Dit og dat...

”Må jeg sidde ved jeres bord?”, spørger en cirka 20-årig smuk, elegant klædt vietnamesisk kvinde os. Vi har lagt mærke til hende, hun og hendes mand er de eneste vietnamesere blandt passagererne på junken i Halongbugten. Resten er to australske par, to tyske par og os. De to har en for asiater frimodig berøringspræget tilgang til hinanden, bryllupsrejse? Hun er ansat på Hanois Universitet, Instituttet for lingvistik og er uddannet i Brisbane, Australien. Så lidt over 20 år må hun jo være. Hendes mand er ingeniør og bærer små, runde hornbriller der får ham til at se lærd og distræt ud… ”Selvfølgelig”, svarer jeg belevent. Hun præsenterer sig selv som Dát og sin mand som Dàt. ”Hva’” siger jeg fåret. ”Er der ikke nogen forskel”? ”Jo”, svarer hun smilende. ”Jeg håber der er en lille forskel mellem os. Ellers tror jeg Dàt vil blive meget skuffet”, siger hun og ser kærligt hen på sin mand der ligner én der er ved at løse nanoteknologiens største udfordringer mens han er ved at skvatte over et dørtrin.

-o0o-

”Kom lad os danse ned ad bjerget sammen”, siger vores guide i Hoa Lua og tager Regitze i hånden. Hun ser lidt utryg ud ved nogle meget høje og glatte trin på vej ned fra en udsigt.
Hendes mand er alt for optaget af sin Nikon til at fatte noget som helst…

-o0o-

Samme guide spørger mig lidt senere om jeg ikke har lyst til en tur i ”the happy house”, ”Det klarer sådan tankerne”. ”Øøh”, svarer jeg og er ikke helt klar over hvad han mener.
Det viser sig at han har fundet et hus med et toilet hvor der oven i købet findes papir…

-o0o-

Om trafikken i Hanoi siger vores guide: "You need three things":

• good brake
• good horn
• good luck

-o0o-

Den lille, tætpakkede bus har skumplet i flere timer hen over huller og gennem drabelige sving på sin vej fra Hué til Hoi An. ”Can´t we stop just two minutes” spørger en tapper, kvindelig passager busdrengen da vi passerer en benzintank med café. ”Three minutes for you, my lady”, svarer han smilende og blinker til hende mens han klemmer hende blidt på armen.

-o0o-

"Hvordan har I det egentlig med amerikanerne nu?" - "I min generation er det ok", svarer Nang. "Her er mange amerikanske turister, og tiden er en anden. I min landsby kom en amerikaner. Han havde under krigen slået en vietnamesisk soldat ihjel i junglen og havde begravet ham bagefter. Nu havde han brugt år på at finde familien. Det var lykkedes, og han betalte for at alle kom ud og så det sted i junglen hvor han havde begravet den unge soldat".

-o0o-

"hyyyyl, her er et firben på badeværelset", råber Regitze på hotellet i Hanoi. "Den er såååå stor!. Jeg kan ikke lukke et øje i nat, sæt nu den kravler over min mave mens jeg sover!".

Den udtalelse bekymrer mig ikke særligt. Et særligt gen tager over når Regitze er i vandret position under en dyne.
"Det er ikke et firben, det er en gekko, og den tager insekter og myg", svarer jeg, men hun lader sig ikke sådan berolige.

Nu er der gået 14 dage, og Regitze har helt taget gekkoerne til sig. I går mente hun endog medfølende at en lille en på badeværelset havde fået et sår på benet og blødte!

-o0o-