserne ikke hjalp Cambodja af med de røde khmerer som havde slået 20% af befolkningen ihjel med en effektivitet, der fik selv Hitler og Stalin til at fremstå som søndagsskoledrenge, svarer han: ”Vietnameserne kom kun for at få lejlighed til at slå khmerer (etniske cambodjanere) ihjel. De har allerede erobret Mekongdeltaet”. Det er rigtigt at der i Mekongdeltaet er et betydeligt mindretal af etniske khmerer, men så vidt jeg ved, bliver de udmærket behandlet af de vietnamesiske myndigheder. Jeg siger ikke mere…

”Under borgerkrigen måtte jeg flygte til en lejr i Thailand. Jeg var syv år og mistede helt forbindelsen til mine forældre og resten af min familie bortset fra min ældre bror. Lejren var kontrolleret af de røde khmerer, og min bror blev en del af dem. Senere døde han i kamp”. Han fortæller at de røde khmerer ikke var så barske før magtovertagelsen: ”Der var to ideologiske retninger, én der havde Mao som forbillede og en anden der så op til Vietnams Ho Chi Minh. Da amerikanerne i den sidste del af Vietnamkrigen bombede det østlige Cambodja for at få ram på Vietkongsoldater, slog de mange cambodjanere ihjel. Jeg tror at disse bombetogter på samme tid førte til støtte til de røde khmerer og forråede disse. USA må påtage sig et alvorligt medansvar for folkemordet i Cambodja”.

”I lejren fik vi meget lidt mad, to små kopper suppe om dagen, og alle var alvorligt underernærede. Børn omkring mig døde hver dag. Efter krigen – syv år senere - vandrede jeg sammen med tusinder af andre børn gennem junglen hjem til vores byer for at finde eventuelle overlevende fra vores familier. Vi havde ingen mad, vi spiste alt i junglen. Vi lærte hvilke planter der var spiselige, og jeg kan stadig fortælle jer alt om alle planter. Vi spiste alle dyr vi kunne fange, herunder edderkopper, mus, rotter og andre gnavere, gekkoer – ja selv giftslanger som man sagtens kan spise når de er blevet godt kogt. - Til sidst begyndte vi at spise af os selv, ja, det så jeg andre gøre, og så gjorde jeg det også".

”Da jeg kom hjem til vores by, levede min far stadig, men min mor og flere andre søskende var forsvundet eller døde. Jeg har dog fundet en søster i Thailand så sent som i 2004”, siger han og smiler. ”Alt i byen var væk, min far havde ikke mange kræfter, og jeg måtte bygge et nyt hus til ham. Samtidig måtte jeg påtage mig forsørgelsen af mine søstre/svigerinder og deres børn fordi mine svogre var døde”.

”Efter nogle år rejste jeg til Thailand og arbejdede med at slæbe sten. Det var hårdt, og jeg fik stadig for lidt mad. Ja, det gør jeg stadig", siger han og løfter armene for at vi kan se hvor tynd han er. "Der er grænser for hvor meget man kan arbejde når man får for lidt mad. Alle cambodjanere er undervægtige, hvis du ser en overvægtig cambodjaner, er han medlem af regeringen. I Thailand fik vi cambodjanere det hårde arbejde thaierne ikke selv gad have. Det var dårligt betalt, men dog langt bedre end her, og jeg kunne nogenlunde betale for mine og min families børn. Da jeg fandt min søster i 2004, kunne jeg sende min søn over til hende i Thailand hvor han kunne komme i skole - mens jeg tog hjem til Cambodja for at blive guide. Jeg har altid interesseret mig meget for kunst og historie. Desværre kom min søster ud for en motorcykelulykke, så hun ikke kan bruge den ene arm, så jeg har måttet hente min søn hjem igen.”

”Jeg hader korruption og har lovet mig selv at jeg aldrig vil betale bestikkelse. Men jeg har et ansvar over for min familie, og da jeg var færdig med at læse til guide, måtte jeg bestikke de lokale myndigheder for at få en autorisation”, siger han i et lavmælt tonefald med et vemodigt smil…

Samme aften læser jeg en artikel om forholdene i det cambodjanske skolesystem i den fransksprogede ugeavis ”Cambodge Soir Hebdo”. Den beskriver ud fra hårrejsende eksempler på bestikkelse at alle, der har råd, flygter til et system af private skoler der er ved at blive opbygget på baggrund af udenlandsk kapital i Phnom Penh og Siem Reap. Den franske journalist går i kødet på undervisningsministeren med spørgsmål om skolesystemet. Behøver jeg at sige at ministeren prøver at fralægge sig ansvar? Den artikel har jeg med hjem, og jeg vil bruge den i forkortet form når jeg igen får et franskhold på a-niveau hvor den skal indgå i et tema om forholdene i tidligere franske kolonier…