Jeg har spekuleret over om man kan kombinere den laotiske hilsen med at pille næse… - med lidt øvelse skulle det nok kunne gå… Jeg har i hvert fald mistænkt en stewardesse i Lao Airways for at hive en ordentlig drønnert i land da hun hilste velkommen i flyet… Regitze mener at de rammer forkert hvis de rammer næsen, hænderne skal ved dyb respekt op i pandehøjde… hun tror også altid det bedste om folk :-)
At opholde sig her minder om min barndoms Anders And Blad: antihelten over alle antihelte og min superhelt ”Fætter Guf”. Kan I huske at han ovre i Bedstemor Ands lade havde et vækkeur hvorpå der stod morgenmad, frokost og aftensmad? – Sådan et ur har jeg altid drømt om at få… :-(
- har aaaldrig fået sådan ét!
I hvert fald sover folk alle steder – også midt på dagen. Vi var i går i en landsby hvor regeringen havde lavet et produktionskollektiv der skulle hjælpe beboerne til at sælge deres smukke stoffer, papir, sølvsmykker mm. De sad og arbejdede i en kæmpe hal. Det vil sige at da vi kom ind, lå halvdelen ned og sov. Ja, sådan så det ud for det utrænede øje, for kom man dem fysisk nær, sad de lynhurtigt op og arbejdede.. Det er nok en teknik der kan læres…
Nattemarkedet i Luang Prabang hører af samme grund til det mest stille i Asien (siger vor ukuelige kilde til viden, Lonely Planet). Det har selvfølgelig den fornøjelige sideeffekt at man kan liste rundt å se på varerne uden at blive overfaldet af hidsige sælgere. Markedet er i øvrigt et af de mest interessante jeg har set. Kvalitetsting hele vejen igennem til latterlig lave priser. Vi har købt stof og et tryk…
A boattrip for a kiss
Siger en ung fyr smilende til Regitze der henrykt smiler tilbage til ham. Vi går langs Mekong-floden i Luang Prabang i det nordlige Laos. Her er ualmindelig harmonisk og rent. Nye bygninger søges indpasset i det eksisterende, her er fortove uden huller, og alle problemer søges løst på en smuk (snarere end en hensigtsmæssig) måde. Byen står på listen over verdens kulturarvmonumenter pga de mange ældgamle, smukt dekorerede templer. Overalt er her munke som går stille rundt i orange gevandter. Her er dog også en del turister, især unge backpackere som os :-). - Men man skal ikke tage fejl. Luang Prabang er en oase i et hav af jungle. De asfalterede veje slutter få kilometer fra byen, og de flotte stenhuse erstattes af bambushytter. Men man kan jo altid lade sig transportere i langbåd på Mekongfloden der snor sig gennem junglen…
Laos er ifølge ”Lonely Planet” et af de mest tilbagelænede samfund i verden. Det skyldes efter samme guides opfattelse laoternes særlige udgave af buddhismen der forlanger mange timers meditation hver dag, og som opfatter stress som det værste et menneske kan komme ud for. Den holdning passer os glimrende efter vietnamesernes evige arbejde og effektivitet. Som turist slapper man af her. Med til indtrykket hører selvfølgelig også Vietnams enorme mængder af mennesker alle vegne. Vietnam har 84 millioner indbyggere i et land på størrelse med Norge. Laos har 5 millioner i et land der er på størrelse med Storbritannien. Her er god plads. Jeg kommer i tanke om hvordan Jean Hougron i en af sine romaner om Indokina i kolonitiden lader en fransk farmer i Laos sige til en nyankommen franskmand om forskellen på de forskellige nationaliteter i Indokina:
”Vietnameserne dyrker ris, cambodjanerne ser på at vietnameserne dyrker ris, og laoterne har hørt om at vietnameserne dyrker ris”(citeret efter hukommelsen). Udtalelsen har næppe været venligt ment over for laoterne. I hvert fald lod franskmændene fransksprogede vietnamesere styre landet fra Vientiane og tog kun hertil hvis det var en genvej til et avancement i den franske centraladministration (eller fordi de blev forvist pga. korruption eller druk). Igen ifølge Hougrons romaner.
I dag hører vi at nordvietnameserne dyrker to afgrøder ris om året, sydvietnameserne tre afgrøder – og laoterne én… hehe. Ting skifter ikke så hurtigt… Laotiske bønder mediterer halvdelen af året…
Laoterne forekommer som sagt ikke så effektive: ”Hvorfor gøre i dag hvad man kan udskyde til i morgen”, er tit holdningen, og som turist er det en god idé at være væbnet med stor tålmodighed og humor. Vores fly fra Hanoi med Lao Airways er således blevet ændret flere gange, og flyet tilbage til Hanoi er blevet aflyst. Nu skal vi til Vientiane i stedet, for der går vist et fly derfra til Hanoi (Hvor vores kufferter befinder sig, og hvorfra vi om nogle dage har en flybillet til Vietnams gamle kongeby Hué - og vietnamesiske fly bliver ikke aflyst eller udsatte!). Vi vælger at tage det med godt humør, nu må vi se hvad fremtiden bringer…
I hvert fald kan det ikke betale sig at tale højt eller blive hidsig. I går talte jeg med min veninde i Vientiane fru Sonofon (vi har døbt hende sådan fordi hun hedder et eller andet kanonlangt der ender –onofon. Jeg forklarede hende i telefonen i få men velvalgte fraser hvad jeg mente om aflyste fly, ændrede afgangstider og høje priser på udflugter. Efter et øjeblik bad hun mig tale lidt langsommere, hun kunne ikke forstå mig. Jeg gentog ikke spor indædt mine betragtninger. Hun sagde herefter at hun ville kigge på sagen og ringe tilbage senere. Tænk, hun ringede ikke igen… Kommunikationen var vist gået i udu, og jeg var blevet lidt klogere.
Det kræver i øvrigt en særlig eksamen at kommunikere på engelsk med laoter. Man siger et eller andet. De smiler sørgmodigt til en og er hundrede lysår om at svare. Det tager lige akkurat så lang tid at man har omformuleret spørgsmålet inde i sit hovede. Så pludseligt svarer de – ofte eftertænksomt. Fint, men somme tider er deres udtale så alternativ at man er i tvivl om det er engelsk eller laotisk de svarer på…
Rent bortset fra det er det fedt at rejse uafhængigt. Vi opfører os som grever og baroner. I morgen skal vi (Regitze og mig og ikke andre!) med privatchauffør og engelsk- eller fransktalende guide ud til nogle stammelandsbyer med tekstilproduktion og se nogle vandfald. Vi bestemmer hvornår vi tager af sted, hvor vi tager hen og hvornår vi kommer hjem. Og guiden kan fortælle os om stederne, hvordan vi skal opføre os, hvad vi skal passe på med osv. I aften skal vi i byens teater se et danse- og syngeshow. Det skulle være meget poetisk siger de andre unge backpackere vi møder og snakker med :-)
Jeg har ikke været så flittig her på bloggen det sidste halve års tid...
