Flytning af blog...

Denne blog vil ikke længere blive opdateret.

Min nye blog hedder  "Peters Verden" og ligger på peterodel.com

Hvad en pensionist har tid til...

Den første august 2019 gik jeg på pension efter 44 år som gymnasielærer..

Jeg har hele tiden ønsket at holde denne blog ved lige, men den er blevet nedprioriteret i forbindelse med den daglige travlhed...

Nu skulle jeg have bedre tid og glæder mig til at komme i gang igen, skrive kortere og længere indlæg om hvad der optager mig..

Det første kunne være vores rejse til Rumænien og Ungarn slut i september. Her skal vi bl.a. til bryllup...

Hvad Netflix kan føre med sig... - eller lidt om fransk film og instruktøren Claude Miller

Vi har fået Netflix! Sådan gratis i et halvt år, you know,  i forbindelse med køb af nyt netbræt (norsk for tablet!)

Forleden sad jeg så og surfede rundt - da jeg faldt over Claude Millers sidste film "Thérèse" - efter François Mauriacs i Frankrig berømte roman "Thérèse Desqueyroux"...

Audrey Tautou som Thérèse...

Det fik mine tanker til at glide på langfart. I 1989 udgav jeg med min gode kollega Birte Dahlgreen manus med gloser og arbejdsopgaver til Millers film: "La petite voleuse" (på dansk "Den lille Tyvetøs"). Jeg var optaget af at kunne skabe en fransk virkelighed i sprogundervisningen i Danmark og fandt at filmmediet var et oplagt middel til at kunne opnå dette mål - ligesom jeg senere syntes at computeren og internet var det... Jeg holdt af Millers film - ligesom jeg holdt af hans mentor François Truffauts. Især de franske instruktørers fokus på stærke piger og kvinder. Der er en lang tradition i fransk kunst for denne fascination, tænk bare på Flauberts "Madame Bovary" (som Chabrol har filmatiseret) og Zolas "Nana"... Selv fortsatte jeg med at prøve at formidle denne fascination af det sanselige til danske gymnasieelever ved at finde egnede tekster til en tekstantologi til gymnasieelever i fransk "Passion" som vi udgav nogle år senere.

filmplakat - hænger stadig i mit soveværelse..!

Claude Miller var glad for at vi i de danske ungdomsuddannelser kunne bruge hans film, og han tilbød at komme til Danmark for at se hvordan vi arbejdede med dem. Det skulle blive en af mine bedste oplevelser i mine mange år som franskunderviser: vi havde nogle spændende og anderledes undervisningstimer med ham i klassen - hvor han først var en flue på væggen der observerede hvordan vi brugte hans film, herefter foreslog små elevaktiviteter og svarede på elevernes oplæg og spørgsmål, fortalte anekdoter om filmen mv. Han mødte senere også københavnske gymnasieelever ved et større arrangement ligesom han tilbød at lave oplæg ved fransklærernes store efteruddannelseskursus der dengang fandt sted i Sèvres ved Paris. Jeg tror de tilstedeværende ved den lejlighed vil huske en særdeles veloplagt Claude Miller...

Miller var åben, humoristisk, men også dyb. Jeg førte nogle spændende samtaler med ham på nogle vandreture i Nordsjælland hvor vi bl.a. talte om kvinder som vi begge var (og er) fascinerede af. Det, man ikke kan forstå.... :)   Desværre tabte jeg i starten af 90'erne forbindelsen til ham, men fulgte selvfølgelig stadig hans karriere i filmtidsskrifterne...

Hovedtemaet i hans film var stærke - ofte oprørske - piger og unge kvinder der turde vælge en anden vej i livet end den de var forudbestemt for. Han havde livet igennem et meget tæt forhold - arbejdsmæssigt som privat - til sin kone, produceren og manuskriptforfatteren Annie Miller som han har en søn med. Han sagde at alle karakterernes replikker skulle gennem hende - især kvindernes... Så var han sikker på at de blev autentiske... Hun er nævnt som manuskriptforfatter på trailerne til hans film, undtagen de seneste... 

I årene efter 2000 udviklede han et meget tæt forhold til en anden - meget yngre - kvinde - Claire Vassé - der er forfatter og filmproducent. De fik et barn sammen i 2011. Hun udgav i 2012 en bog der fortæller om hendes forhold til Miller:  De là où tu es.

Claude Miller døde i april 2012 af cancer 70 år gammel. Han nåede lige at lære sin datter Joséphine at kende. Hun var bare fire måneder gammel da han døde... Han blev pga. sit stærke venskab med Annie Miller aldrig skilt fra hende, så vidt jeg kan læse mig til... - men jeg glæder mig til nærmere at læse om forholdet i Claire Vassé´s bog.

Som nævnt blev "Thérèse" Millers sidste film som han indspillede i løbet af sommeren 2011 mens han fik behandlinger for den sygdom der få måneder senere skulle tage livet af ham. Jeg synes at "Thérèse" er et værdigt punktum for en stor karriere med mange fremragende film - helt i tråd med hans hovedtema gennem karrieren. Miller er en dygtig personinstruktør der i denne film får det bedste ud af Audrey Tautou (Den fabelagtige Amélie fra Montmartre) ligesom han tidligere har fået det bedste ud af skuespillere som Isabelle Adjani og Charlotte Gainsbourg.

Claude Miller

Rejsebrev 4 Coco Beach

8.1. 2014.

Endnu en stille morgen på terrassen. Kaffe, lidt dyrelyde og vindens susen i kokospalmerne…

I dag vil jeg skrive om vores ”mountain guide” Edwin, der er etnisk Mangyan, og om vores trekkingtur i går til flere små Mangyan landsbyer.

Vi (en lille gruppe på otte personer) sejlede tidlig på morgenen til Puerto Galera hvor vi gjorde holdt for at købe gaver til børnene. Vi købte blyanter, papir, viskelædere og basketballs efter Edwins forslag. Herefter bevægede vi os opad gennem byen og ind i junglen. Inden vi gjorde det, skar Edwin lange træstave til os med sin bolobolo (machete) uden hvilken man ikke skal færdes i junglen). Han bad os sikre os at vi havde rigeligt myggebalam på og huskede os på at smøre os ind bag på halsen og bag ørerne hvor myggene kunne finde på at stikke. 

Jeg spurgte om der var meget malaria hos bjergstammerne. Edwin fortalte at han selv som tiårig var blevet angrebet. Hans familie var meget fattig og havde ikke råd til lægehjælp eller medicin, så der var ingen hjælp at hente. Han blev behandlet med traditionelle udtræk fra planter fra junglen, og efter ti år var han rask: ”I’m happy that I survived”...

Edwin...

Et stykke oppe standsede han i en lysning med en fabelagtig udsigt over Puerto Galera, havet og de omliggende øer. 

Her fortalte han om øens og Mangyans historie. Han fortalte om de forskellige kolonisatorer, spanierne, amerikanerne og japanerne, og ikke mindst om ”the lowlanders”, filippinere fra andre egne af landet der kom rejsende til Mindoro fordi her var frugtbart. De lavede plantager til udvindelse af træ og høstede desuden bl.a. kokosnødder. Mangyans, der er den oprindelige befolkning, blev drevet væk fra kysten og op i bjergene. Det tog en del af livsgrundlaget fra dem da de ikke længere kunne fiske. Edwin understregede at Mangyans blev (og bliver) opfattet som ”secondary citizens”. Han talte om det på en måde som mindede mig om Ta May (vores guide til stammerne omkring Sapa i det nordlige Vietnam, se tidligere rejsebrev fra januar 2009).

Mangyans

The Mangyan People består af otte stammer der taler hver deres dialekt af et sprog der er helt forskelligt fra det, ”lowlanders” taler (”tagalog” eller philippino). De landsbyer, vi skulle besøge, ligger i vandreafstand fra Puerto Galera og handler derfor med bl.a. Coco Beach Resort som støtter dem ved at sælge deres kunsthåndværk i centrets butik. Edwin er den eneste Mangyan der arbejder på Coco Beach. Han føler diskrimination fra centrets øvrige ansatte. Han fortalte at det er næsten umuligt for Mangyans at få arbejde i Puerto Galera. Stammer længere væk skal man have tilladelse til at besøge, og det lader sig kun gøre med en guide da der slet ingen veje er gennem junglen. Man skal så kæmpe sig med machete gennem junglen i dagevis for at nå frem. De mest afsides liggende landsbyer kan man slet ikke besøge. Befolkningen gemmer sig i junglen hvis de ser folk i vestligt tøj…

Lidt højere oppe standsede Edwin op og bad os passe på, for vi var kommet ind i et område med mange slanger. Det er specielt kongekobra og pythonslanger. Han fortalte at hvis vi så en kobra, skulle vi bare gå forbi. Den ville flygte bort. Den går kun til angreb hvis man træder på den eller slår ud efter den med en kæp. Pythonslanger er kæmpemæssige kvælerslanger. De bliver op mod en syv/otte meter lange og er så tykke som en voksen mands lår. De jager som regel om natten, men kan gå til angreb om dagen hvis de er sultne. Han fortalte at de sommetider kommer til landsbyerne især i regntiden fordi de kan lugte hønsene. Hvis hønsene begynder at larme om natten, er det tegn på python, og mændene i landsbyen bevæbner sig med deres største boloboloer og går til angreb på slangen. Det gælder om at undgå at den snor sig rundt om en. De går efter at hugge hovedet af den. Når det lykkes, er der mad til flere dage til alle i stammen. De skærer stykker ud til alle i familierne. ”Delicious”, sagde Edwin. ”Kødet smelter på tungen, det er bedre end kylling”… De spiser i øvrigt også kobraslanger…

Python med bytte i maven...

Edwin fortalte en gyselig historie om en familie, der bor lidt uden for landsbyen. Hver dag, når manden gik på arbejde, kom han forbi et træ hvor der boede en stor python. Han så den undertiden, men tænkte ikke nærmere over det. En dag, han gik forbi, blev han angrebet af den. Den bed ham i nakken og begyndte at sno sig rundt om ham. Han kæmpede det bedste han havde lært og råbte om hjælp til sin kone. Hun kunne ikke rigtig hjælpe ham, da hun havde født nogle dage før, men hun løb efter hjælp i landsbyen. Da landsbyens mænd kom tilbage, fandt  de slangen helt vildt udspilet liggende i en pøl af blod. De slog slangen ihjel, og hev den døde mand ud af maven. Hvert ben var brækket i hans krop…

Jeg spurgte om der var andre farlige dyr, de skulle forholde sig til. Edwin nævnte en lille edderkop med en dødelig gift der bor i huller i jorden. ”Men den kommer kun ud om natten”, sagde han.

Lidt senere mødte vi midt i den uvejsomme jungle nogle landmålere. Myndighederne vil bygge en vindmøllepark her og en ny vej op til den. Edwin håbede at det betød at de nærmeste landsbyer ville få elektricitet, men han stillede sig ikke store forhåbninger. ”Den gamle borgmester i Puerto Galera fik etableret en vandslange til de nærmeste landsbyer, men den nye lukker for vandet når Mangyans ikke kan betale vandafgiften. Og hvordan skal de kunne det når der ikke er arbejde til dem”, spurgte han.

Vi kom til den første landsby som har en ny skole. Den er nymalet, bygget delvis for udenlandske fondsmidler. Der er fire klasser på forskellige klassetrin. Nogle af lærerne er Mangyans, men skoleinspektøren er ”lowlander”. ”De accepterer ikke en mangyan i en lederstilling, secondary citizen, as I told you…” Der sidder 30-40 elever i klasserne, musestille for åbne døre. De smiler og råber ”hello teacher” til os i kor. I en af klasserne kan man se at de har sprog. De lærer at sige opbyggelige ting som ”I’m philippino and I love my country”. Ved siden af står den samme sætning på deres eget sprog og på ”tagalog” som er det sprog lowlanders på Mindoro taler.

Vi gav eleverne gaver som de blev meget glade for: papir, blyanter, viskelæder, blyantspidser, basketball, volleyball..

lærerne takker os for bolde...

På skolen blev vi opmærksomme på organisationen "Stairway Foundation". Organsationen samler penge ind til at hjælpe primært gadebørn i Manila. De har et rehabiliteringscenter i Puerto Galera der gennem 25 år har er blevet ledet af to danske ildsjæle. De indkvarterer gadebørn fra Manila, sørger for skolegang, psykologhjælp, afgiftning (mange af gadebørnene er narkomaner...) mm., men organisationen hjælper også Mangyans, bl.a. på denne skole. De giver bl.a. scolarships til elever, så de kan fortsætte deres skolegang på centralskolen i Puerto Galera. Alle taler med varme om organisationen som vi vil være medlemmer af når vi kommer hjem... Se deres danske hjemmeside her, den internationale hjemmeside her.

Vi gik videre gennem junglen og kom til Edwins landsby hvor vi skulle spise frokost

Edwins landsby. Her bor cirka 30 Mangyanfamilier...

Edwin fortalte at han har 9 søskende, og tilsammen har de 9 søskende 43 børn. Det er et stort problem fordi de ikke har råd til at sende de mange børn til skolen. Selv har Edwin kun 3 børn og håber ikke han får flere. Børnedødeligheden er tårnhøj, og det er ikke usædvanligt at kvinder dør i forbindelse med fødsler. Der findes ingen jordmoder eller læge der kan hjælpe ved en kompliceret fødsel...

Edwins ældste barn går på den skole vi har set tidligere på dagen, og Edwin håber at få råd til at sende de andre til skolen også, men han får kun en lav løn på resortet. Den ældste pige går hver morgen med andre børn alene gennem junglen til skolen! Selv vandrer han hver morgen tidligt de flere timers vandring gennem junglen til resortet. Hans store ønske er at få råd til en motorcykel en gang...

Edwin med sin yngste datter om halsen...

Vi spiste frokost i landsbyen. Landsbyboernes føde består mest af rødder, sweet potatoes, madbananer mm. Det hele er lidt tørt at få i munden, og de ruller bidderne i kokos for at give det smag, men det indeholder den næring de har brug for. Kød får de sjældent, men de har nogle få grise og høns...

vores frokost...

Mangyans laver meget smukt kunsthåndværk. De havde stillet det frem, og vi køber af dem. Nogle ildsjæle hjælper dem til at finde nogle salgskanaler. Blandt andet sælger de deres produkter på Coco Beach...

Efter frokosten og indkøbene vandrede vi ned ad bjerget mod kysten igen. Jeg spurgte Edwin om hans syn på fremtiden. Han var pessimistisk. Meget er blevet værre end i hans barndom. Han havde dog forhåbninger til vindmøllerne der måske kan give dem elektrisk strøm, men han er bange for at der vil blive lukket for strømmen på samme måde som der nu bliver lukket for vandet når de ikke kan betale. Hans store ønske er at kunne købe en båd, så han kan fiske.. Med en båd vil landsbyen kunne tjene nok til at kunne overleve lidt bedre, og de ville kunne betale for vand mm. til Puerto Galeras bystyre... 

Har du lyst til at se flere billeder fra min tur til Mangyans, se her

Rejsebrev 3 Coco Beach..

Så sidder jeg igen på terrassen og nyder min morgenkaffe og morgenens stilhed. Jeg hører en melankolsk frø, en galende hane og lige pludselig en gekko der jo siger gæ ko, gæ ko… På vandet hører jeg den tøffende lyd af en bangka (udriggerkano). Solen skinner mellem lidt morgenskyer og flimrer i kokospalmernes fine blade. På havet er der områder med hvidt skum som flytter sig. I horisonten løfter vulkanen Taal sig majestætisk med toppen indhyldet i skyer. Bag mig sover Regitze sødt. Her er dejligt morgenfredeligt. Vejret har været strålende siden den første dag – hvor det var skyet, og på vores tur i regnskoven hvor det ind i mellem meget passende regnede. Temperaturen er 26 grader lige nu (kl. 6.45). Den vil op ad dagen stige til max 30 grader, og det er absolut godkendt. Det forbavsende er at sandet på stranden ikke – som i Sydeuropa – brænder én under fødderne. Selv om varmen er lidt fugtig, er her ikke sydeuropæisk sommerhedt.

Bangkaer findes i mange størrelser. Her er en med en brud! - på vej til kirken?

I dag har vi aftalt at tage en bangka til Puerto Galera (tager 10-15 minutter) for at gå på marked. Byen har kun 28000 indbyggere. Alligevel lykkedes det os sidst, vi var der, at fare vild i de store menneskemængder. Formålet er at gå på marked. Byen ligger smukt inderst i en bugt, men der er ikke nogen egentlige seværdigheder bortset fra nogle gamle, spanske rigmandsvillaer. Byen, der pga. turismen i området hører til Filippinernes rigeste, er ikke desto mindre præget af store modsætninger mellem små huse og regulær slumbebyggelse. Når vi går i land, bliver vi overfaldet af sælgere, der vil sælge alt muligt til os, eller som gerne vil køre os tur på en tricykel (cykel med sidevogn) eller i jeepney. Vi er blevet gode til at ignorere dem selv om de mest ihærdige grænseoverskridende kan finde på at hive fat i armen på én.

jeepney. Renoveret genbrugsmotor fra Japan. Karrosseriet lavet på Filippinerne. Bemærk den selvironiske mercedesstjerne...

Vi har opholdt hos mere på Coco Beach end jeg forlods havde regnet med. Her er så smukt og mange muligheder for at foretage sig alverden. Freden er faldet på os, vi føler ikke at vi absolut skal se noget nyt hele tiden. En rar, afstressende fornemmelse for mig der qua mit job altid føler at der er noget jeg bør gøre. Vi har været i junglen for at se vandfald, er blevet trukket af vandbøfler når vi er så langt inde at jeepneyen må opgive ævred, vi er gået til Sabang og ad en vandresti rundt i nærområdet, og vi har tænkt at melde os til en trekkingtur i næste uge op til toppen af et bjerg i junglen hvor vi kommer igennem en landsby beboet af en af Asiens mest primitive stammer. Her skal vi spise frokost. Vi nyder dog meget at være her på stedet og ikke lave andet end sove, spise, læse, drikke drinks, svømme og (for mit vedkommende) småløbe. Når vi tager på tur, medfører det bumpende kørsel i jeepney på helt utrolige ”veje” der gør at man bliver vildt gennemrystet og skal bruge kræfter på at holde sig selv fast, ikke ryge rundt i jeepneyen…

Nå, nu vågner Regitze og jeg slutter min beretning for denne gang…

Rejsebrev 2 Coco Beach

Vi har nu været på Coco Beach en uge. Klokken er syv morgen, jeg sidder på vores terrasse og skriver mens jeg ser gennem kokospalmer ud over havet til en imponerende vulkan i det fjerne. Jeg har netop hentet og læst ”Coco Beach daily news” der sammen med to flasker vand, en kande kaffe og to kopper, smukt arrangeret på en lille bakke med en hibiscus, bliver stillet på vores dørtrin hver morgen. Regitze sover stadig…

Vi lever i et reservat her, en drøm, et åndehul fra virkeligheden på flere måder. Dels fra vores egen danske vinterarbejdsvirkelighed, dels fra den filippinske virkelighed udenfor. Her er uendelig smukt, en arrangeret virkelighed hvor næsten alt kan lade sig gøre, et paradis med tropiske blomster og vækster der romantisk snor sig ind og ud mellem hinanden og de smukke bambushytter. Vi er omgivet af filippinske, smilende mennesker, der på næsten koloniagtig maner opfylder vores mindste ønsker. Men vi har også set at grænsen mellem romantisk bambushytte og ekstrem fattigdom, ja armod, er hårfin. Det ser man så snart man bevæger sig udenfor. For et par dage siden vandrede vi til den nærliggende by Sabang gennem skoven. Langs stien går vandledningen til Coco Beach. Undertiden møder man hytter med kvinder der har lavet huller i vandslangen for at kunne vaske. De sidder på jorden og vasker mens de smilende møder os med et ”hello” når vi passerer… de har åbenbart ikke vand i de små faldefærdige hytter og formentlig heller ikke strøm. Hvad de lever af, står hen i det uvisse. Vi ser ingen dyr, ingen risdyrkning, kun hytterne i den tætte jungle.

Stien til Sabang. Det er  vandledningen - omtalt i teksten - nederst i billedet...

Sabang er centrum for dykkerturisme (ud for kysten ligger nogle af verdens smukkeste koralrev, såvel som skibsvrag, man kan undersøge). Byen er som alle andre steder her præget af ekstreme modsætninger. Nogle filippinere har fået del i den velstand der er betinget af turismen, andre bor i papkasser eller blikskure. I Sabang ligger der fine hoteller/resorts og restauranter på stranden med wifi og espressokaffe, men der er tydelig prostitution og tivolisering i gaderne bagved. Jeg havde lidt samme fornemmelse som i Halong City i Nordvietnam. Det er svært at styre turismen derhen man gerne vil i et uland. Sabang ligger naturskønt ved en bugt, der er fine sandstrande. Men byen mangler en strandpromenade, og der er hundelorte og andre uhumskheder på stranden. Kun ud for de enkelte resorts er der på matriklen lavet strandpromenader, og stranden er ryddet til ære for gæsterne. Jeg forstiller mig at bystyret ikke har midler til en forskønnelse.. Vi fik en herlig frokost på en af de mange restauranter og tog en bangka (udriggerkano) hjem for 250 pesos (cirka 30 kr.).

Stranden i Sabang ved den af Lonely Planet berømmede Hemmingway's bistrot

Alt dette kan lyde begrædeligt, men filippinerne er glade mennesker og stolte over deres land. Når man spørger dem, er de tilfredse med deres regering som de synes – på trods af udbredt korruption – virkelig tager fat om landets mange udfordringer: tyfoner, jordskælv, vulkanudbrud, fattigdom, kriminalitet, etniske konflikter med muslimer på den sydlige ø Mindanao og i Suluhavet. De er stolte af det demokrati de er ved at udvikle, men tager ikke afgørende afstand fra fortidens diktatur. Den tidligere præsidentfrue Imelda Marcos, der blev berømt for sine tusindvis af sko, er nu blevet omvendt demokrat og guvernør for en af de nordlige provinser. Filippinerne er glade for turisterne og meget taknemmelige over for amerikanerne som de mener reddede dem fra japansk anneksion i 2. verdenskrig til trods for at de i ”slaget om Manila” i slutningen af krigen pulveriserede byen for at få japanerne ud - med flere millioner civile ofre som resultat. I Manila er der stadig ”spanskfilippinere” og ”kinesiskfilippinere”. Alle er ok, ”bare de gider bestille noget”.

Nå, nu vågner Regitze, så jeg må gå videre senere med mine tanker og oplevelser i et rejsebrev 3…

Udsigt fra vores terrasse

udsigt fra "vores" terrasse...

Rejsebrev 1 fra Filippinerne...

Rejsebrev 1

Coco Beach, Puerto Galera, Mindoro, Filippinerne 29.12. 2013

Vi er nu vågnet op på Coco Beach for anden dag (ankom i forgårs aftes i mørke). Vi bor i en romantisk bambushytte  e med en ubeskrivelig udsigt over havet, palmer og tage fra andre hytter længere nede. Vi bor øverst i plantagen, bag os er junglen…

Fra vores terrasse er der en klokkestreng der går til vores ”servicefamilie” der står til rådighed for os stort set døgnet rundt. Ud over rengøring – som sker flere gange om dagen – kan de f.eks. hente morgenmad i en af restauranterne eller drinks til os… Herligt, for der er maaaange trin ned til stranden. Vi går dog de mange trin ned mange gange om dagen, er enige med os selv om at det er sundt for os…

Nede ved stranden er der liv og glade dage, og der er også en stor pool hvor især børnefamilierne holder til. Der ligger desuden en masse ”bangkas”, udriggerkanoer der kan sejle os alle mulige steder hen for små penge. Vi har fundet en ”silent pool” tæt på vores hytte oppe på bjerget som vi næsten har for os selv. Ved poolen er dog også en bar, brusere, liggestole og en jacuzzi (i poolen!) som vi synes er sjov...

Beplantningen i området er nærmest en ”friseret jungle”, en botanisk have med eksotiske træer og blomster i alle mulige farver - som vi kun kender hjemmefra i potter, som f.eks. julestjerne. Filippinere klipper, beskærer, fejer dagen igennem. Der må helst ikke ligge et blad på stierne… Her er ansat i hundredvis af mennesker til at betjene os, til at gøre vores ophold så optimalt som muligt. Alle er smilende, imødekommende og engelsktalende. Vi kan vælge mellem fire restauranter med al mulig slags mad – eller tage en ”bangka” de cirka 15 minutters sejlads til den lille by Puerto Galera, eller til en anden lille by, Sabang.

I går var vi til fiske- og skaldyrsparty i den største af restauranterne. Vi hentede fiskene, der var blevet stegt i sandet, på stranden. Efter middagen dansede vores familier for os, så der ikke var et øje tørt. 

Coco Beach Resort, som stedet hedder, er dansk ejet. Nogle danske arkitekter faldt for kokosplantagen, stranden og beliggenheden for 25 år siden og fik ideen til hele konceptet. De byggede i samarbejde med filippinske arkitekter hytterne i lokal stil, men med moderne bekvemmeligheder. Der er derfor mange danskere, der er kommet her i mange år, og som kommer igen år efter år, men her er selvfølgelig også mange turister fra andre lande. Man mærker ikke de mange mennesker fordi området er så stort, og fordi mange om dagen er væk, f.eks. på dykkerture. Stedet er nemlig også et dykkercenter hvor man kan tage certifikat. Nogle af verdens smukkeste koralrev ligger tæt ved…

I formiddags gik vi en tur uden for området i junglen, og typisk for os rodede vi os hurtigt ud i et meget uvejsomt, kuperet område med højt græs. Ingen af os blev dog bidt af slanger eller andet kryb … :-) 

I morgen skal vi med en jeepney (ombygget jeep) på tur til nogle vandfald i junglen. Det sidste stykke skal vi transporteres i en vogn trukket af en dværgvandbøffel der er et dyr som kun lever på denne ø (Mindoro).

I forgårs havde vi lejet en guide til at vise os rundt i Manila, specielt i den gamle, spanskprægede bydel. Det blev en interessant oplevelse som jeg vil berette om i et senere rejsebrev…