 |
| I junke på Halong-bugten |
Tryk på miniaturen - og så på diasshow...
10.1.09
6.1.09
En lille filmhilsen til alle fra Halong-bugten
 |
| Hilsen fra Halong |
Trekking omkring Sapa
 |
| Sort hmong landsby (stammefolk), Nytårsaften, Sapa + vandfald |
"Oh Denmark very good, number one" - Rejsebrev 1
Regitze og jeg sidder på en cyclo (cykeltaxa) i Hanois myldrende trafik. Bag mig mærker jeg et svagt tryk på min skulder. Det er min chauffør: ”Where you from”? – ”Denmark”. ”Oh, Denmark very good, number one”, han viger uden om en lastbil med kurs lige imod os som giver et ordentlig trut. Jeg går ud fra at det er fodbold han mener og overvejer kort at nuancere samtalen lidt, men opgiver og siger ”Vietnam good too”. Tilfældet vil at Vietnam aftenen før for første gang nogensinde har vundet det østasiatiske mesterskab i fodbold – oven i købet på Hanoi stadion 1-0 over arvefjenden fra Thailand. Folk kørte som gale rundt i gaderne med hornet i bund på deres knallerter og viftede med Vietnams røde flag. Han lyser op i et smil, tror jeg nok - for jeg sidder jo med ryggen til min nye ven, men han siger: ”yes, Vietnam very good, first time beat Thailand”.
Jeg kommer til at tænke på at der i ”Bekendtgørelsen for fransk på c-niveau i gymnasiet og hf” står noget om at eleverne skal kunne føre en ”elementær samtale”. Jeg har aldrig helt forstået hvad det var for en slags samtale, men det forekommer mig pludselig at være sådan én jeg har gang i. ”You children?”, spørger min cyclodriver. ”Yes, four” svarer jeg og orker ikke at forklare ham Regitzes og mine i hans øjne sikkert aparte familieforhold. ”You very strong man” siger han anerkendende og strejfer mine ikke ligefrem overudviklede biceps. ”How many children do you have”? spørger jeg. ”Two, live in Paris” svarer han med et sørgmodigt blik, mens jeg tænker på hvorfor han cykler rundt i en cykeltaxa i Hanoi når han har to børn i Frankrig…
-o0o-
Vi træder ud af minibussen hvor den ikke kan køre længere - cirka 20 km. fra Sapa i de nordvestlige stammeområder. Straks vi kommer ud af bussen, bliver vi omringet af små, ”sorte hmong”-kvinder. De når mig ikke langt op over livet og har alle bastkurve på ryggen med varer som de falbyder turisterne. Dem er der kun to af, og de strejfer Regitze og mig blidt på armene. Regitze, der ikke kan have at fremmede fysisk kommer så tæt på, siger med fast stemme og bestemt blik: ”We don´t want to buy anything today” som hun har lært af Ta May hun skal sige. Derefter vandrer hun af sted med Ta May under armene og overlader mig til min skæbne, for jeg er ikke nær så god til at sige tydeligt fra. Hmong-kvinderne slår derefter ring om mig og viser mig hviskende varer (Regitze må åbenbart ikke høre det). ”You children”? Og en lignende samtale som med cyclodriveren i Hanoi finder sted. En af kvinderne hvisker til mig og peger på en af de andre hmong-kvinder: ”Not buy this woman, buy me, me good”. Hun viser mig ét af deres karakteristiske indigofarvede, brede bælter. ”Me buy no woman today”, siger jeg grinende indvendigt over den syrede samtale.Pludselig bliver jeg overvældet af skam. Det er jo manglende respekt jeg udviser. Hvordan kan jeg more mig kostbart over pudsige sprogfærdigheder og fotografere maleriske scenerier med min Nikon og glemme at disse mennesker hører til denne verdens fattigste, mest underprivilegerede og forarmede. Hvorfor køber jeg ikke bare en lille ting? En dollar er en dagløn for dem. Ved sidste monsunregn døde 30 hmong bare i dette område fordi deres hytter skyllede væk, eller fordi de blev begravet under jordskred. Lidt senere kompenserer jeg ved at vi køber stof hos en familie vi besøger…
-o0o-
Tre piger på cirka 16 år kommer mig i møde ved et tempel i Hanoi. ”Excuse me, may we take your photograph”? – ”Øøøh yes”, svarer jeg begavet. De to af pigerne stiller sig på hver sin side af mig og lægger deres hoveder ind mod min skulder og griner perlende til den tredje der tager billeder af os med sin mobiltelefon. ”Thank you very much, have a nice day in Hanoi”, siger én af dem mens de alle tre smiler til mig. Pludselig er de væk…-o0o-
To unge fyre passerer mig i strømmen af mennesker på gaden. Én af dem tager mig på min velfærdsudviklede, danske mave og siger fornøjet: ”You are a very rich man”, klapper mig efterfølgende på skulderen skuffet over at en del af vommen viser sig at være en pengekat… - Væk er han…Jeg kommer i tanke om at jeg har været ude for noget tilsvarende tidligere. For fem år siden på en restaurant i Hoi An sagde en cirka 14-årig pige, der serverede for mig i sine forældres restaurant, præcis det samme. Hun tillod sig endog grinende med et let klap på min skulder å foreslå at jeg spiste en portion til for at holde min mave ved lige. Hun gjorde det på sådan en sød måde at jeg ikke kunne lade være med at grine med…
I Vietnam ser man stort set ikke overvægtige mennesker, kun Buddha :-). Dels arbejder de fleste hårdt fysisk, dels bliver de trænet i mange timer i skolen fra første klasse til universitetsniveau i at holde deres kroppe ved lige. Den puritanske Onkel Ho – hvis tanker stadig er en bibel i Vietnam - brød sig ikke om overflod som han havde set så meget af i sin ungdom i Frankrig.
2.1.09
Serien "førsteindtryk fra Hanoi"
er opdateret med nye billeder og tekster. Tryk på miniaturen nedenfor og derefter på diasshow...
 |
| Førsteindtryk fra Hanoi |
31.12.08
Godt nytaar til alle...
Vi er i Sapa i det nordvestligste hjoerne af Vietnam. Jeg kan ikke laegge billeder op, det maa vente til vi er tilbage i Hanoi hvor jeg ogsaa haaber at faa skrevet et rejsebrev, for vi oplever saa meget...
28.12.08
Så vi i Hanoi...
Efter en laaang flyvetur og en fin dag i Hongkong, er vi nu i Hanoi. Se vores billeder fra Hongkong og Hanoi...
 |
| Hongkong |
 |
| Førsteindtryk fra Hanoi |
17.12.08
Nu kommer der - forhåbentlig - gang i bloggen...
2. juledag rejser Regitze og jeg til Østen. Vi har tænkt at skrive rejsebreve og lægge dem her...
17.10.08
Studietur til Toulouse
Jeg er netop begyndt planlægningen af en ny studietur sammen med en franskkollega på VUC Lyngby. Den går til Toulouse i efteråret 2009. Som noget nyt skrotter vi bussen og flyver. Nøgleord bliver Toulouse, katharerne, vandretur i Pyrenæerne, måske Dordogne...
Long time no see...
Det er længe siden jeg har skrevet på bloggen. Jeg har nok ikke haft behovet for den slags offentlige bekendelser... Eller også har jeg bare haft travlt med andre ting...
Regitze og jeg ser nu hen til vores store østenrejse. Vi rejser 2. juledag til Hong Kong, Vietnam, Cambodia og Laos og er væk hele januar. Jeg har haft så mange overtimer sidste år at dette er blevet muligt! Jeg regner med at skrive rejsebreve på turen, og mon ikke bloggen og Picasa får en rolle her?
Regitze og jeg ser nu hen til vores store østenrejse. Vi rejser 2. juledag til Hong Kong, Vietnam, Cambodia og Laos og er væk hele januar. Jeg har haft så mange overtimer sidste år at dette er blevet muligt! Jeg regner med at skrive rejsebreve på turen, og mon ikke bloggen og Picasa får en rolle her?
21.7.07
Vi er kommet hjem fra Rusland...
Her er et ikke særligt nænsomt udvalg af mine billeder...
- Tryk på linket nedenunder og derefter på knappen "diasshow"
http://picasaweb.google.dk/peterodel/DeRussiskeFloder91972007
8.7.07
Så er det endelig FERIE!
Vi nåede lige i går at lave grillaften for naboerne - inden vi i morgen rejser til Rusland.Jeg regner med som sidste år i Canada at skrive rejsebreve og udgive dem her på bloggen. Vi skal jo sejle 2000 km. på de russiske floder, så der skulle være tid nok! Jeg ved ikke hvordan det bliver med internetadgang, så måske kan jeg først lægge brevene ud når jeg kommer hjem.
Vi får se....
I mellemtiden GOD FERIE til alle de der finder det ulejligheden værd at kigge forbi disse sider....
3.7.07
Hvorfor hjælper tro og religion ikke til en mere human verden med respekt for "næsten"?
I øjeblikket kan vi ikke åbne vores avis uden at se artikler om terrorangreb i Storbritannien. Politiet har pt. anholdt otte personer hvoraf de tre er læger. Indtil for et års tid siden troede jeg at unge mennesker, der kunne begå terror, var samfundets tabere, unge mennesker der ikke kunne klare sig i det vestlige samfund, unge mennesker der begyndte at gå i moskeen for at finde fællesskaber og holdepunkter i tilværelsen, unge mennesker der blev fyldt med had til et samfund de ikke havde forudsætningerne for at begå sig i.
Allerede sidste sommers terrorangreb i Londons metro afslørede at virkeligheden så anderledes ud. En af terroristerne var en meget afholdt lærer! – og nu de tre læger der alle har vellønnede jobs i det i det britiske hospitalsvæsen, én af dem i en uddannelsesstilling. Hvordan kan højtuddannede læger, der formodes at ville slås for liv og smertelindring, transformere sig selv til massemordere? Hvor kommer al det had fra? Er det religiøst betinget? Er der andre forklaringer?
Jeg tror ikke på enkle forklaringer. Jeg har læst den fransk-marokkanske - humanistiske -forfatter Tahar Bel Jellouns bog om Islam, om Islams søjler, om den medmenneskelighed religionen indebærer, om dens sanselighed mm. Jeg tror mange muslimer i den vestlige verden kun har et ønske: at blive integreret i deres nye land, at skabe lykke og velstand for sig selv og deres børn. MEN … hos nogle fremelsker religionen også intolerance og ligefrem foragt for anderledes tænkende: Jeg ser omtalt i pressen mennesker der definerer sig selv først som muslimer og derefter som borgere i et samfund, mennesker der foragter vores demokrati (men næppe vores velfærdssamfund), mennesker der skyder folk af en anden tro fra sig, mennesker der understøtter et ”vi muslimer” og et ”de andre”, mennesker der søger en polarisering og måske endda konfrontation. De omtaler endda undertiden kristne som ”korsfarere” og tror altså at kristne – f.eks. i Irak eller Afghanistan - går i krig for deres religion…
Og nogle kristne er - på trods af de ti bud - ikke meget bedre. Jeg taler ikke om Middelalderens inkvisition eller korstog, ikke engang om Indre Mission. Jeg tænker på ganske almindelige præster og politikere i det danske samfund. Som tidligere nævnt på denne blog var jeg sidste år udsat for – ved en konfirmation i den danske folkekirke – at præsten fra prædikestolen omtalte Islam som ”byggende på en stor løgn” (i modsætning til Kristendommen, forstås!). Jeg blev forarget, for der var unge muslimer til stede i kirken for at fejre deres klassekammerater. Hvad betyder det for integrationen at de skal finde sig i sådan en svada om deres religion (som de i øvrigt deler med 1 ½ milliarder andre mennesker på denne jord)? Jeg klagede til biskoppen, men fik det svar at hun og provsten var enige om at præsten ikke var gået ud over sine beføjelser: man skulle forstå udtalelsen i den sammenhæng den indgik. Så må vi jo håbe at både de danske konfirmander og deres muslimske klassekammerater forstod den sammenhæng! I hvert fald vil jeg vove at påstå at såvel præst som øvrighed som repræsentanter for min religion ikke lettede integrationen og respekten for andre i denne sag og snarere tilskyndede til respektløshed og polarisering end tolerance og kristelig medmenneskelig forståelse.
Der er desværre masser af den slags eksempler i den danske folkekirke, tænk bare på fætrene i Dansk Folkeparti der af og til kommer til at ”kvaje sig” som partiledelsen kalder det. Store grupper både inden for kirken og det politiske establishment ser ikke et problem i at tale nedgørende om andre befolkningsgrupper og betegner folk, der som jeg gør indsigelser, nedladende med betegnelser om ”politisk korrekthed” og folk der ikke tør kalde ”en spade for en spade”.
Tilbage står problemerne som er fælles for de store monoteistiske religioner: en urimelig intolerance over for andre religioner. Måske ville verden være et fredeligere sted at leve i hvis vi alle var buddhister? – Jeg har længe haft lyst til at melde mig ud af folkekirken, men kvier mig alligevel ved det, hvorfor mon?
Allerede sidste sommers terrorangreb i Londons metro afslørede at virkeligheden så anderledes ud. En af terroristerne var en meget afholdt lærer! – og nu de tre læger der alle har vellønnede jobs i det i det britiske hospitalsvæsen, én af dem i en uddannelsesstilling. Hvordan kan højtuddannede læger, der formodes at ville slås for liv og smertelindring, transformere sig selv til massemordere? Hvor kommer al det had fra? Er det religiøst betinget? Er der andre forklaringer?
Jeg tror ikke på enkle forklaringer. Jeg har læst den fransk-marokkanske - humanistiske -forfatter Tahar Bel Jellouns bog om Islam, om Islams søjler, om den medmenneskelighed religionen indebærer, om dens sanselighed mm. Jeg tror mange muslimer i den vestlige verden kun har et ønske: at blive integreret i deres nye land, at skabe lykke og velstand for sig selv og deres børn. MEN … hos nogle fremelsker religionen også intolerance og ligefrem foragt for anderledes tænkende: Jeg ser omtalt i pressen mennesker der definerer sig selv først som muslimer og derefter som borgere i et samfund, mennesker der foragter vores demokrati (men næppe vores velfærdssamfund), mennesker der skyder folk af en anden tro fra sig, mennesker der understøtter et ”vi muslimer” og et ”de andre”, mennesker der søger en polarisering og måske endda konfrontation. De omtaler endda undertiden kristne som ”korsfarere” og tror altså at kristne – f.eks. i Irak eller Afghanistan - går i krig for deres religion…
Og nogle kristne er - på trods af de ti bud - ikke meget bedre. Jeg taler ikke om Middelalderens inkvisition eller korstog, ikke engang om Indre Mission. Jeg tænker på ganske almindelige præster og politikere i det danske samfund. Som tidligere nævnt på denne blog var jeg sidste år udsat for – ved en konfirmation i den danske folkekirke – at præsten fra prædikestolen omtalte Islam som ”byggende på en stor løgn” (i modsætning til Kristendommen, forstås!). Jeg blev forarget, for der var unge muslimer til stede i kirken for at fejre deres klassekammerater. Hvad betyder det for integrationen at de skal finde sig i sådan en svada om deres religion (som de i øvrigt deler med 1 ½ milliarder andre mennesker på denne jord)? Jeg klagede til biskoppen, men fik det svar at hun og provsten var enige om at præsten ikke var gået ud over sine beføjelser: man skulle forstå udtalelsen i den sammenhæng den indgik. Så må vi jo håbe at både de danske konfirmander og deres muslimske klassekammerater forstod den sammenhæng! I hvert fald vil jeg vove at påstå at såvel præst som øvrighed som repræsentanter for min religion ikke lettede integrationen og respekten for andre i denne sag og snarere tilskyndede til respektløshed og polarisering end tolerance og kristelig medmenneskelig forståelse.
Der er desværre masser af den slags eksempler i den danske folkekirke, tænk bare på fætrene i Dansk Folkeparti der af og til kommer til at ”kvaje sig” som partiledelsen kalder det. Store grupper både inden for kirken og det politiske establishment ser ikke et problem i at tale nedgørende om andre befolkningsgrupper og betegner folk, der som jeg gør indsigelser, nedladende med betegnelser om ”politisk korrekthed” og folk der ikke tør kalde ”en spade for en spade”.
Tilbage står problemerne som er fælles for de store monoteistiske religioner: en urimelig intolerance over for andre religioner. Måske ville verden være et fredeligere sted at leve i hvis vi alle var buddhister? – Jeg har længe haft lyst til at melde mig ud af folkekirken, men kvier mig alligevel ved det, hvorfor mon?
29.6.07
Dagens chok!
Her til morgen slog jeg intetanende op i min avis. På forsiden stod der ”Skatteflugt til udlandet stoppes”. Denne overskrift dækker over at skatteministeren ønsker at ændre folks/pensionisters mulighed for at tage en ratepension med til Frankrig/Spanien og få den udbetalt med lokal skat. Fremover skal der betales dansk skat (typisk marginalskat) af disse pensioner.
Regitze og jeg har længe ønsket at købe et hus i Ardèche i Frankrig og flytte derned når jeg går på pension. Skatteflugt? Nej, ønsket om en anderledes og spændende 3. alder i et bedre klima.
Den nye ændring vil med et slag ændre vores muligheder, vores økonomi og fremtidsdrømme. Hvis vi vil fastholde vores ønske om at flytte til Frankrig, bliver det under helt andre vilkår. Er det rimeligt?
Vi har i mange år sparet op på en ratepension til vores alderdom – ud over vores pension som offentlig ansatte. Det blev vi faktisk opfordret til dengang vi begyndte på det. Det var godt for betalingsbalancen at vi ikke omsatte vores overskud i forbrug, men i opsparing.
Nu bliver vi omtalt som folk der ønsker ”skatteflugt”, men hvordan er sandheden?
Sandheden er at vi hele vores voksne liv har betalt meget i skat, og det vil vi blive ved med til vi går på pension. Den pension, jeg vil få udbetalt fra Magistrenes Pensionskasse, vil jeg fortsat betale skat af i Danmark når jeg får den udbetalt i Frankrig, og det samme vil gælde Regitzes pension. En lille del af vores penge har vi sat i en ratepension der ved udbetalingen skulle beskattes i Frankrig (med en noget lavere skatteprocent). I Frankrig skal man til gengæld betale en ikke ubetydelig sygeforsikring hvis man bor der fast (+ andre udgifter f.eks. i forbindelse med arvelovgivning).
Hvis vi bor i Frankrig, vil vi ikke ligge de danske offentlige kasser til last (selv om vi stadig betaler dansk skat). Vi vil selvfølgelig lade os behandle for sygdom i Frankrig (der som bekendt har et langt bedre sundhedssystem end vores). Da vi skal betale sygeforsikring i Frankrig, bliver der altså tale om en dobbeltbeskatning.
Det er ærgerligt, og det er simpelthen ikke rimeligt.
Regitze og jeg har længe ønsket at købe et hus i Ardèche i Frankrig og flytte derned når jeg går på pension. Skatteflugt? Nej, ønsket om en anderledes og spændende 3. alder i et bedre klima.
Den nye ændring vil med et slag ændre vores muligheder, vores økonomi og fremtidsdrømme. Hvis vi vil fastholde vores ønske om at flytte til Frankrig, bliver det under helt andre vilkår. Er det rimeligt?
Vi har i mange år sparet op på en ratepension til vores alderdom – ud over vores pension som offentlig ansatte. Det blev vi faktisk opfordret til dengang vi begyndte på det. Det var godt for betalingsbalancen at vi ikke omsatte vores overskud i forbrug, men i opsparing.
Nu bliver vi omtalt som folk der ønsker ”skatteflugt”, men hvordan er sandheden?
Sandheden er at vi hele vores voksne liv har betalt meget i skat, og det vil vi blive ved med til vi går på pension. Den pension, jeg vil få udbetalt fra Magistrenes Pensionskasse, vil jeg fortsat betale skat af i Danmark når jeg får den udbetalt i Frankrig, og det samme vil gælde Regitzes pension. En lille del af vores penge har vi sat i en ratepension der ved udbetalingen skulle beskattes i Frankrig (med en noget lavere skatteprocent). I Frankrig skal man til gengæld betale en ikke ubetydelig sygeforsikring hvis man bor der fast (+ andre udgifter f.eks. i forbindelse med arvelovgivning).
Hvis vi bor i Frankrig, vil vi ikke ligge de danske offentlige kasser til last (selv om vi stadig betaler dansk skat). Vi vil selvfølgelig lade os behandle for sygdom i Frankrig (der som bekendt har et langt bedre sundhedssystem end vores). Da vi skal betale sygeforsikring i Frankrig, bliver der altså tale om en dobbeltbeskatning.
Det er ærgerligt, og det er simpelthen ikke rimeligt.
25.6.07
Sankt Hans... - noget er ikke som det plejer at være!
Sankt Hans! - sand i skoene, heks på bålet, "Vi elsker vort land, men ved midsommer mest". Alt er som det plejer at være på stranden... eller er det?Nej, noget mangler. Nu ved jeg hvad det er. STUDENTERNE der danser omkring bålet, de mangler, de er ikke sprunget ud endnu, de sidder og boger den, for de skal til eksamen mandag (og det skal jeg også).
Det er slet ikke rigtig sommer - og ferie - endnu...
21.6.07
3. del af vores Canadatur (Rocky Mountains!)
Jeg har ikke været så flittig her på bloggen det sidste halve års tid...;-)
Jeg har til gengæld lavet en flash med vores sidste billeder fra Canada sidate sommer - bl.a. fra Rocky Mountains.
Du kan se billederne her...
http://www.odel.dk/hjemmeside/images/Canada%202006_3del/index.html
20.6.07
Regitze og jeg har tænkt os at tage på flodkrydstogt i sommerferien... på Volga! - Vi er meget spændte på det da det er første gang vi sådan er på grupperejse...
...og vi kan jo ikke løbe skrigende bort!
Se her:
http://www.besttravel.dk/index.asp?action=category&destid=139&intOpenID=55&catid=139&intOpenID2=139
Billeder fra sommerhuset 2007
Jeg sidder og leger med at lægge billeder på Google. Prøv at se disse fra sommerhuset.Der vil komme flere...
20.12.06
Ungdomshuset, en dansk virkelighed
I disse dage flyder medierne over med kommentarer til begivenhederne ved Ungdomshuset på Nørrebro. Mange velmenende voksne mener (stadig) vi skal komme de unge autonome til hjælp, de er blevet ofre for en fejlslagen københavnsk politik. Jeg er enig for så vidt at jeg synes Københavns Kommune skal give penge til unge der ikke gider spille fodbold eller gå på diskotek - eller hvilke fritidsmuligheder kommunen i øvrigt tilbyder. Det er vigtigt at der også er plads til de lidt skæve, de lidt anderledes. Det er derfor helt mislykket at man forsøger at ”normalisere” Christiania. Det er nok svært at hjælpe de unge lige nu, men når der er faldet ro over vandene, bør kommunen i samarbejde med de unge (og det er vigtigt!) finde et andet hus på Nørrebro hvor de kan udfolde sig.
Alle parter bør erkende at Højesteret har talt: Ungdomshuset tilhører ”Faderhuset” (hvad enten man bryder sig om denne kristne sekt eller ej). Husejeren ønsker ikke at sælge. Der må derfor findes en anden løsning, det bør alle erkende.
Den private ejendomsret er en fundamental del af vores demokrati, og den ”dømmende magt” – retssystemet – er upartisk og står vagt over vores lovgivning som vi selv har udformet. Mange velmenende voksne prøver trods dette at finde en måde at ekspropriere huset på, at nulstille tidligere begåede fejl. Jeg synes det ville være grænseoverskridende og farligt hvis ”statsapparatet” fik mulighed for med et figenblad i lovgivningen at kunne sætte ”ejendomsretten” ud af kraft. Vil vi virkelig det? – Hvad vil perspektiverne ved en sådan mulighed være? hvad ville en Brixtofte kunne få ud af det?
I min generation er vi stolte af vores demokrati der har skabt fred i landet i flere generationer. Vi har lært at ræsonnere, at se (og forstå) en sag fra flere sider. Vi har arbejdet med mange konfliktløsningsmodeller. Det er sikkert også derfor så mange ønsker at forstå de unge på Nørrebro. Vi skal fastholde og udbygge vores folkestyre i stedet for at svække det når utilpassede grupper sætter det under pres. Det er i sådanne tider det for alvor skal stå sin prøve. Det skal vi vise de unge mennesker.
De virkelig skræmmende perspektiver ligger i at meget tyder på at flere og flere unge sætter spørgsmålstegn ved vores demokrati og dette demokratis evne til at løse konflikter og give dem et godt liv. Mange går med kniv i byen og har ikke tiltro til at politiet kan beskytte dem. Den hårde kernes konfliktløsningsmodel er den vi kender fra de islandske sagaer eller fra visse lande i Mellemøsten. Den største udfordring internt i den vestlige verden i de kommende årtier er derfor at genskabe og udbygge troen på vores styreform, at bibringe en forståelse for at samfundsopbygningen ikke kun er for de velstillede og veltilpassede borgere, så alle kan være stolte af den…
Alle parter bør erkende at Højesteret har talt: Ungdomshuset tilhører ”Faderhuset” (hvad enten man bryder sig om denne kristne sekt eller ej). Husejeren ønsker ikke at sælge. Der må derfor findes en anden løsning, det bør alle erkende.
Den private ejendomsret er en fundamental del af vores demokrati, og den ”dømmende magt” – retssystemet – er upartisk og står vagt over vores lovgivning som vi selv har udformet. Mange velmenende voksne prøver trods dette at finde en måde at ekspropriere huset på, at nulstille tidligere begåede fejl. Jeg synes det ville være grænseoverskridende og farligt hvis ”statsapparatet” fik mulighed for med et figenblad i lovgivningen at kunne sætte ”ejendomsretten” ud af kraft. Vil vi virkelig det? – Hvad vil perspektiverne ved en sådan mulighed være? hvad ville en Brixtofte kunne få ud af det?
I min generation er vi stolte af vores demokrati der har skabt fred i landet i flere generationer. Vi har lært at ræsonnere, at se (og forstå) en sag fra flere sider. Vi har arbejdet med mange konfliktløsningsmodeller. Det er sikkert også derfor så mange ønsker at forstå de unge på Nørrebro. Vi skal fastholde og udbygge vores folkestyre i stedet for at svække det når utilpassede grupper sætter det under pres. Det er i sådanne tider det for alvor skal stå sin prøve. Det skal vi vise de unge mennesker.
De virkelig skræmmende perspektiver ligger i at meget tyder på at flere og flere unge sætter spørgsmålstegn ved vores demokrati og dette demokratis evne til at løse konflikter og give dem et godt liv. Mange går med kniv i byen og har ikke tiltro til at politiet kan beskytte dem. Den hårde kernes konfliktløsningsmodel er den vi kender fra de islandske sagaer eller fra visse lande i Mellemøsten. Den største udfordring internt i den vestlige verden i de kommende årtier er derfor at genskabe og udbygge troen på vores styreform, at bibringe en forståelse for at samfundsopbygningen ikke kun er for de velstillede og veltilpassede borgere, så alle kan være stolte af den…
Abonner på:
Opslag (Atom)