I mange år er vi vænnet til at se globaliseringen som en styrke og en berigelse. Det at vi kunne rejse jorden rundt på få timer, gav uanede oplevelsesmuligheder. Kulturmøder åbnede døre, man lod sig inspirere, disse møder skabte dynamik både personligt og i samhandel. Vi lod os fascinere af livsstilen hos fjerne folkeslag og erstattede medisterpølsen med sushi eller falafel. Vi lyttede til reggae eller U2 mere end Bamses Venner og kendte Los Angeles væsentlig bedre end Valby. Vi syntes det var fedt når vores børn kunne møde andre unge ved at rejse et år rundt i Australien eller New Zealand.
Hvad vi i alle årene snakkede mindre om, var at folk fra tilbagestående egne søgte mod os. Mange flygtede fra fattigdom og undertrykkelse i lande som Palæstina, Irak, Afghanistan eller Somalia. Lige pludselig udgjorde de 10 % af befolkningen i vores land! - Har vi nogensinde haft en debat om vi ville det? … I mange år gav vi dem ikke rigtig en chance i det danske samfund, men betalte dem for at lave ingenting eller for at lave det arbejde vi ikke selv gad beskæftige os med. Vi undrede os når deres unge kastede sten mod politiet i Vollsmose, hvad gjorde de det for, når de nu var flygtet for vold og krig i deres hjemlande. Lige pludselig opdagede vi at de havde lavet parallelsamfund til vores med helt andre regler for hensigtsmæssig opførsel. De havde et andet syn på velfærdssamfundets ydelser, på betydningen af uddannelse, på samliv, på menneskerettigheder, på børneopdragelse. Ja, på helt centrale områder i liv og dagligdag.
Efter ikke at have gjort noget i over 20 år opfattede vi leverpostejfarvede danskere pludselig disse mennesker for en trussel mod vores demokrati og samfundsmodel. Det skulle der en muhammedkrise af gigantiske dimensioner eller billeder af brændende biler i parisiske forstæder til før vi for alvor forstod.
I snart mange år har jeg ydet mit lille bidrag ved at forsøge at medvirke til at få unge ”etniske” gennem vores uddannelsessystem. Undertiden har jeg været vidne til uhyrligheder når piger mellem 1. og 2. hf mod deres vilje blev bortgiftet i sommerferien med en fra hjemlandet. Resultatet var typisk at de ikke fik en uddannelse, men blev fødemaskiner i stedet - og i øvrigt skulle forsørge og servicere ægtefællen der ikke havde store muligheder for at få job i det danske samfund og tit ikke gad sætte sig på skolebænken. Resultatet var oftest Backgammon og arabisk tv i alle døgnets lyse timer til fyren. Blevask, madlavning, servicering og rengøringsjob (om natten) til pigen.
Selv om det ikke altid lykkes, glæder jeg mig over hvor mange af de unge der gerne vil have en uddannelse. Jeg bliver rigtig glad når vi – undertiden - får en solstrålehistorie. Jeg glædede mig sammen med de unge piger da 24 års reglen kom. Den var måske ikke særlig elegant og ramte undertiden forkert… Men nu kunne nogle af ”mine unge” få lov at få deres uddannelse i fred og fik et godt argument over for familien - der igen fik et godt argument mod arrangeret ægteskab over for familien i oprindelseslandet, så de ikke tabte ansigt…
Det var svært at forstå at der ikke var bred politisk opbakning til loven. Efter så mange år med kæmpe problemer var politikerne fortsat ikke klar til at gøre noget effektivt! Positivt er det at der synes at være bevægelse i Det radikale Venstre hvis naive indvandrerpolitik indtil nu har sikret en superstrammerpolitik fra regeringen inspireret af Dansk Folkeparti. Tak til Naser Khader! Interessant er det også at andre europæiske lande, der kritiserede Danmark for 24-års reglen, selv nu overvejer lignende tiltag…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar