Baselitz... og Brassaï

Vi har været på Louisiana lokket af forskræp om Baselitz, en af ”det 20. århundredes betydeligste tyske kunstnere”. Jeg synes at billederne var uappetitlige, afskårne lemmer, syge farver. Det originale bestod måske i at mange af billederne var vendt på hovedet?

Hvad er kunst? – det er måske også at bevæge folk væk fra ligegladheden, få dem til at føle sig utilpasse - for at de derefter rigtig vil kunne nyde glæden?

Sådan virkede det på mig da jeg efterfølgende så den ungarnskfødte pariserfotograf Brassaï:

natfotografier fra parisiske arbejderkvarterer med ludere og lommetyve, regnvåde brosten under gadelamper. Barske, men stemningsmættede og i en sær forstand livsbekræftende. Hvor er det længe siden jeg har set sådan en rigtig god 60’er film noir fra Paris, Melville og Alain Delon.

Brassaï er blevet spurgt hvorfor han kun fotograferer om natten. Han svarede (citeret efter hukommelsen):

om dagen er der alt for mange skarpe detaljer. Om natten ligger to tredjedele hen i skygge, beskueren kan kun ane og må digte sig til resten…