-picsay.jpg) |
| udsigt fra "vores" terrasse... |
29.12.13
Rejsebrev 1 fra Filippinerne...
Rejsebrev 1
Coco Beach, Puerto Galera, Mindoro, Filippinerne 29.12. 2013
Vi er nu vågnet op på Coco Beach for anden dag (ankom i
forgårs aftes i mørke). Vi bor i en romantisk bambushytte e med en
ubeskrivelig udsigt over havet, palmer og tage fra andre hytter længere nede.
Vi bor øverst i plantagen, bag os er junglen…
Fra vores terrasse er der en klokkestreng der går til vores
”servicefamilie” der står til rådighed for os stort set døgnet rundt. Ud over
rengøring – som sker flere gange om dagen – kan de f.eks. hente morgenmad i en
af restauranterne eller drinks til os… Herligt, for der er maaaange trin ned
til stranden. Vi går dog de mange trin ned mange gange om dagen, er enige med
os selv om at det er sundt for os…
Nede ved stranden er der liv og glade dage, og der er også
en stor pool hvor især børnefamilierne holder til. Der ligger desuden en masse
”bangkas”, udriggerkanoer der kan sejle os alle mulige steder hen for små
penge. Vi har fundet en ”silent pool” tæt på vores hytte oppe på bjerget som vi
næsten har for os selv. Ved poolen er dog også en bar, brusere, liggestole og
en jacuzzi (i poolen!) som vi synes er sjov...
Beplantningen i området er nærmest en ”friseret jungle”, en
botanisk have med eksotiske træer og blomster i alle mulige farver - som vi kun
kender hjemmefra i potter, som f.eks. julestjerne. Filippinere klipper,
beskærer, fejer dagen igennem. Der må helst ikke ligge et blad på stierne… Her er
ansat i hundredvis af mennesker til at betjene os, til at gøre vores ophold så
optimalt som muligt. Alle er smilende, imødekommende og engelsktalende. Vi kan
vælge mellem fire restauranter med al mulig slags mad – eller tage en ”bangka”
de cirka 15 minutters sejlads til den lille by Puerto Galera, eller til en
anden lille by, Sabang.
I går var vi til fiske- og skaldyrsparty i den største af
restauranterne. Vi hentede fiskene, der var blevet stegt i sandet, på stranden.
Efter middagen dansede vores familier for os, så der ikke var et øje tørt.
Coco Beach Resort, som stedet hedder, er dansk ejet. Nogle danske arkitekter faldt for kokosplantagen, stranden og beliggenheden for 25 år siden og fik ideen til hele konceptet. De byggede i samarbejde med filippinske arkitekter hytterne i lokal stil, men med moderne bekvemmeligheder. Der er derfor mange danskere, der er kommet her i mange år, og som kommer igen år efter år, men her er selvfølgelig også mange turister fra andre lande. Man mærker ikke de mange mennesker fordi området er så stort, og fordi mange om dagen er væk, f.eks. på dykkerture. Stedet er nemlig også et dykkercenter hvor man kan tage certifikat. Nogle af verdens smukkeste koralrev ligger tæt ved…
Coco Beach Resort, som stedet hedder, er dansk ejet. Nogle danske arkitekter faldt for kokosplantagen, stranden og beliggenheden for 25 år siden og fik ideen til hele konceptet. De byggede i samarbejde med filippinske arkitekter hytterne i lokal stil, men med moderne bekvemmeligheder. Der er derfor mange danskere, der er kommet her i mange år, og som kommer igen år efter år, men her er selvfølgelig også mange turister fra andre lande. Man mærker ikke de mange mennesker fordi området er så stort, og fordi mange om dagen er væk, f.eks. på dykkerture. Stedet er nemlig også et dykkercenter hvor man kan tage certifikat. Nogle af verdens smukkeste koralrev ligger tæt ved…
I formiddags gik vi en tur uden for området i junglen, og
typisk for os rodede vi os hurtigt ud i et meget uvejsomt, kuperet område med
højt græs. Ingen af os blev dog bidt af slanger eller andet kryb … :-)
I morgen skal vi med en jeepney (ombygget jeep) på tur til
nogle vandfald i junglen. Det sidste stykke skal vi transporteres i en vogn
trukket af en dværgvandbøffel der er et dyr som kun lever på denne ø
(Mindoro).
I forgårs havde vi lejet en guide til at vise os rundt i
Manila, specielt i den gamle, spanskprægede bydel. Det blev en interessant
oplevelse som jeg vil berette om i et senere rejsebrev…
12.2.12
Jeg har lagt links til min nye billedhjemmeside...
Kender I Smugmug? Det har været lidt af en åbenbaring for mig. For en relativ beskeden sum kan man lægge alverdens billeder og videos på nettet. tilsyneladende uden begrænsninger. Og der er alverdens muligheder for at personliggøre hjemmesiden og dele billeder---
27.12.10
12.12.10
18.10.10
La Réunion, et lille ferieparadis? – rejsebrev fra en sydhavsø...
Jeg sidder på en café nær strandpromenaden i hovedbyen Saint Denis med en dobbeltespresso i god sikkerhedsafstand fra de vejende kæmpe kokospalmer og kigger ud over det uendelige ocean. Jeg har en smart bærbar (eller skulle jeg sige laptop?), her er trådløst internet, jeg kan snakke med hele verden, hvor er jeg moderne… :-)
Temperaturen er 27 grader, og solen skinner fra en næsten skyfri himmel. Det gør den for resten altid på denne årstid. Vinden blæser blidt og får kokospalmerne til at duve i vinden. En høj, smuk créolerkvinde, der ligner en mellemting mellem en europæer og en inder, serverer smilende for mig. Hun har lige stillet en skål med oliven på bordet som jeg fornøjet gnasker i mig. Jeg skal have "salade de chèvre chaud". Findes der noget mere fransk? Nej, og dog! Dressingen er lavet af honning iblandet chili, ingefær og kokos! Den ret bliver for mig symbolet på øen: stærkt, sødt og anderledes.
Frankrig? – ja! Øen er et fransk amt (og region), her er uddannelsessystem, hospitaler og veje på niveau med resten af Frankrig, drikkevand i hanerne, gule postkasser, franske nummerplader og vejskilte. I hver landsby er der – som i resten af Frankrig - et mindesmærke over faldne i 1. verdenskrig. Her er gendarmer, baguetter og smarte butiksfacader. Indbyggerne er franske statsborgere og møntfoden er euro, og så alligevel nej! Her er tropiske planter og strande, markeder med ananas og mig ukendte frugter, sukkerrørsplantager, gekkoer (her kaldet "les endormis"), imponerende vandfald, en vulkan i udbrud… - Og de créolske, farvestrålende træhuse med bliktag minder mere om amerikanske sydstater end om Frankrig.
Selvfølgelig er der også dårlige sider ved dette samfund. Arbejdsløsheden er tårnhøj, og i Saint Denis' forstæder findes trøstesløse kvarterer som i Paris hvor unge i frustration laver ballade og brænder biler af. På landet og i bjergene bor stadig mange i usle blikskure. Almindelig skolepligt blev først gennemført i 1980'erne, og der findes derfor stadig blandt de ældre en del analfabetisme. Men i dag går alle i skole, og procentdelen af unge, der kommer i gymnasiet, er så højt som i resten af Frankrig... - Her er kolossalt mange biler og mange velklædte – ikke mindst unge – mennesker. Men det er også tydeligt at ikke alle har fået del i velfærdsstigningen…
Jeg rejser mig for at betale og tænker på at dette lille samfund på 800 000 mennesker er en særlig verden for sig i det uendelige hav, væk fra alt andet land, en forunderlig blanding af mange ingredienser, en "melting pot"…
27.9.10
Kantareller, tragtkantareller, skarp efterårsluft, blåbær, tyttebær, flåter, vildt, rødvin... Kan man forlange mere?18.8.10
8.1.10
Lykke er...
Hvad er lykke? - Jeg fandt denne opfattelse hos Kierkegaard i dag og blev helt glad...:
“Haabet er en deilig Pige, der smutter bort mellem Hænderne;
Erindringen er en skøn gammel Kone, som man dog aldrig er tient med i Øieblikket.
Gjentagelsen er en elsket Hustrue, man aldrig bliver kjed af; og naar man har det for sig, bliver man lykkelig; og kun den bliver ret lykkelig, der ikke bedrager sig selv i den indbildning, at Gjentagelsen skulle være noget nyt; thi da bliver man kjed af den. Der hører ungdom til at haabe, ungdom til at erindre, men der hører Mod til at ville Gjentagelsen.”
28.7.09
Sommerferie i Värmland og Bohuslän, Sverige
 |
| Sverige 6.7 - 12.7. 2009 |
Regitze og jeg har i juli haft en fin - men våd - ferie i Sverige.
- Tryg på miniaturen...
30.3.09
Jeg har lavet en ny blog...
Et af mine næste projekter er arrangement af en studietur til Toulouse til efteråret, se her
25.2.09
Billeder fra Cambodja....
 |
| Cambodja |
Tryk på miniature - og så på diasshow
Så fik jeg endelig lavet den sidste serie fra vores fantastiske tur til Østen. Det blev til 13 serier fra Vietnam, Laos og Cambodja. Du kan finde dem alle hvis du orker at scrolle ned her...
16.2.09
Rejsebrev 4 fra Cambodja: "Jeg var syv år og mistede helt forbindelsen til mine forældre og resten af min familie..."
"Cambodja er et af verdens mest korrupte samfund”, siger vores guide på Angkor Wat pludselig. Han er ved at gennemgå en uendelig mængde af dagliglivs- og krigsscener fra 1100-1200 skåret ud i sten i det enorme tempel. Der er så mange at Bayeux-tapetet ligner en enkelt stribe ved siden af. Han har på bedste måde navigeret os gennem busfulde af kinesiske turister i dette gigantiske by- og tempelkompleks der havde over en million indbyggere da der boede 30 000 i London…
”Alt fungerer via korruption på alle niveauer i samfundet”, fortsætter han og fortæller at han har måttet tage sin datter ud af skolen i 3. klasse. ”Lærerne her i Siem Reap tjener kun 30 dollars om måneden, så de er nødt til at supplere deres indtægter for at kunne overleve”. Han kigger sig forsigtig rundt for at forvisse sig om at ingen andre tolke hører ham. ”Jeg og alle de andre forældre blev afkrævet penge næsten hver dag. Lærerne underviser efter kopier som de tager overpris for. For at børnene kan komme op i næste klasse, skal de have en udtalelse. Den skriver lærerne kun mod klækkelig betaling. Resultatet er at mange som jeg må tage deres børn ud af skolen. Det er en ond cirkel, hvordan skal vi nogensinde få en uddannet befolkning?” Da jeg spørger om regeringen ikke kan gribe ind over for den form for korruption, smiler han bittert: ”I har betalt 40 dollars for at komme ind på Angkor Wat ud over hvad I betaler til mig. Adgangen til Angkor Wat ejes af en vietnameser der er god ven med regeringen her. Kun 20 % af de enorme turistindtægter går til befolkningen og til vedligeholdelse, resten går lige i lommen på vietnameseren.” Vi har lagt mærke til at de vedligeholdelsesarbejder, der finder sted på tempelområdet, bliver betalt af ”World Heritage Fund” samt af tyske fondsmidler. ”Regeringen har ingen medfølelse med de fattige, de tænker kun på selv at rage til sig. Det er næsten som med Lon Nols svage, korrupte regering der førte til at landet røg i armene på de røde Khmerer.”
Vores guide er meget pessimistisk på sit lands fremtids vegne. ”Det er som om dette land hænger fast i et hængedynd af inkompetence.” Han frygter at landet bliver løbet over ende af vietnameserne: ”Kineserne er et handelsfolk, de gør ikke nogen noget. Vietnameserne er et krigerfolk.” Da jeg spørger om vietnameserne ikke hjalp Cambodja af med de røde khmerer som havde slået 20% af befolkningen ihjel med en effektivitet, der fik selv Hitler og Stalin til at fremstå som søndagsskoledrenge, svarer han: ”Vietnameserne kom kun for at få lejlighed til at slå khmerer (etniske cambodjanere) ihjel. De har allerede erobret Mekongdeltaet”. Det er rigtigt at der i Mekongdeltaet er et betydeligt mindretal af etniske khmerer, men så vidt jeg ved, bliver de udmærket behandlet af de vietnamesiske myndigheder. Jeg siger ikke mere…
”Under borgerkrigen måtte jeg flygte til en lejr i Thailand. Jeg var syv år og mistede helt forbindelsen til mine forældre og resten af min familie bortset fra min ældre bror. Lejren var kontrolleret af de røde khmerer, og min bror blev en del af dem. Senere døde han i kamp”. Han fortæller at de røde khmerer ikke var så barske før magtovertagelsen: ”Der var to ideologiske retninger, én der havde Mao som forbillede og en anden der så op til Vietnams Ho Chi Minh. Da amerikanerne i den sidste del af Vietnamkrigen bombede det østlige Cambodja for at få ram på Vietkongsoldater, slog de mange cambodjanere ihjel. Jeg tror at disse bombetogter på samme tid førte til støtte til de røde khmerer og forråede disse. USA må påtage sig et alvorligt medansvar for folkemordet i Cambodja”.
”I lejren fik vi meget lidt mad, to små kopper suppe om dagen, og alle var alvorligt underernærede. Børn omkring mig døde hver dag. Efter krigen – syv år senere - vandrede jeg sammen med tusinder af andre børn gennem junglen hjem til vores byer for at finde eventuelle overlevende fra vores familier. Vi havde ingen mad, vi spiste alt i junglen. Vi lærte hvilke planter der var spiselige, og jeg kan stadig fortælle jer alt om alle planter. Vi spiste alle dyr vi kunne fange, herunder edderkopper, mus, rotter og andre gnavere, gekkoer – ja selv giftslanger som man sagtens kan spise når de er blevet godt kogt. - Til sidst begyndte vi at spise af os selv, ja, det så jeg andre gøre, og så gjorde jeg det også".
”Da jeg kom hjem til vores by, levede min far stadig, men min mor og flere andre søskende var forsvundet eller døde. Jeg har dog fundet en søster i Thailand så sent som i 2004”, siger han og smiler. ”Alt i byen var væk, min far havde ikke mange kræfter, og jeg måtte bygge et nyt hus til ham. Samtidig måtte jeg påtage mig forsørgelsen af mine søstre/svigerinder og deres børn fordi mine svogre var døde”.
”Efter nogle år rejste jeg til Thailand og arbejdede med at slæbe sten. Det var hårdt, og jeg fik stadig for lidt mad. Ja, det gør jeg stadig", siger han og løfter armene for at vi kan se hvor tynd han er. "Der er grænser for hvor meget man kan arbejde når man får for lidt mad. Alle cambodjanere er undervægtige, hvis du ser en overvægtig cambodjaner, er han medlem af regeringen. I Thailand fik vi cambodjanere det hårde arbejde thaierne ikke selv gad have. Det var dårligt betalt, men dog langt bedre end her, og jeg kunne nogenlunde betale for mine og min families børn. Da jeg fandt min søster i 2004, kunne jeg sende min søn over til hende i Thailand hvor han kunne komme i skole - mens jeg tog hjem til Cambodja for at blive guide. Jeg har altid interesseret mig meget for kunst og historie. Desværre kom min søster ud for en motorcykelulykke, så hun ikke kan bruge den ene arm, så jeg har måttet hente min søn hjem igen.”
”Jeg hader korruption og har lovet mig selv at jeg aldrig vil betale bestikkelse. Men jeg har et ansvar over for min familie, og da jeg var færdig med at læse til guide, måtte jeg bestikke de lokale myndigheder for at få en autorisation”, siger han i et lavmælt tonefald med et vemodigt smil…
Samme aften læser jeg en artikel om forholdene i det cambodjanske skolesystem i den fransksprogede ugeavis ”Cambodge Soir Hebdo”. Den beskriver ud fra hårrejsende eksempler på bestikkelse at alle, der har råd, flygter til et system af private skoler der er ved at blive opbygget på baggrund af udenlandsk kapital i Phnom Penh og Siem Reap. Den franske journalist går i kødet på undervisningsministeren med spørgsmål om skolesystemet. Behøver jeg at sige at ministeren prøver at fralægge sig ansvar? Den artikel har jeg med hjem, og jeg vil bruge den i forkortet form når jeg igen får et franskhold på a-niveau hvor den skal indgå i et tema om forholdene i tidligere franske kolonier…
”Alt fungerer via korruption på alle niveauer i samfundet”, fortsætter han og fortæller at han har måttet tage sin datter ud af skolen i 3. klasse. ”Lærerne her i Siem Reap tjener kun 30 dollars om måneden, så de er nødt til at supplere deres indtægter for at kunne overleve”. Han kigger sig forsigtig rundt for at forvisse sig om at ingen andre tolke hører ham. ”Jeg og alle de andre forældre blev afkrævet penge næsten hver dag. Lærerne underviser efter kopier som de tager overpris for. For at børnene kan komme op i næste klasse, skal de have en udtalelse. Den skriver lærerne kun mod klækkelig betaling. Resultatet er at mange som jeg må tage deres børn ud af skolen. Det er en ond cirkel, hvordan skal vi nogensinde få en uddannet befolkning?” Da jeg spørger om regeringen ikke kan gribe ind over for den form for korruption, smiler han bittert: ”I har betalt 40 dollars for at komme ind på Angkor Wat ud over hvad I betaler til mig. Adgangen til Angkor Wat ejes af en vietnameser der er god ven med regeringen her. Kun 20 % af de enorme turistindtægter går til befolkningen og til vedligeholdelse, resten går lige i lommen på vietnameseren.” Vi har lagt mærke til at de vedligeholdelsesarbejder, der finder sted på tempelområdet, bliver betalt af ”World Heritage Fund” samt af tyske fondsmidler. ”Regeringen har ingen medfølelse med de fattige, de tænker kun på selv at rage til sig. Det er næsten som med Lon Nols svage, korrupte regering der førte til at landet røg i armene på de røde Khmerer.”
Vores guide er meget pessimistisk på sit lands fremtids vegne. ”Det er som om dette land hænger fast i et hængedynd af inkompetence.” Han frygter at landet bliver løbet over ende af vietnameserne: ”Kineserne er et handelsfolk, de gør ikke nogen noget. Vietnameserne er et krigerfolk.” Da jeg spørger om vietnameserne ikke hjalp Cambodja af med de røde khmerer som havde slået 20% af befolkningen ihjel med en effektivitet, der fik selv Hitler og Stalin til at fremstå som søndagsskoledrenge, svarer han: ”Vietnameserne kom kun for at få lejlighed til at slå khmerer (etniske cambodjanere) ihjel. De har allerede erobret Mekongdeltaet”. Det er rigtigt at der i Mekongdeltaet er et betydeligt mindretal af etniske khmerer, men så vidt jeg ved, bliver de udmærket behandlet af de vietnamesiske myndigheder. Jeg siger ikke mere…
”Under borgerkrigen måtte jeg flygte til en lejr i Thailand. Jeg var syv år og mistede helt forbindelsen til mine forældre og resten af min familie bortset fra min ældre bror. Lejren var kontrolleret af de røde khmerer, og min bror blev en del af dem. Senere døde han i kamp”. Han fortæller at de røde khmerer ikke var så barske før magtovertagelsen: ”Der var to ideologiske retninger, én der havde Mao som forbillede og en anden der så op til Vietnams Ho Chi Minh. Da amerikanerne i den sidste del af Vietnamkrigen bombede det østlige Cambodja for at få ram på Vietkongsoldater, slog de mange cambodjanere ihjel. Jeg tror at disse bombetogter på samme tid førte til støtte til de røde khmerer og forråede disse. USA må påtage sig et alvorligt medansvar for folkemordet i Cambodja”.
”I lejren fik vi meget lidt mad, to små kopper suppe om dagen, og alle var alvorligt underernærede. Børn omkring mig døde hver dag. Efter krigen – syv år senere - vandrede jeg sammen med tusinder af andre børn gennem junglen hjem til vores byer for at finde eventuelle overlevende fra vores familier. Vi havde ingen mad, vi spiste alt i junglen. Vi lærte hvilke planter der var spiselige, og jeg kan stadig fortælle jer alt om alle planter. Vi spiste alle dyr vi kunne fange, herunder edderkopper, mus, rotter og andre gnavere, gekkoer – ja selv giftslanger som man sagtens kan spise når de er blevet godt kogt. - Til sidst begyndte vi at spise af os selv, ja, det så jeg andre gøre, og så gjorde jeg det også".
”Da jeg kom hjem til vores by, levede min far stadig, men min mor og flere andre søskende var forsvundet eller døde. Jeg har dog fundet en søster i Thailand så sent som i 2004”, siger han og smiler. ”Alt i byen var væk, min far havde ikke mange kræfter, og jeg måtte bygge et nyt hus til ham. Samtidig måtte jeg påtage mig forsørgelsen af mine søstre/svigerinder og deres børn fordi mine svogre var døde”.
”Efter nogle år rejste jeg til Thailand og arbejdede med at slæbe sten. Det var hårdt, og jeg fik stadig for lidt mad. Ja, det gør jeg stadig", siger han og løfter armene for at vi kan se hvor tynd han er. "Der er grænser for hvor meget man kan arbejde når man får for lidt mad. Alle cambodjanere er undervægtige, hvis du ser en overvægtig cambodjaner, er han medlem af regeringen. I Thailand fik vi cambodjanere det hårde arbejde thaierne ikke selv gad have. Det var dårligt betalt, men dog langt bedre end her, og jeg kunne nogenlunde betale for mine og min families børn. Da jeg fandt min søster i 2004, kunne jeg sende min søn over til hende i Thailand hvor han kunne komme i skole - mens jeg tog hjem til Cambodja for at blive guide. Jeg har altid interesseret mig meget for kunst og historie. Desværre kom min søster ud for en motorcykelulykke, så hun ikke kan bruge den ene arm, så jeg har måttet hente min søn hjem igen.”
”Jeg hader korruption og har lovet mig selv at jeg aldrig vil betale bestikkelse. Men jeg har et ansvar over for min familie, og da jeg var færdig med at læse til guide, måtte jeg bestikke de lokale myndigheder for at få en autorisation”, siger han i et lavmælt tonefald med et vemodigt smil…
Samme aften læser jeg en artikel om forholdene i det cambodjanske skolesystem i den fransksprogede ugeavis ”Cambodge Soir Hebdo”. Den beskriver ud fra hårrejsende eksempler på bestikkelse at alle, der har råd, flygter til et system af private skoler der er ved at blive opbygget på baggrund af udenlandsk kapital i Phnom Penh og Siem Reap. Den franske journalist går i kødet på undervisningsministeren med spørgsmål om skolesystemet. Behøver jeg at sige at ministeren prøver at fralægge sig ansvar? Den artikel har jeg med hjem, og jeg vil bruge den i forkortet form når jeg igen får et franskhold på a-niveau hvor den skal indgå i et tema om forholdene i tidligere franske kolonier…
31.1.09
26.1.09
Rejsebrev 4 og flere fotoserier undervejs...
Vi er nu hjemme igen, men jeg er ved at skrive et rejsebrev om en fyr vi mødte i Cambodia - og har også lidt flere billeder...
23.1.09
Rejsebrev 3: "Jeg vil have et bedre liv..."
Vores lange rejse synger på sidste vers. Vi har rejst gennem Vietnam fra nord til syd med afstikker ind i Laos og er nu i Cambodia. Vi har fløjet indenrigs som var det bussen vi tog, vi har kørt med tog, og vi har ikke mindst sejlet. Vi har set fantastiske bjerge, vandfald, rismarker, øer, søer, floder, byer, arkitektur og museer. Vi har mødt en familie med to voksne og tre børn på en cykel og set en knallert med tre levende grise spændt bag på. Vi har mødt blændende farver, eventyrlige dufte, støv, mudder og ubeskrivelig stank. Vi har set smukke mennesker i vidunderlige klædninger og har mødt den værste, menneskelige fornedrelse. Og det er ikke mindst i mødet med mennesker at vores rejse for alvor er blevet sat i perspektiv - i mødet med andre livsvilkår og erfaringer. Jeg har valgt at ville fortælle om tre skæbner fra henholdsvis Vietnam, Laos og Cambodia. I dette rejsebrev vil jeg fortælle jer om Ta Maj fra Sapa i Vietnam…
”Jeg vil have et bedre liv”, sagde Ta Maj til os for over 3 uger siden. Ta Maj var vores guide i nogle dage omkring Sapa ved den kinesiske grænse. Hun modtog os på Lao Cais jernbanestation. Der stod hun i sit smukke hjemmelavede, farverige, broderede ”Røde Dzao”-tøj og viftede med et skilt hvorpå der stod ”Jytte Rasmussen” i den mørke, tågede morgen. Problemet var at der var ikke nogen Jytte Rasmussen med toget, og ingen der skiltede med vores navne. Heldigvis stod der også ”Indochina Adventures” på hendes skilt, og det er netop det firma der er teknisk arrangør af den del af vores rejse der er foregået i Vietnam. Vi henvendte os til hende, og hun sørgede i en håndevending for at vi fik morgenmad på en lokal café mens hun udredte trådene. Hun var både en kompetent og vidende guide der kunne åbne døre for os ikke mindst på baggrund af sin egen herkomst som tilhørende en af det nordvestlige Vietnams minoriteter og stammefolk. Samtidig fik hun hurtigt tillid til os, og det varede ikke længe før hun gik rundt med Regitze under armen...
Hun er 20 år med et barn på 15 måneder, ”og der skal gå mindst 7, 8 år før jeg skal have flere børn, jeg vil have en uddannelse”. Hun er en lille, smilende spirrevip. Når hun går sammen med Regitze, ligner hun et lille barn der kun når Regitze til skuldrene. Hun er vokset op i en ”Rød Dzao”-landsby i området. Som 6-årig havde hun ansvar for familiens vandbøffel mens hun gik med en lillesøster på ryggen. Da vi en dag på trekking går forbi nogle bøfler, siger hun: ”Den bøffel er syg, prøv at se dens hud der på skulderen, sådan må den ikke se ud…” Hun fortæller os om de indfødtes værktøj, om plantefarver - indigo f.eks. der ligger i spande med vand i flere dage hvorefter farven pludselig trækkes ud. Hun har tydeligt ikke meget respekt for de hmong-kvinder der følger efter os og prøver at sælge til os. ”Jeg vil introducere jer for en hmongfamilie hvor I kan købe til fornuftige priser hvis I har lyst, ingen tvang”, siger hun.
Hun fortæller videre om sin barndom. ”I vores landsby begyndte der at komme turister, jeg var lidt bange for dem, de var så kraftige og store. En dag kom en kæmpestor mand gående med et stort kamera på maven”, siger hun og nikker over mod mig. ”Jeg blev så forskrækket at jeg tabte min lillesøster og løb grædende ind i hytten til min mor - uden at samle hende op”, husker hun. ”Den fremmede samlede hende op og kom ind i hytten med hende. Så jeg forstod at store, fremmede mænd med kameraer ikke er så farlige”, siger hun og smiler til mig. ”Da jeg blev lidt større, begyndte jeg at snakke med turisterne, det er sådan jeg har lært engelsk”. ”Jeg var heldig at komme i skole, men der lærte jeg ikke engelsk. Lærerne har travlt med at lære minoritetsbørnene om ernæring, at forstå vietnamesisk og kunne regne. Mange forældre tager deres børn ud af skolen igen fordi de ikke kan se nytten i skolegang og især ikke forstår hvorfor vi skal lære at tale vietnamesisk, de har brug for børnenes arbejdskraft i marken”.
Da Ta Maj var 15 år, tog hun ind til Sapa bag på en vens motorcykel. ”Jeg ville fortsætte min skolegang og lære at skrive engelsk, så jeg kan blive guide. Mine forældre forstår det ikke, de har sagt at de kan bygge et hus til mig i landsbyen, men jeg vil have et andet liv. Kvinder i landsbyerne har et meget hårdt liv, de bliver gift som 15-årige og bestiller herefter ikke andet end at føde børn og arbejde hårdt”. Da jeg spørger hende om hendes mor ikke forstår hendes valg, og om hun ikke selv har haft drømme om noget andet da hun var ung, ser hun på mig, som om jeg er naiv, og siger: ”Min mor har aldrig haft drømme, det var der ikke plads til. Hun vidste hvor hendes plads var”. Jeg tænker på hvordan hun nu kan være så sikker på det…
En dag som 16-årig gik Ta Mai ind på et af de store hoteller i Sapa og spurgte den vietnamesiske direktør om hun ikke kunne blive turistguide. Hun talte da glimrende engelsk. Efter en prøveperiode blev hun til sin egen store overraskelse ansat.
”Jeg vil gerne have guideuddannelsen, men hvordan skal jeg kunne komme til Hanoi og få den”, spørger hun. Uddannede guider tjener langt mere, og hun vil gerne sammen med sin mand have sit eget hus. ”Jeg bliver kun betalt pr. opgave, og nogle gange går der mange dage mellem opgaverne. Hvordan skal jeg så kunne påtage mig faste udgifter”? – Jeg vil ikke fortsat være afhængig af min svigerfamilie”. Der sidder godt nok en sej psyke i den lille pige…
Ta Maj er meget bekymret for en lillesøster der kun er 13 år. Pigen er taget ind til Sapa med et slæng der ryger opium. Hun føler at det er hendes ansvar at holde søsteren på dydens smalle vej, ligesom hun vil prøve at få hende til at gå i skole. ”Hun er så ung, men hun er begyndt at gemme sig for mig, så jeg ikke ved hvor hun er, she is so naughty”. Hun har tydelig ingen tro på at forældrene kan forhindre pigen i at tage til byen.
Da Ta Maj var 18 år, blev hun forelsket i en vietnamesisk dreng der nu er kok på det hotel hvor vi bor. Han lavede faktisk nytårsmiddagen til Regitze og mig. ”Jeg havde altid troet at jeg skulle giftes med en dreng fra min egen stamme, men sådan gik det ikke”, griner hun. Mine svigerforældre blev bestyrtede da hendes mand kom hjem og sagde at han ville giftes med en ”Rød Dzao”. Vietnameserne ringeagter de i deres øjne primitive stammefolk. En opfattelse vi senere i Hanoi får bekræftet, da vi fortæller en anden guide om Ta Mai. Han tror os simpelthen ikke. ”Min svigermor vil aldrig acceptere mig”, fortæller Ta Mai, ”og mine egne forældre er heller ikke begejstrede. Men mine børn vil få et bedre liv hvis de vokser op som vietnamesere”. Hun fortæller at stammefolkene tit bliver diskriminerede. ”Selv om jeg tager vestligt tøj på, kan de se på mine kinder at jeg er Dzao”. Da hun blev gift, flyttede hun ind i svigerfamiliens hus i Lao Cai nede i dalen ”hvor vietnameserne bor”. Hendes svigermor ser nu efter barnet mens Ta Mai arbejder i Sapa. Hun får kun lov at se barnet i weekenderne hvis hun ikke har arbejde… "Det måtte jeg acceptere, men de første måneder græd jeg mig i søvn hver aften...".
Efter folkeskolen lykkedes det Ta May at komme på gymnasiet i Sapa. En australsk kvinde betalte for hende. Efter halvandet år måtte hun gå ud fordi hun blev gravid, men nu vil hun gerne fortsætte: ”Jeg vil have en studentereksamen og ikke flere børn de første mange år”, siger hun beslutsomt. ”Jeg vil lære at skrive engelsk ordentligt, ellers kommer jeg aldrig på guideskole”.
Ta May er blevet Regitzes og mit eget ulandsprojekt. Vi har tilbudt hende at betale hendes skolegang foreløbigt et år (50 dollars om måneden). Det eneste, vi vil have, er en slags sandsynliggørelse af at hun rent faktisk går på skolen. Vi ved godt at vi muligvis er naive, men føler ikke at man altid kan have fuld sikkerhed for alt her i tilværelsen, så vi vælger at håbe at pengene bliver brugt efter intentionerne.
”Jeg vil have et bedre liv”, sagde Ta Maj til os for over 3 uger siden. Ta Maj var vores guide i nogle dage omkring Sapa ved den kinesiske grænse. Hun modtog os på Lao Cais jernbanestation. Der stod hun i sit smukke hjemmelavede, farverige, broderede ”Røde Dzao”-tøj og viftede med et skilt hvorpå der stod ”Jytte Rasmussen” i den mørke, tågede morgen. Problemet var at der var ikke nogen Jytte Rasmussen med toget, og ingen der skiltede med vores navne. Heldigvis stod der også ”Indochina Adventures” på hendes skilt, og det er netop det firma der er teknisk arrangør af den del af vores rejse der er foregået i Vietnam. Vi henvendte os til hende, og hun sørgede i en håndevending for at vi fik morgenmad på en lokal café mens hun udredte trådene. Hun var både en kompetent og vidende guide der kunne åbne døre for os ikke mindst på baggrund af sin egen herkomst som tilhørende en af det nordvestlige Vietnams minoriteter og stammefolk. Samtidig fik hun hurtigt tillid til os, og det varede ikke længe før hun gik rundt med Regitze under armen...
Hun er 20 år med et barn på 15 måneder, ”og der skal gå mindst 7, 8 år før jeg skal have flere børn, jeg vil have en uddannelse”. Hun er en lille, smilende spirrevip. Når hun går sammen med Regitze, ligner hun et lille barn der kun når Regitze til skuldrene. Hun er vokset op i en ”Rød Dzao”-landsby i området. Som 6-årig havde hun ansvar for familiens vandbøffel mens hun gik med en lillesøster på ryggen. Da vi en dag på trekking går forbi nogle bøfler, siger hun: ”Den bøffel er syg, prøv at se dens hud der på skulderen, sådan må den ikke se ud…” Hun fortæller os om de indfødtes værktøj, om plantefarver - indigo f.eks. der ligger i spande med vand i flere dage hvorefter farven pludselig trækkes ud. Hun har tydeligt ikke meget respekt for de hmong-kvinder der følger efter os og prøver at sælge til os. ”Jeg vil introducere jer for en hmongfamilie hvor I kan købe til fornuftige priser hvis I har lyst, ingen tvang”, siger hun.
Hun fortæller videre om sin barndom. ”I vores landsby begyndte der at komme turister, jeg var lidt bange for dem, de var så kraftige og store. En dag kom en kæmpestor mand gående med et stort kamera på maven”, siger hun og nikker over mod mig. ”Jeg blev så forskrækket at jeg tabte min lillesøster og løb grædende ind i hytten til min mor - uden at samle hende op”, husker hun. ”Den fremmede samlede hende op og kom ind i hytten med hende. Så jeg forstod at store, fremmede mænd med kameraer ikke er så farlige”, siger hun og smiler til mig. ”Da jeg blev lidt større, begyndte jeg at snakke med turisterne, det er sådan jeg har lært engelsk”. ”Jeg var heldig at komme i skole, men der lærte jeg ikke engelsk. Lærerne har travlt med at lære minoritetsbørnene om ernæring, at forstå vietnamesisk og kunne regne. Mange forældre tager deres børn ud af skolen igen fordi de ikke kan se nytten i skolegang og især ikke forstår hvorfor vi skal lære at tale vietnamesisk, de har brug for børnenes arbejdskraft i marken”.
Da Ta Maj var 15 år, tog hun ind til Sapa bag på en vens motorcykel. ”Jeg ville fortsætte min skolegang og lære at skrive engelsk, så jeg kan blive guide. Mine forældre forstår det ikke, de har sagt at de kan bygge et hus til mig i landsbyen, men jeg vil have et andet liv. Kvinder i landsbyerne har et meget hårdt liv, de bliver gift som 15-årige og bestiller herefter ikke andet end at føde børn og arbejde hårdt”. Da jeg spørger hende om hendes mor ikke forstår hendes valg, og om hun ikke selv har haft drømme om noget andet da hun var ung, ser hun på mig, som om jeg er naiv, og siger: ”Min mor har aldrig haft drømme, det var der ikke plads til. Hun vidste hvor hendes plads var”. Jeg tænker på hvordan hun nu kan være så sikker på det…
En dag som 16-årig gik Ta Mai ind på et af de store hoteller i Sapa og spurgte den vietnamesiske direktør om hun ikke kunne blive turistguide. Hun talte da glimrende engelsk. Efter en prøveperiode blev hun til sin egen store overraskelse ansat.
”Jeg vil gerne have guideuddannelsen, men hvordan skal jeg kunne komme til Hanoi og få den”, spørger hun. Uddannede guider tjener langt mere, og hun vil gerne sammen med sin mand have sit eget hus. ”Jeg bliver kun betalt pr. opgave, og nogle gange går der mange dage mellem opgaverne. Hvordan skal jeg så kunne påtage mig faste udgifter”? – Jeg vil ikke fortsat være afhængig af min svigerfamilie”. Der sidder godt nok en sej psyke i den lille pige…
Ta Maj er meget bekymret for en lillesøster der kun er 13 år. Pigen er taget ind til Sapa med et slæng der ryger opium. Hun føler at det er hendes ansvar at holde søsteren på dydens smalle vej, ligesom hun vil prøve at få hende til at gå i skole. ”Hun er så ung, men hun er begyndt at gemme sig for mig, så jeg ikke ved hvor hun er, she is so naughty”. Hun har tydelig ingen tro på at forældrene kan forhindre pigen i at tage til byen.
Da Ta Maj var 18 år, blev hun forelsket i en vietnamesisk dreng der nu er kok på det hotel hvor vi bor. Han lavede faktisk nytårsmiddagen til Regitze og mig. ”Jeg havde altid troet at jeg skulle giftes med en dreng fra min egen stamme, men sådan gik det ikke”, griner hun. Mine svigerforældre blev bestyrtede da hendes mand kom hjem og sagde at han ville giftes med en ”Rød Dzao”. Vietnameserne ringeagter de i deres øjne primitive stammefolk. En opfattelse vi senere i Hanoi får bekræftet, da vi fortæller en anden guide om Ta Mai. Han tror os simpelthen ikke. ”Min svigermor vil aldrig acceptere mig”, fortæller Ta Mai, ”og mine egne forældre er heller ikke begejstrede. Men mine børn vil få et bedre liv hvis de vokser op som vietnamesere”. Hun fortæller at stammefolkene tit bliver diskriminerede. ”Selv om jeg tager vestligt tøj på, kan de se på mine kinder at jeg er Dzao”. Da hun blev gift, flyttede hun ind i svigerfamiliens hus i Lao Cai nede i dalen ”hvor vietnameserne bor”. Hendes svigermor ser nu efter barnet mens Ta Mai arbejder i Sapa. Hun får kun lov at se barnet i weekenderne hvis hun ikke har arbejde… "Det måtte jeg acceptere, men de første måneder græd jeg mig i søvn hver aften...".
Efter folkeskolen lykkedes det Ta May at komme på gymnasiet i Sapa. En australsk kvinde betalte for hende. Efter halvandet år måtte hun gå ud fordi hun blev gravid, men nu vil hun gerne fortsætte: ”Jeg vil have en studentereksamen og ikke flere børn de første mange år”, siger hun beslutsomt. ”Jeg vil lære at skrive engelsk ordentligt, ellers kommer jeg aldrig på guideskole”.
Ta May er blevet Regitzes og mit eget ulandsprojekt. Vi har tilbudt hende at betale hendes skolegang foreløbigt et år (50 dollars om måneden). Det eneste, vi vil have, er en slags sandsynliggørelse af at hun rent faktisk går på skolen. Vi ved godt at vi muligvis er naive, men føler ikke at man altid kan have fuld sikkerhed for alt her i tilværelsen, så vi vælger at håbe at pengene bliver brugt efter intentionerne.
22.1.09
Billeder fra Hoi An - Vietnams svar på Skagen...
En gammel handels- og fiskerby med mange kunstnere og turister...
Tryk på miniature - og derefter diasshow...
 |
| Hoi An |
Abonner på:
Opslag (Atom)