Peters blog...

vinter 2010-11

2010-12-27T13:37:00.001+01:00

Vinterbilleder...

Lise 60 år

2010-12-12T17:03:00.001+01:00

I dag fejrede vi Lises 60 års fødselsdag med brunch på Bernstorff slot

...

La Réunion, et lille ferieparadis? – rejsebrev fra en sydhavsø...

2010-10-18T16:54:00.002+02:00

På alle turistplakater fremstilles øen som et ferieparadis. En bid af Frankrig næsten 11 000 km. fra Paris, 750 km. øst for Madagaskar i Det Indiske Ocean. Set fra min turistøjenhøjde er jeg tilbøjelig til at acceptere plakaternes påstand. Her er farve- og duftrigt, ingen slanger eller ubehagelige insekter. Trods det tropiske klima - ingen malaria…

Jeg sidder på en café nær strandpromenaden i hovedbyen Saint Denis med en dobbeltespresso i god sikkerhedsafstand fra de vejende kæmpe kokospalmer og kigger ud over det uendelige ocean. Jeg har en smart bærbar (eller skulle jeg sige laptop?), her er trådløst internet, jeg kan snakke med hele verden, hvor er jeg moderne… :-)

Rundt om mig sidder især yngre mennesker, mange med bærbare som mig. Nogle er chokoladebrune, andre er hvide. Alle nyder de livet – tilsyneladende - og skriver ivrigt - som mig…

Temperaturen er 27 grader, og solen skinner fra en næsten skyfri himmel. Det gør den for resten altid på denne årstid. Vinden blæser blidt og får kokospalmerne til at duve i vinden. En høj, smuk créolerkvinde, der ligner en mellemting mellem en europæer og en inder, serverer smilende for mig. Hun har lige stillet en skål med oliven på bordet som jeg fornøjet gnasker i mig. Jeg skal have "salade de chèvre chaud". Findes der noget mere fransk? Nej, og dog! Dressingen er lavet af honning iblandet chili, ingefær og kokos! Den ret bliver for mig symbolet på øen: stærkt, sødt og anderledes.

Frankrig? – ja! Øen er et fransk amt (og region), her er uddannelsessystem, hospitaler og veje på niveau med resten af Frankrig, drikkevand i hanerne, gule postkasser, franske nummerplader og vejskilte. I hver landsby er der – som i resten af Frankrig - et mindesmærke over faldne i 1. verdenskrig. Her er gendarmer, baguetter og smarte butiksfacader. Indbyggerne er franske statsborgere og møntfoden er euro, og så alligevel nej! Her er tropiske planter og strande, markeder med ananas og mig ukendte frugter, sukkerrørsplantager, gekkoer (her kaldet "les endormis"), imponerende vandfald, en vulkan i udbrud… - Og de créolske, farvestrålende træhuse med bliktag minder mere om amerikanske sydstater end om Frankrig.

Pludselig strømmer rytmiske trommehvirvler fra anlægget i en forbikørende bil ud over gaden - som om jeg var på Jamaica eller Antillerne. Forleden aften blev alle på gaden hvirvlet ind i en kollektiv voodooagtig oplevelse af intensitet og glæde da en gruppe maloya-musikere spillede deres rytmer og sange på kæmpetrommer, horn og forskellige andre rytmeinstrumenter som kun kendes her. Jeg har optaget det på video som minde. Dette er en musik som stammer fra de afrikanske indvandrere, men som andre befolkningsgrupper har taget til sig og påvirket- og nu føler, er deres. Befolkningen består af cirka en tredjedel europæere, en tredjedel afrikanere og folk fra Madagaskar og en tredjedel indere. På trods af forskelle i religion og kultur blander racerne sig forunderligt med hinanden, og det kommer der ofte meget smukke mennesker ud af.

Selvfølgelig er der også dårlige sider ved dette samfund. Arbejdsløsheden er tårnhøj, og i Saint Denis' forstæder findes trøstesløse kvarterer som i Paris hvor unge i frustration laver ballade og brænder biler af. På landet og i bjergene bor stadig mange i usle blikskure. Almindelig skolepligt blev først gennemført i 1980'erne, og der findes derfor stadig blandt de ældre en del analfabetisme. Men i dag går alle i skole, og procentdelen af unge, der kommer i gymnasiet, er så højt som i resten af Frankrig... - Her er kolossalt mange biler og mange velklædte – ikke mindst unge – mennesker. Men det er også tydeligt at ikke alle har fået del i velfærdsstigningen…

Jeg rejser mig for at betale og tænker på at dette lille samfund på 800 000 mennesker er en særlig verden for sig i det uendelige hav, væk fra alt andet land, en forunderlig blanding af mange ingredienser, en "melting pot"…

En fransk udseende mor kommer ind i caféen med sit barn der er en billedskøn mulatunge. Han vil have en "glace au chocolat". Det tror jeg egentlig også at jeg vil - inden jeg går videre ud i eftermiddagssolen…

...Og nu skal jeg snart til La Réunion...

2010-09-27T20:08:00.000+02:00

Lis om tragtkantareller

2010-09-27T19:54:00.000+02:00

Weekend i Blekinge

2010-09-27T19:51:00.000+02:00

Kantareller, tragtkantareller, skarp efterårsluft, blåbær, tyttebær, flåter, vildt, rødvin... Kan man forlange mere?

Ny layout...

2010-08-18T00:15:00.000+02:00

jeg syntes der skulle ske lidt, så derfor har jeg ændret på bloggens layout.

Lykke er...

2010-01-08T14:52:00.000+01:00

Hvad er lykke? - Jeg fandt denne opfattelse hos Kierkegaard i dag og blev helt glad...:

“Haabet er en deilig Pige, der smutter bort mellem Hænderne;

Erindringen er en skøn gammel Kone, som man dog aldrig er tient med i Øieblikket.

Gjentagelsen er en elsket Hustrue, man aldrig bliver kjed af; og naar man har det for sig, bliver man lykkelig; og kun den bliver ret lykkelig, der ikke bedrager sig selv i den indbildning, at Gjentagelsen skulle være noget nyt; thi da bliver man kjed af den. Der hører ungdom til at haabe, ungdom til at erindre, men der hører Mod til at ville Gjentagelsen.”

Billeder fra "teambuilding" i Budapest og studietur i Toulouse

2009-11-03T13:34:00.002+01:00

Tryk på miniaturerne - og derefter på diasshow..

Toulouse oktober 2009

Budapest september 2009

Sommerferie i Värmland og Bohuslän, Sverige

2009-07-28T13:36:00.002+02:00

Sverige 6.7 - 12.7. 2009

Regitze og jeg har i juli haft en fin - men våd - ferie i Sverige.

Tryg på miniaturen...

Jeg har lavet en ny blog...

2009-03-30T11:36:00.006+02:00

Et af mine næste projekter er arrangement af en studietur til Toulouse til efteråret, se her

Billeder fra Cambodja....

2009-02-25T19:31:00.004+01:00

Cambodja

Tryk på miniature - og så på diasshow

Så fik jeg endelig lavet den sidste serie fra vores fantastiske tur til Østen. Det blev til 13 serier fra Vietnam, Laos og Cambodja. Du kan finde dem alle hvis du orker at scrolle ned her...

Rejsebrev 4 fra Cambodja: "Jeg var syv år og mistede helt forbindelsen til mine forældre og resten af min familie..."

2009-02-16T14:31:00.008+01:00

"Cambodja er et af verdens mest korrupte samfund”, siger vores guide på Angkor Wat pludselig. Han er ved at gennemgå en uendelig mængde af dagliglivs- og krigsscener fra 1100-1200 skåret ud i sten i det enorme tempel. Der er så mange at Bayeux-tapetet ligner en enkelt stribe ved siden af. Han har på bedste måde navigeret os gennem busfulde af kinesiske turister i dette gigantiske by- og tempelkompleks der havde over en million indbyggere da der boede 30 000 i London…

”Alt fungerer via korruption på alle niveauer i samfundet”, fortsætter han og fortæller at han har måttet tage sin datter ud af skolen i 3. klasse. ”Lærerne her i Siem Reap tjener kun 30 dollars om måneden, så de er nødt til at supplere deres indtægter for at kunne overleve”. Han kigger sig forsigtig rundt for at forvisse sig om at ingen andre tolke hører ham. ”Jeg og alle de andre forældre blev afkrævet penge næsten hver dag. Lærerne underviser efter kopier som de tager overpris for. For at børnene kan komme op i næste klasse, skal de have en udtalelse. Den skriver lærerne kun mod klækkelig betaling. Resultatet er at mange som jeg må tage deres børn ud af skolen. Det er en ond cirkel, hvordan skal vi nogensinde få en uddannet befolkning?” Da jeg spørger om regeringen ikke kan gribe ind over for den form for korruption, smiler han bittert: ”I har betalt 40 dollars for at komme ind på Angkor Wat ud over hvad I betaler til mig. Adgangen til Angkor Wat ejes af en vietnameser der er god ven med regeringen her. Kun 20 % af de enorme turistindtægter går til befolkningen og til vedligeholdelse, resten går lige i lommen på vietnameseren.” Vi har lagt mærke til at de vedligeholdelsesarbejder, der finder sted på tempelområdet, bliver betalt af ”World Heritage Fund” samt af tyske fondsmidler. ”Regeringen har ingen medfølelse med de fattige, de tænker kun på selv at rage til sig. Det er næsten som med Lon Nols svage, korrupte regering der førte til at landet røg i armene på de røde Khmerer.”

Vores guide er meget pessimistisk på sit lands fremtids vegne. ”Det er som om dette land hænger fast i et hængedynd af inkompetence.” Han frygter at landet bliver løbet over ende af vietnameserne: ”Kineserne er et handelsfolk, de gør ikke nogen noget. Vietnameserne er et krigerfolk.” Da jeg spørger om vietnameserne ikke hjalp Cambodja af med de røde khmerer som havde slået 20% af befolkningen ihjel med en effektivitet, der fik selv Hitler og Stalin til at fremstå som søndagsskoledrenge, svarer han: ”Vietnameserne kom kun for at få lejlighed til at slå khmerer (etniske cambodjanere) ihjel. De har allerede erobret Mekongdeltaet”. Det er rigtigt at der i Mekongdeltaet er et betydeligt mindretal af etniske khmerer, men så vidt jeg ved, bliver de udmærket behandlet af de vietnamesiske myndigheder. Jeg siger ikke mere…

”Under borgerkrigen måtte jeg flygte til en lejr i Thailand. Jeg var syv år og mistede helt forbindelsen til mine forældre og resten af min familie bortset fra min ældre bror. Lejren var kontrolleret af de røde khmerer, og min bror blev en del af dem. Senere døde han i kamp”. Han fortæller at de røde khmerer ikke var så barske før magtovertagelsen: ”Der var to ideologiske retninger, én der havde Mao som forbillede og en anden der så op til Vietnams Ho Chi Minh. Da amerikanerne i den sidste del af Vietnamkrigen bombede det østlige Cambodja for at få ram på Vietkongsoldater, slog de mange cambodjanere ihjel. Jeg tror at disse bombetogter på samme tid førte til støtte til de røde khmerer og forråede disse. USA må påtage sig et alvorligt medansvar for folkemordet i Cambodja”.

”I lejren fik vi meget lidt mad, to små kopper suppe om dagen, og alle var alvorligt underernærede. Børn omkring mig døde hver dag. Efter krigen – syv år senere - vandrede jeg sammen med tusinder af andre børn gennem junglen hjem til vores byer for at finde eventuelle overlevende fra vores familier. Vi havde ingen mad, vi spiste alt i junglen. Vi lærte hvilke planter der var spiselige, og jeg kan stadig fortælle jer alt om alle planter. Vi spiste alle dyr vi kunne fange, herunder edderkopper, mus, rotter og andre gnavere, gekkoer – ja selv giftslanger som man sagtens kan spise når de er blevet godt kogt. - Til sidst begyndte vi at spise af os selv, ja, det så jeg andre gøre, og så gjorde jeg det også".

”Da jeg kom hjem til vores by, levede min far stadig, men min mor og flere andre søskende var forsvundet eller døde. Jeg har dog fundet en søster i Thailand så sent som i 2004”, siger han og smiler. ”Alt i byen var væk, min far havde ikke mange kræfter, og jeg måtte bygge et nyt hus til ham. Samtidig måtte jeg påtage mig forsørgelsen af mine søstre/svigerinder og deres børn fordi mine svogre var døde”.

”Efter nogle år rejste jeg til Thailand og arbejdede med at slæbe sten. Det var hårdt, og jeg fik stadig for lidt mad. Ja, det gør jeg stadig", siger han og løfter armene for at vi kan se hvor tynd han er. "Der er grænser for hvor meget man kan arbejde når man får for lidt mad. Alle cambodjanere er undervægtige, hvis du ser en overvægtig cambodjaner, er han medlem af regeringen. I Thailand fik vi cambodjanere det hårde arbejde thaierne ikke selv gad have. Det var dårligt betalt, men dog langt bedre end her, og jeg kunne nogenlunde betale for mine og min families børn. Da jeg fandt min søster i 2004, kunne jeg sende min søn over til hende i Thailand hvor han kunne komme i skole - mens jeg tog hjem til Cambodja for at blive guide. Jeg har altid interesseret mig meget for kunst og historie. Desværre kom min søster ud for en motorcykelulykke, så hun ikke kan bruge den ene arm, så jeg har måttet hente min søn hjem igen.”

”Jeg hader korruption og har lovet mig selv at jeg aldrig vil betale bestikkelse. Men jeg har et ansvar over for min familie, og da jeg var færdig med at læse til guide, måtte jeg bestikke de lokale myndigheder for at få en autorisation”, siger han i et lavmælt tonefald med et vemodigt smil…

Samme aften læser jeg en artikel om forholdene i det cambodjanske skolesystem i den fransksprogede ugeavis ”Cambodge Soir Hebdo”. Den beskriver ud fra hårrejsende eksempler på bestikkelse at alle, der har råd, flygter til et system af private skoler der er ved at blive opbygget på baggrund af udenlandsk kapital i Phnom Penh og Siem Reap. Den franske journalist går i kødet på undervisningsministeren med spørgsmål om skolesystemet. Behøver jeg at sige at ministeren prøver at fralægge sig ansvar? Den artikel har jeg med hjem, og jeg vil bruge den i forkortet form når jeg igen får et franskhold på a-niveau hvor den skal indgå i et tema om forholdene i tidligere franske kolonier…

Saigon og Mekongdeltaet

2009-01-31T16:02:00.002+01:00

Saigon og Mekongdeltaet

Tryk på miniaturen - og så på diasshow...

Rejsebrev 4 og flere fotoserier undervejs...

2009-01-26T12:02:00.001+01:00

Vi er nu hjemme igen, men jeg er ved at skrive et rejsebrev om en fyr vi mødte i Cambodia - og har også lidt flere billeder...

Rejsebrev 3: "Jeg vil have et bedre liv..."

2009-01-23T07:44:00.004+01:00

Vores lange rejse synger på sidste vers. Vi har rejst gennem Vietnam fra nord til syd med afstikker ind i Laos og er nu i Cambodia. Vi har fløjet indenrigs som var det bussen vi tog, vi har kørt med tog, og vi har ikke mindst sejlet. Vi har set fantastiske bjerge, vandfald, rismarker, øer, søer, floder, byer, arkitektur og museer. Vi har mødt en familie med to voksne og tre børn på en cykel og set en knallert med tre levende grise spændt bag på. Vi har mødt blændende farver, eventyrlige dufte, støv, mudder og ubeskrivelig stank. Vi har set smukke mennesker i vidunderlige klædninger og har mødt den værste, menneskelige fornedrelse. Og det er ikke mindst i mødet med mennesker at vores rejse for alvor er blevet sat i perspektiv - i mødet med andre livsvilkår og erfaringer. Jeg har valgt at ville fortælle om tre skæbner fra henholdsvis Vietnam, Laos og Cambodia. I dette rejsebrev vil jeg fortælle jer om Ta Maj fra Sapa i Vietnam…

”Jeg vil have et bedre liv”, sagde Ta Maj til os for over 3 uger siden. Ta Maj var vores guide i nogle dage omkring Sapa ved den kinesiske grænse. Hun modtog os på Lao Cais jernbanestation. Der stod hun i sit smukke hjemmelavede, farverige, broderede ”Røde Dzao”-tøj og viftede med et skilt hvorpå der stod ”Jytte Rasmussen” i den mørke, tågede morgen. Problemet var at der var ikke nogen Jytte Rasmussen med toget, og ingen der skiltede med vores navne. Heldigvis stod der også ”Indochina Adventures” på hendes skilt, og det er netop det firma der er teknisk arrangør af den del af vores rejse der er foregået i Vietnam. Vi henvendte os til hende, og hun sørgede i en håndevending for at vi fik morgenmad på en lokal café mens hun udredte trådene. Hun var både en kompetent og vidende guide der kunne åbne døre for os ikke mindst på baggrund af sin egen herkomst som tilhørende en af det nordvestlige Vietnams minoriteter og stammefolk. Samtidig fik hun hurtigt tillid til os, og det varede ikke længe før hun gik rundt med Regitze under armen...

Hun er 20 år med et barn på 15 måneder, ”og der skal gå mindst 7, 8 år før jeg skal have flere børn, jeg vil have en uddannelse”. Hun er en lille, smilende spirrevip. Når hun går sammen med Regitze, ligner hun et lille barn der kun når Regitze til skuldrene. Hun er vokset op i en ”Rød Dzao”-landsby i området. Som 6-årig havde hun ansvar for familiens vandbøffel mens hun gik med en lillesøster på ryggen. Da vi en dag på trekking går forbi nogle bøfler, siger hun: ”Den bøffel er syg, prøv at se dens hud der på skulderen, sådan må den ikke se ud…” Hun fortæller os om de indfødtes værktøj, om plantefarver - indigo f.eks. der ligger i spande med vand i flere dage hvorefter farven pludselig trækkes ud. Hun har tydeligt ikke meget respekt for de hmong-kvinder der følger efter os og prøver at sælge til os. ”Jeg vil introducere jer for en hmongfamilie hvor I kan købe til fornuftige priser hvis I har lyst, ingen tvang”, siger hun.

Hun fortæller videre om sin barndom. ”I vores landsby begyndte der at komme turister, jeg var lidt bange for dem, de var så kraftige og store. En dag kom en kæmpestor mand gående med et stort kamera på maven”, siger hun og nikker over mod mig. ”Jeg blev så forskrækket at jeg tabte min lillesøster og løb grædende ind i hytten til min mor - uden at samle hende op”, husker hun. ”Den fremmede samlede hende op og kom ind i hytten med hende. Så jeg forstod at store, fremmede mænd med kameraer ikke er så farlige”, siger hun og smiler til mig. ”Da jeg blev lidt større, begyndte jeg at snakke med turisterne, det er sådan jeg har lært engelsk”. ”Jeg var heldig at komme i skole, men der lærte jeg ikke engelsk. Lærerne har travlt med at lære minoritetsbørnene om ernæring, at forstå vietnamesisk og kunne regne. Mange forældre tager deres børn ud af skolen igen fordi de ikke kan se nytten i skolegang og især ikke forstår hvorfor vi skal lære at tale vietnamesisk, de har brug for børnenes arbejdskraft i marken”.

Da Ta Maj var 15 år, tog hun ind til Sapa bag på en vens motorcykel. ”Jeg ville fortsætte min skolegang og lære at skrive engelsk, så jeg kan blive guide. Mine forældre forstår det ikke, de har sagt at de kan bygge et hus til mig i landsbyen, men jeg vil have et andet liv. Kvinder i landsbyerne har et meget hårdt liv, de bliver gift som 15-årige og bestiller herefter ikke andet end at føde børn og arbejde hårdt”. Da jeg spørger hende om hendes mor ikke forstår hendes valg, og om hun ikke selv har haft drømme om noget andet da hun var ung, ser hun på mig, som om jeg er naiv, og siger: ”Min mor har aldrig haft drømme, det var der ikke plads til. Hun vidste hvor hendes plads var”. Jeg tænker på hvordan hun nu kan være så sikker på det…

En dag som 16-årig gik Ta Mai ind på et af de store hoteller i Sapa og spurgte den vietnamesiske direktør om hun ikke kunne blive turistguide. Hun talte da glimrende engelsk. Efter en prøveperiode blev hun til sin egen store overraskelse ansat.

”Jeg vil gerne have guideuddannelsen, men hvordan skal jeg kunne komme til Hanoi og få den”, spørger hun. Uddannede guider tjener langt mere, og hun vil gerne sammen med sin mand have sit eget hus. ”Jeg bliver kun betalt pr. opgave, og nogle gange går der mange dage mellem opgaverne. Hvordan skal jeg så kunne påtage mig faste udgifter”? – Jeg vil ikke fortsat være afhængig af min svigerfamilie”. Der sidder godt nok en sej psyke i den lille pige…

Ta Maj er meget bekymret for en lillesøster der kun er 13 år. Pigen er taget ind til Sapa med et slæng der ryger opium. Hun føler at det er hendes ansvar at holde søsteren på dydens smalle vej, ligesom hun vil prøve at få hende til at gå i skole. ”Hun er så ung, men hun er begyndt at gemme sig for mig, så jeg ikke ved hvor hun er, she is so naughty”. Hun har tydelig ingen tro på at forældrene kan forhindre pigen i at tage til byen.

Da Ta Maj var 18 år, blev hun forelsket i en vietnamesisk dreng der nu er kok på det hotel hvor vi bor. Han lavede faktisk nytårsmiddagen til Regitze og mig. ”Jeg havde altid troet at jeg skulle giftes med en dreng fra min egen stamme, men sådan gik det ikke”, griner hun. Mine svigerforældre blev bestyrtede da hendes mand kom hjem og sagde at han ville giftes med en ”Rød Dzao”. Vietnameserne ringeagter de i deres øjne primitive stammefolk. En opfattelse vi senere i Hanoi får bekræftet, da vi fortæller en anden guide om Ta Mai. Han tror os simpelthen ikke. ”Min svigermor vil aldrig acceptere mig”, fortæller Ta Mai, ”og mine egne forældre er heller ikke begejstrede. Men mine børn vil få et bedre liv hvis de vokser op som vietnamesere”. Hun fortæller at stammefolkene tit bliver diskriminerede. ”Selv om jeg tager vestligt tøj på, kan de se på mine kinder at jeg er Dzao”. Da hun blev gift, flyttede hun ind i svigerfamiliens hus i Lao Cai nede i dalen ”hvor vietnameserne bor”. Hendes svigermor ser nu efter barnet mens Ta Mai arbejder i Sapa. Hun får kun lov at se barnet i weekenderne hvis hun ikke har arbejde… "Det måtte jeg acceptere, men de første måneder græd jeg mig i søvn hver aften...".

Efter folkeskolen lykkedes det Ta May at komme på gymnasiet i Sapa. En australsk kvinde betalte for hende. Efter halvandet år måtte hun gå ud fordi hun blev gravid, men nu vil hun gerne fortsætte: ”Jeg vil have en studentereksamen og ikke flere børn de første mange år”, siger hun beslutsomt. ”Jeg vil lære at skrive engelsk ordentligt, ellers kommer jeg aldrig på guideskole”.

Ta May er blevet Regitzes og mit eget ulandsprojekt. Vi har tilbudt hende at betale hendes skolegang foreløbigt et år (50 dollars om måneden). Det eneste, vi vil have, er en slags sandsynliggørelse af at hun rent faktisk går på skolen. Vi ved godt at vi muligvis er naive, men føler ikke at man altid kan have fuld sikkerhed for alt her i tilværelsen, så vi vælger at håbe at pengene bliver brugt efter intentionerne.

Billeder fra Hoi An - Vietnams svar på Skagen...

2009-01-22T08:18:00.005+01:00

En gammel handels- og fiskerby med mange kunstnere og turister...

Hoi An

Tryk på miniature - og derefter diasshow...

Indtryk fra en cykeltur omkring Hoi An i det centrale Vietnam

2009-01-22T07:19:00.002+01:00

Jeg arbejder på et rejsebrev 3 der vil blive uploadet senere i dag eller i morgen...

cykeltur omkring Hoi An

Tryk på miniaturen og derefter på diasshow...

Kejserbyen Hué

2009-01-16T12:04:00.000+01:00

Kejserbyen Hué

Tryk på miniaturen og derefter på diasshow

Dit og dat...

2009-01-16T10:49:00.002+01:00

”Må jeg sidde ved jeres bord?”, spørger en cirka 20-årig smuk, elegant klædt vietnamesisk kvinde os. Vi har lagt mærke til hende, hun og hendes mand er de eneste vietnamesere blandt passagererne på junken i Halongbugten. Resten er to australske par, to tyske par og os. De to har en for asiater frimodig berøringspræget tilgang til hinanden, bryllupsrejse? Hun er ansat på Hanois Universitet, Instituttet for lingvistik og er uddannet i Brisbane, Australien. Så lidt over 20 år må hun jo være. Hendes mand er ingeniør og bærer små, runde hornbriller der får ham til at se lærd og distræt ud… ”Selvfølgelig”, svarer jeg belevent. Hun præsenterer sig selv som Dát og sin mand som Dàt. ”Hva’” siger jeg fåret. ”Er der ikke nogen forskel”? ”Jo”, svarer hun smilende. ”Jeg håber der er en lille forskel mellem os. Ellers tror jeg Dàt vil blive meget skuffet”, siger hun og ser kærligt hen på sin mand der ligner én der er ved at løse nanoteknologiens største udfordringer mens han er ved at skvatte over et dørtrin.

-o0o-

”Kom lad os danse ned ad bjerget sammen”, siger vores guide i Hoa Lua og tager Regitze i hånden. Hun ser lidt utryg ud ved nogle meget høje og glatte trin på vej ned fra en udsigt.
Hendes mand er alt for optaget af sin Nikon til at fatte noget som helst…

-o0o-

Samme guide spørger mig lidt senere om jeg ikke har lyst til en tur i ”the happy house”, ”Det klarer sådan tankerne”. ”Øøh”, svarer jeg og er ikke helt klar over hvad han mener.
Det viser sig at han har fundet et hus med et toilet hvor der oven i købet findes papir…

-o0o-

Om trafikken i Hanoi siger vores guide: "You need three things":

good brake
good horn
good luck

-o0o-

Den lille, tætpakkede bus har skumplet i flere timer hen over huller og gennem drabelige sving på sin vej fra Hué til Hoi An. ”Can´t we stop just two minutes” spørger en tapper, kvindelig passager busdrengen da vi passerer en benzintank med café. ”Three minutes for you, my lady”, svarer han smilende og blinker til hende mens han klemmer hende blidt på armen.

-o0o-

"Hvordan har I det egentlig med amerikanerne nu?" - "I min generation er det ok", svarer Nang. "Her er mange amerikanske turister, og tiden er en anden. I min landsby kom en amerikaner. Han havde under krigen slået en vietnamesisk soldat ihjel i junglen og havde begravet ham bagefter. Nu havde han brugt år på at finde familien. Det var lykkedes, og han betalte for at alle kom ud og så det sted i junglen hvor han havde begravet den unge soldat".

-o0o-

"hyyyyl, her er et firben på badeværelset", råber Regitze på hotellet i Hanoi. "Den er såååå stor!. Jeg kan ikke lukke et øje i nat, sæt nu den kravler over min mave mens jeg sover!".

Den udtalelse bekymrer mig ikke særligt. Et særligt gen tager over når Regitze er i vandret position under en dyne.
"Det er ikke et firben, det er en gekko, og den tager insekter og myg", svarer jeg, men hun lader sig ikke sådan berolige.

Nu er der gået 14 dage, og Regitze har helt taget gekkoerne til sig. I går mente hun endog medfølende at en lille en på badeværelset havde fået et sår på benet og blødte!

-o0o-

Laos: Mekongfloden, jungle, landsbyer, brugskunst...

2009-01-12T18:24:00.001+01:00

Luang Prabang - Laos

Tryk på miniaturen - og så på diasshow!

Hoa Lua og Tam Coc. Rotur i rismarker mellem bjerge og pagoder...

2009-01-11T03:59:00.002+01:00

Tam Coc og Hoa Lua

Tryk på miniaturen og derefter på diasshow...

Rejsebrev nr. 2 - Goddag på laotisk...

2009-01-10T07:47:00.011+01:00

Vi har læst i guiden at laoterne mere end andre af Østens folk går op i hilsener. Man siger goddag ved at samle håndfladerne i brysthøjde og så bøje hovedet ned mod hænderne. Jo dybere buk, jo højere respekt. Man kan for eksempel aflæse tilfredsheden med drikkepengene i bukket. Ved meget stor tilfredshed kombineres hilsenen med ét, ja sommetider to skridt baglæns.

Jeg har spekuleret over om man kan kombinere den laotiske hilsen med at pille næse… - med lidt øvelse skulle det nok kunne gå… Jeg har i hvert fald mistænkt en stewardesse i Lao Airways for at hive en ordentlig drønnert i land da hun hilste velkommen i flyet… Regitze mener at de rammer forkert hvis de rammer næsen, hænderne skal ved dyb respekt op i pandehøjde… hun tror også altid det bedste om folk :-)

At opholde sig her minder om min barndoms Anders And Blad: antihelten over alle antihelte og min superhelt ”Fætter Guf”. Kan I huske at han ovre i Bedstemor Ands lade havde et vækkeur hvorpå der stod morgenmad, frokost og aftensmad? – Sådan et ur har jeg altid drømt om at få… :-(
- har aaaldrig fået sådan ét!

I hvert fald sover folk alle steder – også midt på dagen. Vi var i går i en landsby hvor regeringen havde lavet et produktionskollektiv der skulle hjælpe beboerne til at sælge deres smukke stoffer, papir, sølvsmykker mm. De sad og arbejdede i en kæmpe hal. Det vil sige at da vi kom ind, lå halvdelen ned og sov. Ja, sådan så det ud for det utrænede øje, for kom man dem fysisk nær, sad de lynhurtigt op og arbejdede.. Det er nok en teknik der kan læres…

Nattemarkedet i Luang Prabang hører af samme grund til det mest stille i Asien (siger vor ukuelige kilde til viden, Lonely Planet). Det har selvfølgelig den fornøjelige sideeffekt at man kan liste rundt å se på varerne uden at blive overfaldet af hidsige sælgere. Markedet er i øvrigt et af de mest interessante jeg har set. Kvalitetsting hele vejen igennem til latterlig lave priser. Vi har købt stof og et tryk…

A boattrip for a kiss

Siger en ung fyr smilende til Regitze der henrykt smiler tilbage til ham. Vi går langs Mekong-floden i Luang Prabang i det nordlige Laos. Her er ualmindelig harmonisk og rent. Nye bygninger søges indpasset i det eksisterende, her er fortove uden huller, og alle problemer søges løst på en smuk (snarere end en hensigtsmæssig) måde. Byen står på listen over verdens kulturarvmonumenter pga de mange ældgamle, smukt dekorerede templer. Overalt er her munke som går stille rundt i orange gevandter. Her er dog også en del turister, især unge backpackere som os :-). - Men man skal ikke tage fejl. Luang Prabang er en oase i et hav af jungle. De asfalterede veje slutter få kilometer fra byen, og de flotte stenhuse erstattes af bambushytter. Men man kan jo altid lade sig transportere i langbåd på Mekongfloden der snor sig gennem junglen…

Laos er ifølge ”Lonely Planet” et af de mest tilbagelænede samfund i verden. Det skyldes efter samme guides opfattelse laoternes særlige udgave af buddhismen der forlanger mange timers meditation hver dag, og som opfatter stress som det værste et menneske kan komme ud for. Den holdning passer os glimrende efter vietnamesernes evige arbejde og effektivitet. Som turist slapper man af her. Med til indtrykket hører selvfølgelig også Vietnams enorme mængder af mennesker alle vegne. Vietnam har 84 millioner indbyggere i et land på størrelse med Norge. Laos har 5 millioner i et land der er på størrelse med Storbritannien. Her er god plads. Jeg kommer i tanke om hvordan Jean Hougron i en af sine romaner om Indokina i kolonitiden lader en fransk farmer i Laos sige til en nyankommen franskmand om forskellen på de forskellige nationaliteter i Indokina:

”Vietnameserne dyrker ris, cambodjanerne ser på at vietnameserne dyrker ris, og laoterne har hørt om at vietnameserne dyrker ris”

(citeret efter hukommelsen). Udtalelsen har næppe været venligt ment over for laoterne. I hvert fald lod franskmændene fransksprogede vietnamesere styre landet fra Vientiane og tog kun hertil hvis det var en genvej til et avancement i den franske centraladministration (eller fordi de blev forvist pga. korruption eller druk). Igen ifølge Hougrons romaner.

I dag hører vi at nordvietnameserne dyrker to afgrøder ris om året, sydvietnameserne tre afgrøder – og laoterne én… hehe. Ting skifter ikke så hurtigt… Laotiske bønder mediterer halvdelen af året…

Laoterne forekommer som sagt ikke så effektive: ”Hvorfor gøre i dag hvad man kan udskyde til i morgen”, er tit holdningen, og som turist er det en god idé at være væbnet med stor tålmodighed og humor. Vores fly fra Hanoi med Lao Airways er således blevet ændret flere gange, og flyet tilbage til Hanoi er blevet aflyst. Nu skal vi til Vientiane i stedet, for der går vist et fly derfra til Hanoi (Hvor vores kufferter befinder sig, og hvorfra vi om nogle dage har en flybillet til Vietnams gamle kongeby Hué - og vietnamesiske fly bliver ikke aflyst eller udsatte!). Vi vælger at tage det med godt humør, nu må vi se hvad fremtiden bringer…

I hvert fald kan det ikke betale sig at tale højt eller blive hidsig. I går talte jeg med min veninde i Vientiane fru Sonofon (vi har døbt hende sådan fordi hun hedder et eller andet kanonlangt der ender –onofon. Jeg forklarede hende i telefonen i få men velvalgte fraser hvad jeg mente om aflyste fly, ændrede afgangstider og høje priser på udflugter. Efter et øjeblik bad hun mig tale lidt langsommere, hun kunne ikke forstå mig. Jeg gentog ikke spor indædt mine betragtninger. Hun sagde herefter at hun ville kigge på sagen og ringe tilbage senere. Tænk, hun ringede ikke igen… Kommunikationen var vist gået i udu, og jeg var blevet lidt klogere.

Det kræver i øvrigt en særlig eksamen at kommunikere på engelsk med laoter. Man siger et eller andet. De smiler sørgmodigt til en og er hundrede lysår om at svare. Det tager lige akkurat så lang tid at man har omformuleret spørgsmålet inde i sit hovede. Så pludseligt svarer de – ofte eftertænksomt. Fint, men somme tider er deres udtale så alternativ at man er i tvivl om det er engelsk eller laotisk de svarer på…

Rent bortset fra det er det fedt at rejse uafhængigt. Vi opfører os som grever og baroner. I morgen skal vi (Regitze og mig og ikke andre!) med privatchauffør og engelsk- eller fransktalende guide ud til nogle stammelandsbyer med tekstilproduktion og se nogle vandfald. Vi bestemmer hvornår vi tager af sted, hvor vi tager hen og hvornår vi kommer hjem. Og guiden kan fortælle os om stederne, hvordan vi skal opføre os, hvad vi skal passe på med osv. I aften skal vi i byens teater se et danse- og syngeshow. Det skulle være meget poetisk siger de andre unge backpackere vi møder og snakker med :-)

2009-01-10T07:45:00.000+01:00

I junke på Halong-bugten

Tryk på miniaturen - og så på diasshow...

En lille filmhilsen til alle fra Halong-bugten

2009-01-06T07:14:00.002+01:00

Hilsen fra Halong

Tryk på miniaturen - og så på diasshow

Trekking omkring Sapa

2009-01-06T06:38:00.002+01:00

Sort hmong landsby (stammefolk), Nytårsaften, Sapa + vandfald

Tryk på miniaturen og derefter på "diasshow"

"Oh Denmark very good, number one" - Rejsebrev 1

2009-01-06T06:10:00.004+01:00

Regitze og jeg sidder på en cyclo (cykeltaxa) i Hanois myldrende trafik. Bag mig mærker jeg et svagt tryk på min skulder. Det er min chauffør: ”Where you from”? – ”Denmark”. ”Oh, Denmark very good, number one”, han viger uden om en lastbil med kurs lige imod os som giver et ordentlig trut. Jeg går ud fra at det er fodbold han mener og overvejer kort at nuancere samtalen lidt, men opgiver og siger ”Vietnam good too”. Tilfældet vil at Vietnam aftenen før for første gang nogensinde har vundet det østasiatiske mesterskab i fodbold – oven i købet på Hanoi stadion 1-0 over arvefjenden fra Thailand. Folk kørte som gale rundt i gaderne med hornet i bund på deres knallerter og viftede med Vietnams røde flag. Han lyser op i et smil, tror jeg nok - for jeg sidder jo med ryggen til min nye ven, men han siger: ”yes, Vietnam very good, first time beat Thailand”.

Jeg kommer til at tænke på at der i ”Bekendtgørelsen for fransk på c-niveau i gymnasiet og hf” står noget om at eleverne skal kunne føre en ”elementær samtale”. Jeg har aldrig helt forstået hvad det var for en slags samtale, men det forekommer mig pludselig at være sådan én jeg har gang i. ”You children?”, spørger min cyclodriver. ”Yes, four” svarer jeg og orker ikke at forklare ham Regitzes og mine i hans øjne sikkert aparte familieforhold. ”You very strong man” siger han anerkendende og strejfer mine ikke ligefrem overudviklede biceps. ”How many children do you have”? spørger jeg. ”Two, live in Paris” svarer han med et sørgmodigt blik, mens jeg tænker på hvorfor han cykler rundt i en cykeltaxa i Hanoi når han har to børn i Frankrig…

-o0o-

Vi træder ud af minibussen hvor den ikke kan køre længere - cirka 20 km. fra Sapa i de nordvestlige stammeområder. Straks vi kommer ud af bussen, bliver vi omringet af små, ”sorte hmong”-kvinder. De når mig ikke langt op over livet og har alle bastkurve på ryggen med varer som de falbyder turisterne. Dem er der kun to af, og de strejfer Regitze og mig blidt på armene. Regitze, der ikke kan have at fremmede fysisk kommer så tæt på, siger med fast stemme og bestemt blik: ”We don´t want to buy anything today” som hun har lært af Ta May hun skal sige. Derefter vandrer hun af sted med Ta May under armene og overlader mig til min skæbne, for jeg er ikke nær så god til at sige tydeligt fra. Hmong-kvinderne slår derefter ring om mig og viser mig hviskende varer (Regitze må åbenbart ikke høre det). ”You children”? Og en lignende samtale som med cyclodriveren i Hanoi finder sted. En af kvinderne hvisker til mig og peger på en af de andre hmong-kvinder: ”Not buy this woman, buy me, me good”. Hun viser mig ét af deres karakteristiske indigofarvede, brede bælter. ”Me buy no woman today”, siger jeg grinende indvendigt over den syrede samtale.

Pludselig bliver jeg overvældet af skam. Det er jo manglende respekt jeg udviser. Hvordan kan jeg more mig kostbart over pudsige sprogfærdigheder og fotografere maleriske scenerier med min Nikon og glemme at disse mennesker hører til denne verdens fattigste, mest underprivilegerede og forarmede. Hvorfor køber jeg ikke bare en lille ting? En dollar er en dagløn for dem. Ved sidste monsunregn døde 30 hmong bare i dette område fordi deres hytter skyllede væk, eller fordi de blev begravet under jordskred. Lidt senere kompenserer jeg ved at vi køber stof hos en familie vi besøger…

-o0o-

Tre piger på cirka 16 år kommer mig i møde ved et tempel i Hanoi. ”Excuse me, may we take your photograph”? – ”Øøøh yes”, svarer jeg begavet. De to af pigerne stiller sig på hver sin side af mig og lægger deres hoveder ind mod min skulder og griner perlende til den tredje der tager billeder af os med sin mobiltelefon. ”Thank you very much, have a nice day in Hanoi”, siger én af dem mens de alle tre smiler til mig. Pludselig er de væk…

-o0o-

To unge fyre passerer mig i strømmen af mennesker på gaden. Én af dem tager mig på min velfærdsudviklede, danske mave og siger fornøjet: ”You are a very rich man”, klapper mig efterfølgende på skulderen skuffet over at en del af vommen viser sig at være en pengekat… - Væk er han…

Jeg kommer i tanke om at jeg har været ude for noget tilsvarende tidligere. For fem år siden på en restaurant i Hoi An sagde en cirka 14-årig pige, der serverede for mig i sine forældres restaurant, præcis det samme. Hun tillod sig endog grinende med et let klap på min skulder å foreslå at jeg spiste en portion til for at holde min mave ved lige. Hun gjorde det på sådan en sød måde at jeg ikke kunne lade være med at grine med…

I Vietnam ser man stort set ikke overvægtige mennesker, kun Buddha :-). Dels arbejder de fleste hårdt fysisk, dels bliver de trænet i mange timer i skolen fra første klasse til universitetsniveau i at holde deres kroppe ved lige. Den puritanske Onkel Ho – hvis tanker stadig er en bibel i Vietnam - brød sig ikke om overflod som han havde set så meget af i sin ungdom i Frankrig.

"Flower-hmong" - stammefolk....

2009-01-02T02:44:00.002+01:00

Marked i Coc Ly - stammefolk ("flower-hmong")

Tryk på miniaturen, og derefter "diasshow"

Serien "førsteindtryk fra Hanoi"

2009-01-02T02:24:00.004+01:00

er opdateret med nye billeder og tekster. Tryk på miniaturen nedenfor og derefter på diasshow...

Førsteindtryk fra Hanoi

Godt nytaar til alle...

2008-12-31T08:15:00.001+01:00

Vi er i Sapa i det nordvestligste hjoerne af Vietnam. Jeg kan ikke laegge billeder op, det maa vente til vi er tilbage i Hanoi hvor jeg ogsaa haaber at faa skrevet et rejsebrev, for vi oplever saa meget...

Så vi i Hanoi...

2008-12-28T14:58:00.004+01:00

Efter en laaang flyvetur og en fin dag i Hongkong, er vi nu i Hanoi. Se vores billeder fra Hongkong og Hanoi...

Hongkong

Førsteindtryk fra Hanoi

Nu kommer der - forhåbentlig - gang i bloggen...

2008-12-17T12:30:00.002+01:00

2. juledag rejser Regitze og jeg til Østen. Vi har tænkt at skrive rejsebreve og lægge dem her...

Studietur til Toulouse

2008-10-17T13:40:00.002+02:00

Jeg er netop begyndt planlægningen af en ny studietur sammen med en franskkollega på VUC Lyngby. Den går til Toulouse i efteråret 2009. Som noget nyt skrotter vi bussen og flyver. Nøgleord bliver Toulouse, katharerne, vandretur i Pyrenæerne, måske Dordogne...

Long time no see...

2008-10-17T13:29:00.002+02:00

Det er længe siden jeg har skrevet på bloggen. Jeg har nok ikke haft behovet for den slags offentlige bekendelser... Eller også har jeg bare haft travlt med andre ting...

Regitze og jeg ser nu hen til vores store østenrejse. Vi rejser 2. juledag til Hong Kong, Vietnam, Cambodia og Laos og er væk hele januar. Jeg har haft så mange overtimer sidste år at dette er blevet muligt! Jeg regner med at skrive rejsebreve på turen, og mon ikke bloggen og Picasa får en rolle her?

Vi er kommet hjem fra Rusland...

2007-07-21T16:55:00.000+02:00

Her er et ikke særligt nænsomt udvalg af mine billeder...

- Tryk på linket nedenunder og derefter på knappen "diasshow"
http://picasaweb.google.dk/peterodel/DeRussiskeFloder91972007

Så er det endelig FERIE!

2007-07-08T17:11:00.001+02:00

Vi nåede lige i går at lave grillaften for naboerne - inden vi i morgen rejser til Rusland.

Jeg regner med som sidste år i Canada at skrive rejsebreve og udgive dem her på bloggen. Vi skal jo sejle 2000 km. på de russiske floder, så der skulle være tid nok! Jeg ved ikke hvordan det bliver med internetadgang, så måske kan jeg først lægge brevene ud når jeg kommer hjem.

Vi får se....

I mellemtiden GOD FERIE til alle de der finder det ulejligheden værd at kigge forbi disse sider....

Hvorfor hjælper tro og religion ikke til en mere human verden med respekt for "næsten"?

2007-07-03T16:19:00.000+02:00

I øjeblikket kan vi ikke åbne vores avis uden at se artikler om terrorangreb i Storbritannien. Politiet har pt. anholdt otte personer hvoraf de tre er læger. Indtil for et års tid siden troede jeg at unge mennesker, der kunne begå terror, var samfundets tabere, unge mennesker der ikke kunne klare sig i det vestlige samfund, unge mennesker der begyndte at gå i moskeen for at finde fællesskaber og holdepunkter i tilværelsen, unge mennesker der blev fyldt med had til et samfund de ikke havde forudsætningerne for at begå sig i.

Allerede sidste sommers terrorangreb i Londons metro afslørede at virkeligheden så anderledes ud. En af terroristerne var en meget afholdt lærer! – og nu de tre læger der alle har vellønnede jobs i det i det britiske hospitalsvæsen, én af dem i en uddannelsesstilling. Hvordan kan højtuddannede læger, der formodes at ville slås for liv og smertelindring, transformere sig selv til massemordere? Hvor kommer al det had fra? Er det religiøst betinget? Er der andre forklaringer?

Jeg tror ikke på enkle forklaringer. Jeg har læst den fransk-marokkanske - humanistiske -forfatter Tahar Bel Jellouns bog om Islam, om Islams søjler, om den medmenneskelighed religionen indebærer, om dens sanselighed mm. Jeg tror mange muslimer i den vestlige verden kun har et ønske: at blive integreret i deres nye land, at skabe lykke og velstand for sig selv og deres børn. MEN … hos nogle fremelsker religionen også intolerance og ligefrem foragt for anderledes tænkende: Jeg ser omtalt i pressen mennesker der definerer sig selv først som muslimer og derefter som borgere i et samfund, mennesker der foragter vores demokrati (men næppe vores velfærdssamfund), mennesker der skyder folk af en anden tro fra sig, mennesker der understøtter et ”vi muslimer” og et ”de andre”, mennesker der søger en polarisering og måske endda konfrontation. De omtaler endda undertiden kristne som ”korsfarere” og tror altså at kristne – f.eks. i Irak eller Afghanistan - går i krig for deres religion…

Og nogle kristne er - på trods af de ti bud - ikke meget bedre. Jeg taler ikke om Middelalderens inkvisition eller korstog, ikke engang om Indre Mission. Jeg tænker på ganske almindelige præster og politikere i det danske samfund. Som tidligere nævnt på denne blog var jeg sidste år udsat for – ved en konfirmation i den danske folkekirke – at præsten fra prædikestolen omtalte Islam som ”byggende på en stor løgn” (i modsætning til Kristendommen, forstås!). Jeg blev forarget, for der var unge muslimer til stede i kirken for at fejre deres klassekammerater. Hvad betyder det for integrationen at de skal finde sig i sådan en svada om deres religion (som de i øvrigt deler med 1 ½ milliarder andre mennesker på denne jord)? Jeg klagede til biskoppen, men fik det svar at hun og provsten var enige om at præsten ikke var gået ud over sine beføjelser: man skulle forstå udtalelsen i den sammenhæng den indgik. Så må vi jo håbe at både de danske konfirmander og deres muslimske klassekammerater forstod den sammenhæng! I hvert fald vil jeg vove at påstå at såvel præst som øvrighed som repræsentanter for min religion ikke lettede integrationen og respekten for andre i denne sag og snarere tilskyndede til respektløshed og polarisering end tolerance og kristelig medmenneskelig forståelse.

Der er desværre masser af den slags eksempler i den danske folkekirke, tænk bare på fætrene i Dansk Folkeparti der af og til kommer til at ”kvaje sig” som partiledelsen kalder det. Store grupper både inden for kirken og det politiske establishment ser ikke et problem i at tale nedgørende om andre befolkningsgrupper og betegner folk, der som jeg gør indsigelser, nedladende med betegnelser om ”politisk korrekthed” og folk der ikke tør kalde ”en spade for en spade”.

Tilbage står problemerne som er fælles for de store monoteistiske religioner: en urimelig intolerance over for andre religioner. Måske ville verden være et fredeligere sted at leve i hvis vi alle var buddhister? – Jeg har længe haft lyst til at melde mig ud af folkekirken, men kvier mig alligevel ved det, hvorfor mon?

Dagens chok!

2007-06-29T10:37:00.000+02:00

Her til morgen slog jeg intetanende op i min avis. På forsiden stod der ”Skatteflugt til udlandet stoppes”. Denne overskrift dækker over at skatteministeren ønsker at ændre folks/pensionisters mulighed for at tage en ratepension med til Frankrig/Spanien og få den udbetalt med lokal skat. Fremover skal der betales dansk skat (typisk marginalskat) af disse pensioner.

Regitze og jeg har længe ønsket at købe et hus i Ardèche i Frankrig og flytte derned når jeg går på pension. Skatteflugt? Nej, ønsket om en anderledes og spændende 3. alder i et bedre klima.
Den nye ændring vil med et slag ændre vores muligheder, vores økonomi og fremtidsdrømme. Hvis vi vil fastholde vores ønske om at flytte til Frankrig, bliver det under helt andre vilkår. Er det rimeligt?

Vi har i mange år sparet op på en ratepension til vores alderdom – ud over vores pension som offentlig ansatte. Det blev vi faktisk opfordret til dengang vi begyndte på det. Det var godt for betalingsbalancen at vi ikke omsatte vores overskud i forbrug, men i opsparing.

Nu bliver vi omtalt som folk der ønsker ”skatteflugt”, men hvordan er sandheden?

Sandheden er at vi hele vores voksne liv har betalt meget i skat, og det vil vi blive ved med til vi går på pension. Den pension, jeg vil få udbetalt fra Magistrenes Pensionskasse, vil jeg fortsat betale skat af i Danmark når jeg får den udbetalt i Frankrig, og det samme vil gælde Regitzes pension. En lille del af vores penge har vi sat i en ratepension der ved udbetalingen skulle beskattes i Frankrig (med en noget lavere skatteprocent). I Frankrig skal man til gengæld betale en ikke ubetydelig sygeforsikring hvis man bor der fast (+ andre udgifter f.eks. i forbindelse med arvelovgivning).

Hvis vi bor i Frankrig, vil vi ikke ligge de danske offentlige kasser til last (selv om vi stadig betaler dansk skat). Vi vil selvfølgelig lade os behandle for sygdom i Frankrig (der som bekendt har et langt bedre sundhedssystem end vores). Da vi skal betale sygeforsikring i Frankrig, bliver der altså tale om en dobbeltbeskatning.

Det er ærgerligt, og det er simpelthen ikke rimeligt.

Sankt Hans... - noget er ikke som det plejer at være!

2007-06-25T18:33:00.000+02:00

Sankt Hans! - sand i skoene, heks på bålet, "Vi elsker vort land, men ved midsommer mest". Alt er som det plejer at være på stranden... eller er det?

Nej, noget mangler. Nu ved jeg hvad det er. STUDENTERNE der danser omkring bålet, de mangler, de er ikke sprunget ud endnu, de sidder og boger den, for de skal til eksamen mandag (og det skal jeg også).

Det er slet ikke rigtig sommer - og ferie - endnu...

3. del af vores Canadatur (Rocky Mountains!)

2007-06-21T10:15:00.000+02:00

Jeg har ikke været så flittig her på bloggen det sidste halve års tid...

;-)

Jeg har til gengæld lavet en flash med vores sidste billeder fra Canada sidate sommer - bl.a. fra Rocky Mountains.

Du kan se billederne her...

http://www.odel.dk/hjemmeside/images/Canada%202006_3del/index.html

2007-06-20T20:03:00.000+02:00

Regitze og jeg har tænkt os at tage på flodkrydstogt i sommerferien... på Volga! - Vi er meget spændte på det da det er første gang vi sådan er på grupperejse...

...og vi kan jo ikke løbe skrigende bort!

Se her:

http://www.besttravel.dk/index.asp?action=category&destid=139&intOpenID=55&catid=139&intOpenID2=139

Billeder fra sommerhuset 2007

2007-06-20T15:09:00.000+02:00

Jeg sidder og leger med at lægge billeder på Google. Prøv at se disse fra sommerhuset.

Der vil komme flere...

http://picasaweb.google.dk/peterodel/SommerHus2007

Ungdomshuset, en dansk virkelighed

2006-12-20T12:59:00.000+01:00

I disse dage flyder medierne over med kommentarer til begivenhederne ved Ungdomshuset på Nørrebro. Mange velmenende voksne mener (stadig) vi skal komme de unge autonome til hjælp, de er blevet ofre for en fejlslagen københavnsk politik. Jeg er enig for så vidt at jeg synes Københavns Kommune skal give penge til unge der ikke gider spille fodbold eller gå på diskotek - eller hvilke fritidsmuligheder kommunen i øvrigt tilbyder. Det er vigtigt at der også er plads til de lidt skæve, de lidt anderledes. Det er derfor helt mislykket at man forsøger at ”normalisere” Christiania. Det er nok svært at hjælpe de unge lige nu, men når der er faldet ro over vandene, bør kommunen i samarbejde med de unge (og det er vigtigt!) finde et andet hus på Nørrebro hvor de kan udfolde sig.

Alle parter bør erkende at Højesteret har talt: Ungdomshuset tilhører ”Faderhuset” (hvad enten man bryder sig om denne kristne sekt eller ej). Husejeren ønsker ikke at sælge. Der må derfor findes en anden løsning, det bør alle erkende.

Den private ejendomsret er en fundamental del af vores demokrati, og den ”dømmende magt” – retssystemet – er upartisk og står vagt over vores lovgivning som vi selv har udformet. Mange velmenende voksne prøver trods dette at finde en måde at ekspropriere huset på, at nulstille tidligere begåede fejl. Jeg synes det ville være grænseoverskridende og farligt hvis ”statsapparatet” fik mulighed for med et figenblad i lovgivningen at kunne sætte ”ejendomsretten” ud af kraft. Vil vi virkelig det? – Hvad vil perspektiverne ved en sådan mulighed være? hvad ville en Brixtofte kunne få ud af det?

I min generation er vi stolte af vores demokrati der har skabt fred i landet i flere generationer. Vi har lært at ræsonnere, at se (og forstå) en sag fra flere sider. Vi har arbejdet med mange konfliktløsningsmodeller. Det er sikkert også derfor så mange ønsker at forstå de unge på Nørrebro. Vi skal fastholde og udbygge vores folkestyre i stedet for at svække det når utilpassede grupper sætter det under pres. Det er i sådanne tider det for alvor skal stå sin prøve. Det skal vi vise de unge mennesker.

De virkelig skræmmende perspektiver ligger i at meget tyder på at flere og flere unge sætter spørgsmålstegn ved vores demokrati og dette demokratis evne til at løse konflikter og give dem et godt liv. Mange går med kniv i byen og har ikke tiltro til at politiet kan beskytte dem. Den hårde kernes konfliktløsningsmodel er den vi kender fra de islandske sagaer eller fra visse lande i Mellemøsten. Den største udfordring internt i den vestlige verden i de kommende årtier er derfor at genskabe og udbygge troen på vores styreform, at bibringe en forståelse for at samfundsopbygningen ikke kun er for de velstillede og veltilpassede borgere, så alle kan være stolte af den…

Canadabilleder igen igen...

2006-11-08T17:22:00.000+01:00

Jeg har lavet en lightudgave af vores mange billeder fra Canada. Dvs. af første del og af anden del. Tredje del afventer lidt endnu. (Rocky Mountains...).

Det nye er at jeg har lavet serierne i flash, så man kan se billederne enkeltvis eller som selvkørende serie...

Tid til vinimport!

2006-11-08T17:03:00.000+01:00

Sidst på året hjemtager jeg Anne og Pascal Guignets herlige beaujolaisvin til os selv, venner, familie, kolleger, kursister. Efterhånden er det blevet til en hel del vin, sådan et par paller, og den første lørdag i december har vi prøvesmagning og afhentning.

Det er en tradition gennem snart mange år og en rigtig hyggelig måde at hilse på folk på som man måske ikke ser så tit... Og desuden får vi selvfølgelig en særdeles saglig snak om årgangen - jeg glæder mig...

Så har jeg fået godkendt studietur til Frankrig igen...

2006-10-06T18:22:00.000+02:00

Jes og jeg laver studietur til Midtfrankrig ugen før påske 2007 for kursister på fransk a og b-niveau, og jeg har fået godkendt rejsen af min skole.

Vi kan ikke lade være med at arrangere disse ture igen og igen. Det plejer at være rigtig hyggeligt...

Vi har følgende ”søjler”: Bourges, Sancerre, La Borne, Loire-slotte.

Vi skal have kontakt med franskmændene, f.eks. har jeg tænkt mig at kontakte en byrådspolitiker (eller græsrod) i området. Loire er den sidste store rene flod i Frankrig, men mange virksomhedsinteresser står på spring for at bygge langs floden. I området er der derfor en betydelig grøn bevægelse. Det må være interessant for vores voksne kursister at høre om..

La Borne er en ældgammel kunsthåndværkerlandsby der også har skandinaviske forbindelser.

Sancerre giver sig selv: nogle af Frankrigs bedste – og meget specielle – vine. Især de hvide er kendte (og ganske dyre i DK), men også de røde er fortræffelige.

Hvad slotte angår: jeg kunne tænke mig at få en ”greve” til at vise rundt på et privat slot. Jeg ved selvfølgelig ikke om det kan lykkes, men jeg vil fare på med krum hals!

Vi skal osse have tid til at shoppe i Bourges’ smukke gamle bydel…

På hjemmesiden www.odel.dk/studietur2007/ kan I se nærmere...

Gamle kammerater fra gymnasiet...

2006-10-06T18:13:00.000+02:00

Det er utroligt hvad de tre år betyder! Jeg har jo lavet så meget siden...

Alligevel glæder jeg mig meget til at skulle til Holsted (Sydjylland) på weekend sammen med fire gamle klassekammerater. Efter få minutter falder vi ind i de gamle roller fra dengang mellem 1965 og 1968

Gør overskæg en forskel?

2006-09-22T14:33:00.000+02:00

"La moustache" har haft premiere og har fået rigtig gode anmeldelser.

I Berlingske Tidende skriver Mads Kastrup blandt andet at filmen er "en seværdig, ja, ligefrem foruroligende film" og at den "bringer uomgængeligt minder om David Lynch's mystik..." Afslutningsvis skriver han: "Man går fra filmen med fornemmelse af et stik i virkelighedsopfattelsen, hvilket er den egentlige bedrift".

Regitze og jeg må vist en tur til København og Grand...

At skrive i cyberspace for...?

2006-09-15T16:40:00.000+02:00

Jeg har udvidet mine faglige hjemmesider med debatfora og interaktive linksamlinger. Der har i den senere tid været et stigende antal besøgende (på hverdage nu typisk mellem 25 og 35). Jeg kunne egentlig godt tænke mig at komme i dialog med dem, hvem er de? Hvad kommer de efter? Finder de det de søger? Gad vide om jeg nogensinde får svar på det?

Det værste der kan ske, er at jeg må fjerne disse interaktive sider igen. Det er jo lidt pinagtigt at have sådan nogen liggende hvis ingen skriver på dem … andre end mig!

Øh...

Der er jo heller ikke mange der giver sig til kende her...

Vores første Canadabilleder er på nettet...

2006-09-01T17:38:00.000+02:00

Bare rolig! - jeg sad ude i en båd da jeg tog billedet, men bjørnen var så tæt på at jeg kunne lugte at den havde dårlig ånde!

Nu da vi har fået turen lidt på afstand, synes vi at det måske var den mest spændende sommerferie vi har haft. Ikke mindst de mange naturoplevelser sidder i kroppen... Vi må tilbage...

Efter at jeg havde slettet de dårlige billeder, var der 1200 tilbage (og lidt video forstås)!! - Jeg har sorteret dem og lægger en ultralight udgave på nettet.

I dag kommer 1. del (Vancouver, The Sunshine Coast, Vancouver Island), senere kommer en anden og en tredje del...

Elearning...

2006-08-25T15:22:00.000+02:00

Så er skoleåret i gang igen! – Vi har lige haft introuge med en ny 1. hf som jeg skal undervise i dansk. 25 unge mennesker mellem 16 og 24 år, og de ser søde ud! – Det skal nok blive hyggeligt, og vi skal selvfølgelig også tage os nogle kampe ind i mellem. Sådan må det være! Og så fortsætter jeg med mit enkeltfags franskhold på andet år om aftenen. Voksne mennesker, aldersmæssigt i den sidste del af deres aktive karriere (+ et par unge….). Det bliver også hyggeligt og forhåbentlig spændende og måske med en studietur til Frankrig til foråret…

MEN NOGET ER IKKE SOM DET PLEJER AT VÆRE!! Jeg skal kun af sted tirsdag og torsdag, resten af tiden er jeg hjemme. Det er jeg fordi jeg har sagt ja til at undervise i dansk elearning. Et hold der via computer skal tage en fuld danskeksamen fra efterårsferien til sommerferien. Nogle bor sandsynligvis i Lyngby, andre i Singapore…

Jeg er lidt tøvende over for hvad det er jeg har gang i, hvad jeg har sagt ja til! En hel danskeksamen på under den halve tid uden ”konfrontationstimer” (som det hedder) og udelukkende med skriftlig arbejde, og så efter en ny og meget anderledes undervisningsplan efter gymnasium- og hf-reformen. Men det skal jo nok gå, det plejer det jo… Gudskelov har jeg en kollega der har prøvet det her før…

Hvis nogen af jer vil vide hvad elearning er, er her en link til vores brochure…

Og så ved jeg i øvrig heller ikke om jeg kan holde ud at være så meget (alene) hjemme…

"Vi læser, så vi ved vi ikke er alene..."

2006-08-03T09:21:00.000+02:00

...sagde en af personerne i Richard Attenboroughs gribende film ”Shadowlands” som jeg genså i aftes. Senere husker hovedpersonen udtalelsen og tilføjer

”Vi elsker, så vi ved vi ikke er alene…”

I denne ferie er jeg så privilegeret at jeg både har rejst, oplevet og set… og nu har tid til at læse. I sommerhuset har vi ikke internet. Fjernsynet kan kun tage DR1 og TV2 med sne på (og så kan vi selvfølgelig se medbragte dvd’er, forstås… ). Regitze er på arbejde, og jeg er alene en stor del af dagen. Jeg kan ikke andet end læse (og lave havearbejde, god mental afveksling…).

De sidste par år har jeg i sommerferien læst en række af Jean Hougrons romaner fra Indokina i kolonitiden, en reminiscens fra min fascination af Vietnam der fik sin forløsning i min lange rejse i 2004. I sommer har jeg læst Leif Davidsens nye roman ”Den Ukendte Hustru”, (spændende og hurtigt læst) samt to erindringsbøger der er meget forskellige: Herbert Pundiks: ”Det er ikke nok at overleve” og Jørgen Leths: ”Det uperfekte Menneske”. Herbert Pundik er en skarp analytiker, et intelligensmenneske, et menneske der forstår at ræsonnere. Han virker sympatisk, men ikke egentlig morsom (men han har blik for anekdoter og bizarre hændelser). Til gengæld lærer man både meget om mennesket med den temmelig eventyrlige skæbne, om Mellemøsten (hvis logik jeg ellers ikke fatter meget af…) og om nyere dansk historie. På grund af sin evne til at se en sag fra flere sider er han trods jødisk baggrund meget troværdig i omtalen af araberne.

Jørgen Leth fik jeg lyst til at læse – ikke så meget på grund af den meget omtalte affære med den haitianske koks datter – men fordi jeg fornemmede et sansemenneske, et hudløst ærligt individ der tør stå ved handlinger eller holdninger der ikke altid er politisk korrekte, og som måske er smertefulde. Et menneske der tør, der tager chancer med sit liv, der lever sine sanser fuldt ud…

Jeg synes det er fascinerende at læse sådanne mennesker. I tilfældet Jørgen Leth må jeg indrømme at sanseligheden har en for høj pris. Han er en stor kunstner både med ord og med billeder, men hans evige rastløshed og ustadighed (negative konsekvenser af åbenhed og nysgerrighed) er livet igennem et kæmpe problem for ham selv og får ham til at træde rigtig meget på mennesker der holder af ham: kvinderne… - og hans børn, kan han være et fast voksent holdepunkt for dem? (det sidste skriver han ikke rigtig om.) Når sanseligheden bliver for stærk, kan den opleves som svaghed, man bliver et viljeløst offer. Jørgen Leth gennemgår alvorlige personlige kriser og depressioner. Selv som midaldrende ved han ikke rigtig hvad han vil med sit liv. Han fremstår ikke som et dumt svin, og han kan sagtens gennemskue sammenhænge. Alligevel roder han sig ud i affærer der helt indlysende vil ende med at han gør andre (og sig selv) ondt. Så er det en fattig trøst at smerten og lykken er hinandens bestemmende forudsætning.

Jørgen Leth skriver at hans første inspiration til Haiti var Graham Greenes roman ”Maskespillet” (”The Comedians”) og taler om ”den surrealistiske horrorstemning der fremmanes i den”. Den bog må jeg læse! Biblioteket venter! - Jeg kommer til at tænke på at en anden bog af denne pragtfulde forfatter ”The Quiet American” - som var en af mine hovedinspirationskilder til min fascination af Vietnam. Greene kan om nogen fremmane eksotiske miljøer, spænding, mystik, kynisme, erotik… - og så er han meget, meget morsom! ”The Quiet American” er i øvrigt for relativ nylig filmatiseret med en meget vital Michael Caine i hovedrollen som en desillusioneret og kynisk journalist bevægende sig rundt i Saigon i særdeles autentiske sydøstasiatiske halvtredseromgivelser… Se den film, den gør noget ved dig… - jeg måtte rejse ud og se de gamle hoteller og byerne (Saigon, Hoi An) hvor filmen var optaget!

Her kommer fjerde (og sidste) rejsebrev fra Canada

2006-07-16T00:20:00.000+02:00

Hermed følger sidste rejsebrev fra Canada...

http://odel.dk/artikler/Rejsebrev4fraCanada2006.doc

Rejsebrev 3 fra Canada

2006-07-10T23:02:00.000+02:00

Her kommer rejsebrev 3

Jeg er pt. i Banff, Rocky Mountains

http://odel.dk/artikler/Rejsebrev3fraCanada2006.doc

To rejsebreve fra Canada

2006-07-02T21:15:00.000+02:00

Jeg har skrevet et par rejsebreve med med indtryk og billeder fra den første uge af vores rejse

http://odel.dk/artikler/Rejsebrev1fraCanada2006.doc
http://odel.dk/artikler/Rejsebrev2fraCanada2006.doc

Opdateret... linkene bør virke nu...

Jeg har sommerferie!

2006-06-24T12:22:00.000+02:00

Det er rigtigt! - Efter en afsindig måned med to klasser til eksamen og censorater på fire skoler, og Magnus der blev student, er det nu ganske vist: JEG HAR SOMMERFERIE!!!

I morgen flyver vi til Vancouver, det virker helt surrealistisk, jeg har ikke nået at få sjælen med... men alt skulle være i orden. Magnus passer på vores hus, Jesper, Esther og Marianne + baby har lånt sommerhuset.

Måske skriver jeg lidt derovre fra nogle netcaféer, ellers... GOD SOMMER til alle der kigger her forbi...

Magnus blev student i dag!

2006-06-19T17:08:00.000+02:00

Så lykkedes det! - Magnus, den sidste hjemmeboende sluttede af med 9 i historie...

Tyrkiet... - og europæisk hykleri

2006-06-16T19:14:00.000+02:00

I dag taler EU's regeringsledere igen om Tyrkiet og optagelsesforhandlinger med EU. Også i dag har Tyrkiet overvejet at rejse tiltale med et stort antal kurdiske borgmestre der ”glemte” at gå kommandovejen, men henvendte sig direkte til den danske statsminister i en sag om en kurdisk radiostation der sender fra Danmark. Det risikerer de nu op til 8 års fængsel for.

Jeg synes EU optræder hyklerisk over for Tyrkiet. Det er indlysende at tyrkerne ikke kan blive medlemmer af EU. Alt for mange europæere er modstandere af det projekt. Landet er for anderledes, for fattigt og for stort. I flere af de store lande vil sagen blive sendt til folkeafstemning. Resultatet af denne folkeafstemning – f.eks. i Frankrig – kan der ikke herske megen tvivl om. Det ved politikerne!

Hvorfor siger vi ikke til tyrkerne med det samme: Ærlig talt gode venner, I kan ikke blive medlemmer af EU, men vi kan lave en masse begunstigede handelsaftaler med jer, aftaler om militært samarbejde, og i det hele taget samarbejde på en lang række måder hvor det er ønskeligt og lad-sig-gørligt. For min skyld kan vi godt forære dem nogle fordele og udviklingsstøtte som kompensation for alle de år hvor vi har holdt dem hen...

I øjeblikket forlanger vi af tyrkerne at de på en række områder skal ”leve op til europæiske standarder” (og det er ikke Berlusconi-standarder vi her taler om!). Men hvorfor skal de egentlig det? Hvorfor skal de være som os? De er jo ikke som os, de er jo faktisk ret forskellige fra os. Det synes de også selv. Selv mange tyrkiske familier der har boet generationer i Danmark, synes det. De vil gerne leve i deres egen kulturkreds, og kun de færreste tyrkiske børn bliver gift med danskere. De er jo ikke udelt glade for vores samfundsmønstre, ligesom vi f.eks. ikke er begejstrede for deres herskende kvindesyn. (Man kunne forestille sig europæernes opstandelse over en tyrkisk eu-kommisær for familieanliggender!)

Jeg synes vi skal være gode naboer. Så kan tyrkerne leve som de gerne vil, og vi kan leve som vi vil. Vi kan rejse på besøg i deres smukke land som turister, ja vi kan købe sommerhuse i deres land, og de kan få aftaler om midlertidige arbejds- og opholdstilladelser på områder hvor vi mangler arbejdskraft (f.eks. bygningshåndværkere). Vi kunne hjælpe dem med deres uddannelsessystem, så de kan få opkvalificeret den meget store og tilbagestående landbefolknings uddannelsesniveau.

For et par år siden var jeg på en længere rejse i Vietnam, et land der er langt fattigere end Tyrkiet. Ikke desto mindre er der kun en lille procentdel analfabeter, og vietnameserne er verdensmestre i at få f.eks. japanere til at sponsorere folkeskoler, inventar, bøger mv. overalt i landet. Kunne europæerne hjælpe tyrkerne på samme måde med massive hjælpeprogrammer som tyrkerne selvfølgelig selv styrer? Kan vi på sigt lave en samarbejdsaftale med Tyrkiet som kunne tjene som model for andre lande der gerne vil have del i den europæiske rigdom?

"Børnemiddag" på Sandet...

2006-06-08T19:01:00.000+02:00

Vi har været nogle dage på landet... - uden kontakt med Nettet!! - jeg overlevede...

Vi prøver at lave en månedlig hyggemiddag med alle børnene + kærester. Dennegang havde vi en rigtig hyggelig dag og aften på Sandet. Vi manglede bare Sara der stadig er i Dublin...

Se billederne...

Biskoppen har svaret mig!

2006-05-30T18:32:00.000+02:00

Ja, det vil sige hun har modtaget mit brev af 9. maj og vil undersøge sagen nærmere...

Indsigelser til det offentlige tager jo sin tid...

Da Vinci - øh mysteriet

2006-05-24T18:23:00.000+02:00

Jeg er den eneste i vores familie der ikke gider læse Dan Browns bøger. Alle andre er vildt optaget af dem, undertiden bliver jeg koblet af ved middagsbordet, men jeg giiider altså ikke læse de bøger. Jeg bliver ikke fanget af hellige graler eller om hvorvidt Jesus blev gift med Maria Magdalene eller ej… - Eller har jeg misforstået noget?

Kristian sørgede for premierebilletter til filmen. Det bedste var at Regitze og jeg hyggede os på en café inden filmen med ham og en masse af hans kollegievenner, for filmen fangede mig slet ikke, og jeg kedede mig bravt.

Jeg tror problemet ligger i manuskriptet der sætter sig mellem to stole (kan et manuskript det?). Personerne snakkede, nej taaalte, taaalte og taaalte. Nogen af dem spurgte, og andre blev ved med at kunne komme med nogle meeget lange og kloge svar uden forberedelse eller uden at slå noget op. Indholdet var så lommefilosofisk og indviklet at jeg hurtigt stod af…

Instruktøren har sagt at man skal se filmen som underholdning og ikke som et religiøst partsindlæg. Men filmen vil alligevel begge dele. Problemet er så at al den snak går ud over filmens tempo. Filmen går i stå, der sker ikke nok, underholdningsværdien går fløjten, den er simpelthen gab. Det har instruktøren åbenbart været klar over, for han sovser den ind i massiv lyd… det hjælper bare ikke - selv om det selvfølgelig forhindrer én i at falde i søvn…

Hvad så med Tom Hanks? – Jeg kan ikke se den mand uden at tænke på ”Søvnløs i Seattle”… Og da jeg så den, tænkte jeg hele tiden på Forrest Gump… Tjah... - han fænger bare ikke her, man er simpelthen ligeglad med hvordan det går ham…

Hvad med Audrey Tautou da? Hun er jo en skuespiller der kan det hele, tidens måske største stjerne. Åh Amélie… - smuk, sjov, sjælfuld, fræk… Hun bliver i det meste af filmen gemt i halvmørke, og det mest opsigtsvækkende ved hendes rolle er hendes mildest talt alternative engelske udtale…

I går var jeg inde at se ”Caché” (”Skjult”), og se, det er jo en helt anden historie…

Jeg fik hende, gjorde jeg...

2006-05-16T19:35:00.000+02:00

Min skønne, dejlige, unge kone har tilbragt det meste af eftermiddagen vandret på sofaen i stuen, så'n med snuden akkurat liiige oppe over det uldne tæppe. Hun har været tidlig oppe på arbejde, og så har hun arbejdet så hårdt i sommerhuset heeeele weekenden, siger hun.

Lige før fik jeg hende med megen besvær hen å' lade sig bespise på Café Vivaldi, men allerede på vejen hjem (det tager fem minutter) begyndte hun igen at fable om sofaen og det uldne tæppe! Nu ligger hun der...!

Arbejde hele weekenden! - som I kan se ovenfor, er det i høj grad en sandhed med modifikationer. Hvis hun ser billedet, vil hun selvfølgelig påstå at det er udtryk for ondsindet bagvaskelse og er taget på 1/1000 sekund...

Jeg er godt gammeldags forarget…

2006-05-10T17:21:00.000+02:00

I søndags var jeg som så mange andre danskere til konfirmation i Den Danske Folkekirke. Præsten benyttede lejligheden til fra prædikestolen at belære menigheden om at ”islam bygger på én stor løgn”, at konfirmanderne skal ”respektere deres muslimske klassekammerater som mennesker, men ikke som muslimer” med mere af samme skuffe. Hele prædikenen havde undertonen af at Danmark er et kristent land, og at indvandrerne var en slags allerhøjst tålte, andenrangs borgere. Langt hen ad vejen en tale der ville gøre sig på Dansk Folkepartis årsmøde…

Men… er det Folkekirkens opgave at indskærpe konfirmander politiske holdninger af den kaliber? – Og hvad med de muslimske klassekammerater der var gæster i kirken til deres kammeraters store dag? - Skal de finde sig i at deres religion bliver nedgjort på den måde? Hvad hjælper det integrationen i fremtiden at unge bliver opdraget med sådanne unuancerede holdninger? Har folkekirken ikke et medansvar for at formidle forståelse og bygge bro mellem kulturer?

Jeg har klaget til biskoppen i Helsingør Stift, spændende hvad hun svarer mig…

Dovenskab er godt mod stress...

2006-05-07T10:45:00.000+02:00

Hvad jeg længe har haft på fornemmelsen, har vist sig at være ganske vist:

En dosis dovenskab er god medicin mod stress. siger stressforskeren Thomas Milsted, der er leder af Center for Stress, til NORDJYSKE Stiftstidende.
- Problemet er bare, at vi ser dovenskab og pauser i arbejdstiden som uintelligent. Så afstressning er kulturelt imod os, siger Thomas Milsted.
I dag er over 44 procent stressede med mellemrum, viser tal fra Statens Institut for Folkesundhed.
- Dovenskab aktiverer nogle stoffer, der modvirker stress. Pulsen kommer ned, og hjertebanken og blodtrykket falder, når man dovner, siger Thomas Milsted.

Jeg går lige ind og tager en slapper…

bryllupsdag...

2006-05-06T16:08:00.000+02:00

sol og varme
brunch
lørdagsjazz
Madam Spruncks gård
hm...

Juhu!

2006-05-04T21:26:00.000+02:00

solen skinner, og det er dejlig vaaaarmt
bøgen er begyndt at springe ud i skovene omkring Helsingør
der er flag på busserne
der er lys i vinduerne
for det er jo 4. maj og min fødselsdag...

Dublinbilleder på nettet...

2006-05-03T16:26:00.000+02:00

Så er billederne fra Regitzes og mit påskebesøg i Dublin hos Sara på nettet... - i en pixiudgave ...

Jeg er stået op!

2006-05-02T15:48:00.000+02:00

Slaget er tabt, ikke flere servicerende, medfølende dialoger i denne omgang à la

- gider du lave mig en kop kaffe, skat?
- Tror du, du kan tåle det i din mave?

Hverdagen trænger sig på, man må tage en chance med sit liv, eller som gode, gamle Kierkegaard udtrykte det

At vove er at miste fodfæstet for en stund -- ikke at vove er at miste sig selv.

Syg... på den gode måde!

2006-05-02T10:59:00.000+02:00

Jeg har været syg et par dage, ikke sjovt!

I dag forholder det sig lidt anderledes. Når jeg ligger i min seng, har jeg det ok. Hvis jeg står op, er jeg svimmel og skynder mig i seng igen. Det vil sige… jeg har endnu ikke gjort forsøget, men er sikker på det forholder sig på den måde. Der er jo ingen grund til at løbe nogen risici!

Jeg ligger derfor nu med to hovedpuder i min seng og skriver med lad ynde på min bærbare. Skype og Messenger er slået til, så jeg kan nås hvis nogen i min nære omkreds skulle få den ide at spørge til mit helbred, men mobilen er lukket. Tænk, hvis én fra mit arbejde skulle finde på at ringe…

Egentlig er det ikke så tosset, det her. Det er legitimt at lade sig opvarte, og ens omgivelser kommer med bekymrede forespørgsler til helbredet. Så svarer jeg henholdende, for jeg er jo ikke helt sikker på endnu at det går den rigtige vej…

Globaliseringen... på godt og ondt!

2006-04-30T21:48:00.000+02:00

I mange år er vi vænnet til at se globaliseringen som en styrke og en berigelse. Det at vi kunne rejse jorden rundt på få timer, gav uanede oplevelsesmuligheder. Kulturmøder åbnede døre, man lod sig inspirere, disse møder skabte dynamik både personligt og i samhandel. Vi lod os fascinere af livsstilen hos fjerne folkeslag og erstattede medisterpølsen med sushi eller falafel. Vi lyttede til reggae eller U2 mere end Bamses Venner og kendte Los Angeles væsentlig bedre end Valby. Vi syntes det var fedt når vores børn kunne møde andre unge ved at rejse et år rundt i Australien eller New Zealand.

Hvad vi i alle årene snakkede mindre om, var at folk fra tilbagestående egne søgte mod os. Mange flygtede fra fattigdom og undertrykkelse i lande som Palæstina, Irak, Afghanistan eller Somalia. Lige pludselig udgjorde de 10 % af befolkningen i vores land! - Har vi nogensinde haft en debat om vi ville det? … I mange år gav vi dem ikke rigtig en chance i det danske samfund, men betalte dem for at lave ingenting eller for at lave det arbejde vi ikke selv gad beskæftige os med. Vi undrede os når deres unge kastede sten mod politiet i Vollsmose, hvad gjorde de det for, når de nu var flygtet for vold og krig i deres hjemlande. Lige pludselig opdagede vi at de havde lavet parallelsamfund til vores med helt andre regler for hensigtsmæssig opførsel. De havde et andet syn på velfærdssamfundets ydelser, på betydningen af uddannelse, på samliv, på menneskerettigheder, på børneopdragelse. Ja, på helt centrale områder i liv og dagligdag.

Efter ikke at have gjort noget i over 20 år opfattede vi leverpostejfarvede danskere pludselig disse mennesker for en trussel mod vores demokrati og samfundsmodel. Det skulle der en muhammedkrise af gigantiske dimensioner eller billeder af brændende biler i parisiske forstæder til før vi for alvor forstod.

I snart mange år har jeg ydet mit lille bidrag ved at forsøge at medvirke til at få unge ”etniske” gennem vores uddannelsessystem. Undertiden har jeg været vidne til uhyrligheder når piger mellem 1. og 2. hf mod deres vilje blev bortgiftet i sommerferien med en fra hjemlandet. Resultatet var typisk at de ikke fik en uddannelse, men blev fødemaskiner i stedet - og i øvrigt skulle forsørge og servicere ægtefællen der ikke havde store muligheder for at få job i det danske samfund og tit ikke gad sætte sig på skolebænken. Resultatet var oftest Backgammon og arabisk tv i alle døgnets lyse timer til fyren. Blevask, madlavning, servicering og rengøringsjob (om natten) til pigen.

Selv om det ikke altid lykkes, glæder jeg mig over hvor mange af de unge der gerne vil have en uddannelse. Jeg bliver rigtig glad når vi – undertiden - får en solstrålehistorie. Jeg glædede mig sammen med de unge piger da 24 års reglen kom. Den var måske ikke særlig elegant og ramte undertiden forkert… Men nu kunne nogle af ”mine unge” få lov at få deres uddannelse i fred og fik et godt argument over for familien - der igen fik et godt argument mod arrangeret ægteskab over for familien i oprindelseslandet, så de ikke tabte ansigt…

Det var svært at forstå at der ikke var bred politisk opbakning til loven. Efter så mange år med kæmpe problemer var politikerne fortsat ikke klar til at gøre noget effektivt! Positivt er det at der synes at være bevægelse i Det radikale Venstre hvis naive indvandrerpolitik indtil nu har sikret en superstrammerpolitik fra regeringen inspireret af Dansk Folkeparti. Tak til Naser Khader! Interessant er det også at andre europæiske lande, der kritiserede Danmark for 24-års reglen, selv nu overvejer lignende tiltag…

Kinesiske kvinder vokser ud af bh'en

2006-04-26T16:30:00.000+02:00

I går kunne man læse følgende overraskende historie i Politiken:

”Kinesiske kvinder vokser ud af bh'en”

Artiklen meddeler den forbavsede læser at kinesiske kvinder har fået større bryster - hvis man skal tro undertøjsproducenterne. Det seneste år har flere undertøjsproducenter nemlig oplevet en øget efterspørgsel på store bh-størrelser, skriver avisen Shanghai Daily:

»Engang lavede vi kun A og B -skåle på mange af vores bh-typer, men nu er der kommet stor fokus omkring C-skåle - især i store byer som Beijing og Shanghai«

siger Feng Wei, der er talskvinde for det taiwanske undertøjsmærke Ordifen, til Shanghai Daily. Zhang Jing, der er sælger hos Triumph, er forundret over, at så mange kvinder under 20 år har behov for en bh med en C, D eller E-skål:

»Det er så forskelligt fra før, hvor de fleste unge kvinder brugte en A eller B-skål. Man ville aldrig forvente, at disse tynde kvinder har en så flot krop, uden at den er af plastik«

Det er dog ikke kun undertøjsproducenterne, der har lagt mærke til de kinesiske kvinders øgede brystmål. I sidste uge udgav Instituttet for Tøjteknologi i Beijing en rapport, der viste, at den gennemsnitlige omkreds af de kinesiske kvinders brystkasse er blevet en centimeter større siden starten af 1990'erne. Det gennemsnitlige mål er på 83,53 centimeter. Det øgede brystmål skyldes angiveligt, at kvinderne er begyndt at spise mere nærende kost, og at kvinderne i større grad deltager i sport.

Der foreligger ingen oplysninger om hvorvidt samme fænomen kan iagttages på vore breddegrader. Artiklen meddeler heller ikke hvilken indflydelse ”den mere nærende kost” har på mænd…

”Match Point”

2006-04-21T12:18:00.000+02:00

Egentlig er jeg ikke vild med Woody Allen. For meget selvoptaget, navlebeskuende, hypokondrisk halvintellektuelt snakkeri, og jeg er mere til drama end til komedie. Men jeg må indrømme at han er en fantastisk filmskaber. Han har skabt filmscener der i deres ironi, vid, følsomhed osv. er klassiske og er gået over i filmhistorien. Hvorfor laver den mand ikke kortfilm? 1 1/2 time i selskab med ham er ulideligt...

Nu har han lavet en ny film ”Match Point” der bliver anmeldt i dag, og den må jeg se! Woody Allen har forladt det trygge Manhattan og er taget til England hvor han ifølge Ebbe Iversen i Berlingeren har skabt en ”moralsk, social og erotisk thriller”. I den kvindelige hovedrolle ses over for irske Jonathan Rhys-Meyer halvt danske Scarlett Johansson som Iversen mener ”nærmest damper af på én gang doven og farlig sensualitet”. Det tvivler jeg ikke på. Jeg har set hende i tidligere film nærmest brænde gennem lærredet på trods af sin meget unge alder. Hun bliver én af Hollywoods største stjerner. Gad vide om vi også får hende at se i danske film?

"Match Point" er nu tydeligvis ingen Hollywood-produktion, for som Iversen skriver:

”flere af personerne ryger cigaretter uden at være sindssyge eller kriminelle, og i øvrigt er det snarere dialogen end billederne, der bærer den
psykologisk solidt funderede historie”

God påske!

2006-04-13T13:45:00.000+02:00

Om lidt tager vi op i vores sommerhus i Tibirke Sand hvor der ikke er internet.

Derfor... god påske til alle!

Ma'am

2006-04-13T13:29:00.000+02:00

Irerne kaldte Regitze for ma’am. Jeg synes egentlig det klæder hende, så nu kalder jeg hende også for ma’am.

Der er bare det ved det at lige før sendte hun mig det der blik, som om hun var ved at udstede en fatwa i mod mig, så nu…

Antisocial behavour

2006-04-13T13:24:00.000+02:00

Forleden dag var vi i Wicklow Mountains ved et vandfald. Ved indgangen stod at the visitors var kindly asked til ikke at udvise antisocial behaviour. Vi diskuterede lidt hvordan man udviser social henholdsvis antisocial behaviour ved et vandfald…

Det blev vi mindet om da vi i går kom hjem til Strandgade. Vores trappesten og lille bed foran huset var fyldt med halve pizzaæsker, en ølflaske, en masse papir (og det der er værre), og det til trods for der står en affaldsdims på gaden mindre end 50 meter væk…

Lidt forstemmende… - alligevel gider vi ikke have forbudsskilte på Strandgade…

Oscar Wilde

2006-04-11T12:26:00.000+02:00

Vi har set en statue af én af øens kendteste sønner, forfatteren Oscar Wilde i lettere henslængt positur. Jeg husker ham fra gymnasiet som en af de lidt sjovere forfattere at læse blandt ældre, engelsksprogede tekster.

Ved statuen er der en række af hans små ”bons mots”. Et af dem lyder:

”Jeg kan modstå alt, undtagen fristelser”

I grunden ret sympatisk og livsbekræftende…

Så er vi i Dublin...

2006-04-08T11:07:00.000+02:00

Eller rettere i Booterstown lige syd for byen. Sara arbejder på St Helens SAS Radisson Hotel indrettet i en gammel herregård. Hun har passende fået os installeret i deres bedste suite "The cherry suite" - soveværelse og dagligstue/spisestue med kæmpe balkon med udsigt over Herregårdens hovedbygning, park, Wicklow Mountains og… havet.

Her er gratis bredbånd, og jeg ligger pt. med lad ynde og skriver på min bærbare i min seng, omgivet af en kop selvlavet nescafé, to småkager og en indpakket kvadratchokolade mens min skønne kone pusler i badet…

Lidt senere…

Vi har været nede for at spise morgenmad. Irland har ingen farlige dyr, Dublin er rimelig sikker om natten. Kolesterol synes at udgøre den største fare…

Irland...

2006-04-06T16:18:00.000+02:00

Så sker det endelig! - Vi skal rejse, og det er i morgen, og jeg skal meeeeget tidlig op...

Vi skal til DUBLIN. Bliver det sjovest at pubcrawle i Temple Bar eller at vandre i Wicklow Mountains?

Katie Melua

2006-04-06T16:13:00.000+02:00

Jeg indrømmer det! – jeg kan slet ikke stå for hverken hende eller hendes stemme (og ja, jeg kan også lide Nora Jones). Jeg nåede selvfølgelig ikke at få billetter til den udsolgte koncert i Falkonercentret den 26. marts. Heldigvis fik jeg hende optaget på dvd ved julekoncerterne sendt i Danmarks Radio, og jeg har begge hendes plader som jeg lytter en del til på min Ipod (ups endnu en elektronisk dims!).

Jeg blev lidt bekymret da jeg i dag avisen kunne læse om samme Melua at

”hun har kapret tilhængere i alle aldre, måske er især de lidt mere modne
mennesker, der ikke lige orker P3, The Voice eller plagsom heavy guitar i
døgndrift, gode kunder i Meluas naturkostforretning.”

Jeg elsker at rejse...

2006-03-31T10:30:00.000+02:00

Jeg får lyst til at citere Benny Andersen:

”… i syden gør man alt for åbent tæppe
Elsker, skændes, lever, fløjter, dør
Rigtigt
Det er medfødt
I norden har man snue kræft misundelse
I norden går man uden om pytterne
Uden om statuerne
Uden om hinanden…”

Er græsset altid lidt grønnere i naboens have?

I påsken skal vi til Dublin hvor Sara bor for tiden. Der giver folk drinks på værtshusene, og der går får på vejene. Der er det grønt og ikke gråt. Jeg glæææææder mig.

Til sommer skal Regitze og jeg til Vancouver og Rocky Mountains, whaw… - med al respekt for Yding Skovhøj….

Men tag ikke fejl! – jeg elsker Danmark, Helsingør, Strandgade og Regitze… Og hvem siger at man skal riverrafte i British Colombia, når man kan leje en kano en time på Mølleåen? (suk!)

Age before beauty!

2006-03-29T19:40:00.000+02:00

I dag da jeg skulle ind i én af mine klasser, åbnede en pige med store armbevægelser og et strålende smil døren for mig og forkyndte:

”Age before beauty”...

Lidt frækt, ikke? – Alligevel blev jeg lidt glad. Hvorfor gjorde jeg mon det?

Baselitz... og Brassaï

2006-03-29T01:02:00.000+02:00

Vi har været på Louisiana lokket af forskræp om Baselitz, en af ”det 20. århundredes betydeligste tyske kunstnere”. Jeg synes at billederne var uappetitlige, afskårne lemmer, syge farver. Det originale bestod måske i at mange af billederne var vendt på hovedet?

Hvad er kunst? – det er måske også at bevæge folk væk fra ligegladheden, få dem til at føle sig utilpasse - for at de derefter rigtig vil kunne nyde glæden?

Sådan virkede det på mig da jeg efterfølgende så den ungarnskfødte pariserfotograf Brassaï:

natfotografier fra parisiske arbejderkvarterer med ludere og lommetyve, regnvåde brosten under gadelamper. Barske, men stemningsmættede og i en sær forstand livsbekræftende. Hvor er det længe siden jeg har set sådan en rigtig god 60’er film noir fra Paris, Melville og Alain Delon.

Brassaï er blevet spurgt hvorfor han kun fotograferer om natten. Han svarede (citeret efter hukommelsen):

om dagen er der alt for mange skarpe detaljer. Om natten ligger to tredjedele hen i skygge, beskueren kan kun ane og må digte sig til resten…

Jeg har glemt at fortælle hvad hun hedder!

2006-03-27T17:08:00.000+02:00

Jeg har glemt at fortælle at den skønne hedder Qtek 9100, og at hun ser sådan her ud…

Min nye kærlighed er på nettet!

2006-03-27T16:43:00.000+02:00

Jeg har set hende på nettet! – hun er fotograferet både forfra, bagfra og lukket op. Hun er næsten endnu smukkere på disse billeder end i virkeligheden. Der er flere andre – især mænd – der diskuterer hende ivrigt. Det skal de ikke, for hun er min, og jeg bliver meget vred hvis de taler dårligt om hende. I mit hoved er hun ufejlbarlig selv om jeg aldrig har haft hende mellem fingrene…

Jeg er blevet forelsket i en dims...

2006-03-26T21:42:00.000+02:00

Ja, altså sådan en elektronisk én. Jeg synes hun er dejlig, rund og buttet og så med et tastatur lige til at spille på. Egentlig har jeg ikke brug for hende, for jeg har masser andre tangenter at spille på… - På den anden side, man må vel have lov at flirte!

Hvordan kan det være at jeg aldrig bliver klogere? Mine ben styrer mig hen til Telia-forretningen i Stengade hvor jeg har set dejligheden gennem vinduet. Mine ben har flere gange styret lige mod indgangen, bare for at få hende demonstreret. Det er der da ikke noget galt i, vel? – Det er nu alligevel indtil nu i sidste øjeblik lykkedes min hjerne at navigere forbi og hen til Føtex hvor jeg skal købe ind…

Jeg tør ikke sige det til Regitze, men egentlig tror jeg hun ville kunne forstå mine ben. Hun har selv meget svært ved at forhindre sine ben i at gå ind i Noa Noa selv om hun bestemt gør sit bedste…

Hej Blog...

2006-03-24T14:08:00.000+01:00

Hej
Jeg har altid været god til at føre dagbog.... - sådan i otte dage. jeg er ret spændt på hvordan du og jeg kan sammen...