23.1.09

Rejsebrev 3: "Jeg vil have et bedre liv..."

Vores lange rejse synger på sidste vers. Vi har rejst gennem Vietnam fra nord til syd med afstikker ind i Laos og er nu i Cambodia. Vi har fløjet indenrigs som var det bussen vi tog, vi har kørt med tog, og vi har ikke mindst sejlet. Vi har set fantastiske bjerge, vandfald, rismarker, øer, søer, floder, byer, arkitektur og museer. Vi har mødt en familie med to voksne og tre børn på en cykel og set en knallert med tre levende grise spændt bag på. Vi har mødt blændende farver, eventyrlige dufte, støv, mudder og ubeskrivelig stank. Vi har set smukke mennesker i vidunderlige klædninger og har mødt den værste, menneskelige fornedrelse. Og det er ikke mindst i mødet med mennesker at vores rejse for alvor er blevet sat i perspektiv - i mødet med andre livsvilkår og erfaringer. Jeg har valgt at ville fortælle om tre skæbner fra henholdsvis Vietnam, Laos og Cambodia. I dette rejsebrev vil jeg fortælle jer om Ta Maj fra Sapa i Vietnam…

”Jeg vil have et bedre liv”, sagde Ta Maj til os for over 3 uger siden. Ta Maj var vores guide i nogle dage omkring Sapa ved den kinesiske grænse. Hun modtog os på Lao Cais jernbanestation. Der stod hun i sit smukke hjemmelavede, farverige, broderede ”Røde Dzao”-tøj og viftede med et skilt hvorpå der stod ”Jytte Rasmussen” i den mørke, tågede morgen. Problemet var at der var ikke nogen Jytte Rasmussen med toget, og ingen der skiltede med vores navne. Heldigvis stod der også ”Indochina Adventures” på hendes skilt, og det er netop det firma der er teknisk arrangør af den del af vores rejse der er foregået i Vietnam. Vi henvendte os til hende, og hun sørgede i en håndevending for at vi fik morgenmad på en lokal café mens hun udredte trådene. Hun var både en kompetent og vidende guide der kunne åbne døre for os ikke mindst på baggrund af sin egen herkomst som tilhørende en af det nordvestlige Vietnams minoriteter og stammefolk. Samtidig fik hun hurtigt tillid til os, og det varede ikke længe før hun gik rundt med Regitze under armen...

Hun er 20 år med et barn på 15 måneder, ”og der skal gå mindst 7, 8 år før jeg skal have flere børn, jeg vil have en uddannelse”. Hun er en lille, smilende spirrevip. Når hun går sammen med Regitze, ligner hun et lille barn der kun når Regitze til skuldrene. Hun er vokset op i en ”Rød Dzao”-landsby i området. Som 6-årig havde hun ansvar for familiens vandbøffel mens hun gik med en lillesøster på ryggen. Da vi en dag på trekking går forbi nogle bøfler, siger hun: ”Den bøffel er syg, prøv at se dens hud der på skulderen, sådan må den ikke se ud…” Hun fortæller os om de indfødtes værktøj, om plantefarver - indigo f.eks. der ligger i spande med vand i flere dage hvorefter farven pludselig trækkes ud. Hun har tydeligt ikke meget respekt for de hmong-kvinder der følger efter os og prøver at sælge til os. ”Jeg vil introducere jer for en hmongfamilie hvor I kan købe til fornuftige priser hvis I har lyst, ingen tvang”, siger hun.

Hun fortæller videre om sin barndom. ”I vores landsby begyndte der at komme turister, jeg var lidt bange for dem, de var så kraftige og store. En dag kom en kæmpestor mand gående med et stort kamera på maven”, siger hun og nikker over mod mig. ”Jeg blev så forskrækket at jeg tabte min lillesøster og løb grædende ind i hytten til min mor - uden at samle hende op”, husker hun. ”Den fremmede samlede hende op og kom ind i hytten med hende. Så jeg forstod at store, fremmede mænd med kameraer ikke er så farlige”, siger hun og smiler til mig. ”Da jeg blev lidt større, begyndte jeg at snakke med turisterne, det er sådan jeg har lært engelsk”. ”Jeg var heldig at komme i skole, men der lærte jeg ikke engelsk. Lærerne har travlt med at lære minoritetsbørnene om ernæring, at forstå vietnamesisk og kunne regne. Mange forældre tager deres børn ud af skolen igen fordi de ikke kan se nytten i skolegang og især ikke forstår hvorfor vi skal lære at tale vietnamesisk, de har brug for børnenes arbejdskraft i marken”.

Da Ta Maj var 15 år, tog hun ind til Sapa bag på en vens motorcykel. ”Jeg ville fortsætte min skolegang og lære at skrive engelsk, så jeg kan blive guide. Mine forældre forstår det ikke, de har sagt at de kan bygge et hus til mig i landsbyen, men jeg vil have et andet liv. Kvinder i landsbyerne har et meget hårdt liv, de bliver gift som 15-årige og bestiller herefter ikke andet end at føde børn og arbejde hårdt”. Da jeg spørger hende om hendes mor ikke forstår hendes valg, og om hun ikke selv har haft drømme om noget andet da hun var ung, ser hun på mig, som om jeg er naiv, og siger: ”Min mor har aldrig haft drømme, det var der ikke plads til. Hun vidste hvor hendes plads var”. Jeg tænker på hvordan hun nu kan være så sikker på det…

En dag som 16-årig gik Ta Mai ind på et af de store hoteller i Sapa og spurgte den vietnamesiske direktør om hun ikke kunne blive turistguide. Hun talte da glimrende engelsk. Efter en prøveperiode blev hun til sin egen store overraskelse ansat.

”Jeg vil gerne have guideuddannelsen, men hvordan skal jeg kunne komme til Hanoi og få den”, spørger hun. Uddannede guider tjener langt mere, og hun vil gerne sammen med sin mand have sit eget hus. ”Jeg bliver kun betalt pr. opgave, og nogle gange går der mange dage mellem opgaverne. Hvordan skal jeg så kunne påtage mig faste udgifter”? – Jeg vil ikke fortsat være afhængig af min svigerfamilie”. Der sidder godt nok en sej psyke i den lille pige…

Ta Maj er meget bekymret for en lillesøster der kun er 13 år. Pigen er taget ind til Sapa med et slæng der ryger opium. Hun føler at det er hendes ansvar at holde søsteren på dydens smalle vej, ligesom hun vil prøve at få hende til at gå i skole. ”Hun er så ung, men hun er begyndt at gemme sig for mig, så jeg ikke ved hvor hun er, she is so naughty”. Hun har tydelig ingen tro på at forældrene kan forhindre pigen i at tage til byen.

Da Ta Maj var 18 år, blev hun forelsket i en vietnamesisk dreng der nu er kok på det hotel hvor vi bor. Han lavede faktisk nytårsmiddagen til Regitze og mig. ”Jeg havde altid troet at jeg skulle giftes med en dreng fra min egen stamme, men sådan gik det ikke”, griner hun. Mine svigerforældre blev bestyrtede da hendes mand kom hjem og sagde at han ville giftes med en ”Rød Dzao”. Vietnameserne ringeagter de i deres øjne primitive stammefolk. En opfattelse vi senere i Hanoi får bekræftet, da vi fortæller en anden guide om Ta Mai. Han tror os simpelthen ikke. ”Min svigermor vil aldrig acceptere mig”, fortæller Ta Mai, ”og mine egne forældre er heller ikke begejstrede. Men mine børn vil få et bedre liv hvis de vokser op som vietnamesere”. Hun fortæller at stammefolkene tit bliver diskriminerede. ”Selv om jeg tager vestligt tøj på, kan de se på mine kinder at jeg er Dzao”. Da hun blev gift, flyttede hun ind i svigerfamiliens hus i Lao Cai nede i dalen ”hvor vietnameserne bor”. Hendes svigermor ser nu efter barnet mens Ta Mai arbejder i Sapa. Hun får kun lov at se barnet i weekenderne hvis hun ikke har arbejde… "Det måtte jeg acceptere, men de første måneder græd jeg mig i søvn hver aften...".

Efter folkeskolen lykkedes det Ta May at komme på gymnasiet i Sapa. En australsk kvinde betalte for hende. Efter halvandet år måtte hun gå ud fordi hun blev gravid, men nu vil hun gerne fortsætte: ”Jeg vil have en studentereksamen og ikke flere børn de første mange år”, siger hun beslutsomt. ”Jeg vil lære at skrive engelsk ordentligt, ellers kommer jeg aldrig på guideskole”.

Ta May er blevet Regitzes og mit eget ulandsprojekt. Vi har tilbudt hende at betale hendes skolegang foreløbigt et år (50 dollars om måneden). Det eneste, vi vil have, er en slags sandsynliggørelse af at hun rent faktisk går på skolen. Vi ved godt at vi muligvis er naive, men føler ikke at man altid kan have fuld sikkerhed for alt her i tilværelsen, så vi vælger at håbe at pengene bliver brugt efter intentionerne.

4 kommentarer:

  1. Anonym13.2.10

    Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet
  2. Anonym15.2.10

    Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet
  3. Anonym20.2.10

    Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet
  4. Anonym23.2.10

    Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet