26.1.09

Rejsebrev 4 og flere fotoserier undervejs...

Vi er nu hjemme igen, men jeg er ved at skrive et rejsebrev om en fyr vi mødte i Cambodia - og har også lidt flere billeder...

23.1.09

Rejsebrev 3: "Jeg vil have et bedre liv..."

Vores lange rejse synger på sidste vers. Vi har rejst gennem Vietnam fra nord til syd med afstikker ind i Laos og er nu i Cambodia. Vi har fløjet indenrigs som var det bussen vi tog, vi har kørt med tog, og vi har ikke mindst sejlet. Vi har set fantastiske bjerge, vandfald, rismarker, øer, søer, floder, byer, arkitektur og museer. Vi har mødt en familie med to voksne og tre børn på en cykel og set en knallert med tre levende grise spændt bag på. Vi har mødt blændende farver, eventyrlige dufte, støv, mudder og ubeskrivelig stank. Vi har set smukke mennesker i vidunderlige klædninger og har mødt den værste, menneskelige fornedrelse. Og det er ikke mindst i mødet med mennesker at vores rejse for alvor er blevet sat i perspektiv - i mødet med andre livsvilkår og erfaringer. Jeg har valgt at ville fortælle om tre skæbner fra henholdsvis Vietnam, Laos og Cambodia. I dette rejsebrev vil jeg fortælle jer om Ta Maj fra Sapa i Vietnam…

”Jeg vil have et bedre liv”, sagde Ta Maj til os for over 3 uger siden. Ta Maj var vores guide i nogle dage omkring Sapa ved den kinesiske grænse. Hun modtog os på Lao Cais jernbanestation. Der stod hun i sit smukke hjemmelavede, farverige, broderede ”Røde Dzao”-tøj og viftede med et skilt hvorpå der stod ”Jytte Rasmussen” i den mørke, tågede morgen. Problemet var at der var ikke nogen Jytte Rasmussen med toget, og ingen der skiltede med vores navne. Heldigvis stod der også ”Indochina Adventures” på hendes skilt, og det er netop det firma der er teknisk arrangør af den del af vores rejse der er foregået i Vietnam. Vi henvendte os til hende, og hun sørgede i en håndevending for at vi fik morgenmad på en lokal café mens hun udredte trådene. Hun var både en kompetent og vidende guide der kunne åbne døre for os ikke mindst på baggrund af sin egen herkomst som tilhørende en af det nordvestlige Vietnams minoriteter og stammefolk. Samtidig fik hun hurtigt tillid til os, og det varede ikke længe før hun gik rundt med Regitze under armen...

Hun er 20 år med et barn på 15 måneder, ”og der skal gå mindst 7, 8 år før jeg skal have flere børn, jeg vil have en uddannelse”. Hun er en lille, smilende spirrevip. Når hun går sammen med Regitze, ligner hun et lille barn der kun når Regitze til skuldrene. Hun er vokset op i en ”Rød Dzao”-landsby i området. Som 6-årig havde hun ansvar for familiens vandbøffel mens hun gik med en lillesøster på ryggen. Da vi en dag på trekking går forbi nogle bøfler, siger hun: ”Den bøffel er syg, prøv at se dens hud der på skulderen, sådan må den ikke se ud…” Hun fortæller os om de indfødtes værktøj, om plantefarver - indigo f.eks. der ligger i spande med vand i flere dage hvorefter farven pludselig trækkes ud. Hun har tydeligt ikke meget respekt for de hmong-kvinder der følger efter os og prøver at sælge til os. ”Jeg vil introducere jer for en hmongfamilie hvor I kan købe til fornuftige priser hvis I har lyst, ingen tvang”, siger hun.

Hun fortæller videre om sin barndom. ”I vores landsby begyndte der at komme turister, jeg var lidt bange for dem, de var så kraftige og store. En dag kom en kæmpestor mand gående med et stort kamera på maven”, siger hun og nikker over mod mig. ”Jeg blev så forskrækket at jeg tabte min lillesøster og løb grædende ind i hytten til min mor - uden at samle hende op”, husker hun. ”Den fremmede samlede hende op og kom ind i hytten med hende. Så jeg forstod at store, fremmede mænd med kameraer ikke er så farlige”, siger hun og smiler til mig. ”Da jeg blev lidt større, begyndte jeg at snakke med turisterne, det er sådan jeg har lært engelsk”. ”Jeg var heldig at komme i skole, men der lærte jeg ikke engelsk. Lærerne har travlt med at lære minoritetsbørnene om ernæring, at forstå vietnamesisk og kunne regne. Mange forældre tager deres børn ud af skolen igen fordi de ikke kan se nytten i skolegang og især ikke forstår hvorfor vi skal lære at tale vietnamesisk, de har brug for børnenes arbejdskraft i marken”.

Da Ta Maj var 15 år, tog hun ind til Sapa bag på en vens motorcykel. ”Jeg ville fortsætte min skolegang og lære at skrive engelsk, så jeg kan blive guide. Mine forældre forstår det ikke, de har sagt at de kan bygge et hus til mig i landsbyen, men jeg vil have et andet liv. Kvinder i landsbyerne har et meget hårdt liv, de bliver gift som 15-årige og bestiller herefter ikke andet end at føde børn og arbejde hårdt”. Da jeg spørger hende om hendes mor ikke forstår hendes valg, og om hun ikke selv har haft drømme om noget andet da hun var ung, ser hun på mig, som om jeg er naiv, og siger: ”Min mor har aldrig haft drømme, det var der ikke plads til. Hun vidste hvor hendes plads var”. Jeg tænker på hvordan hun nu kan være så sikker på det…

En dag som 16-årig gik Ta Mai ind på et af de store hoteller i Sapa og spurgte den vietnamesiske direktør om hun ikke kunne blive turistguide. Hun talte da glimrende engelsk. Efter en prøveperiode blev hun til sin egen store overraskelse ansat.

”Jeg vil gerne have guideuddannelsen, men hvordan skal jeg kunne komme til Hanoi og få den”, spørger hun. Uddannede guider tjener langt mere, og hun vil gerne sammen med sin mand have sit eget hus. ”Jeg bliver kun betalt pr. opgave, og nogle gange går der mange dage mellem opgaverne. Hvordan skal jeg så kunne påtage mig faste udgifter”? – Jeg vil ikke fortsat være afhængig af min svigerfamilie”. Der sidder godt nok en sej psyke i den lille pige…

Ta Maj er meget bekymret for en lillesøster der kun er 13 år. Pigen er taget ind til Sapa med et slæng der ryger opium. Hun føler at det er hendes ansvar at holde søsteren på dydens smalle vej, ligesom hun vil prøve at få hende til at gå i skole. ”Hun er så ung, men hun er begyndt at gemme sig for mig, så jeg ikke ved hvor hun er, she is so naughty”. Hun har tydelig ingen tro på at forældrene kan forhindre pigen i at tage til byen.

Da Ta Maj var 18 år, blev hun forelsket i en vietnamesisk dreng der nu er kok på det hotel hvor vi bor. Han lavede faktisk nytårsmiddagen til Regitze og mig. ”Jeg havde altid troet at jeg skulle giftes med en dreng fra min egen stamme, men sådan gik det ikke”, griner hun. Mine svigerforældre blev bestyrtede da hendes mand kom hjem og sagde at han ville giftes med en ”Rød Dzao”. Vietnameserne ringeagter de i deres øjne primitive stammefolk. En opfattelse vi senere i Hanoi får bekræftet, da vi fortæller en anden guide om Ta Mai. Han tror os simpelthen ikke. ”Min svigermor vil aldrig acceptere mig”, fortæller Ta Mai, ”og mine egne forældre er heller ikke begejstrede. Men mine børn vil få et bedre liv hvis de vokser op som vietnamesere”. Hun fortæller at stammefolkene tit bliver diskriminerede. ”Selv om jeg tager vestligt tøj på, kan de se på mine kinder at jeg er Dzao”. Da hun blev gift, flyttede hun ind i svigerfamiliens hus i Lao Cai nede i dalen ”hvor vietnameserne bor”. Hendes svigermor ser nu efter barnet mens Ta Mai arbejder i Sapa. Hun får kun lov at se barnet i weekenderne hvis hun ikke har arbejde… "Det måtte jeg acceptere, men de første måneder græd jeg mig i søvn hver aften...".

Efter folkeskolen lykkedes det Ta May at komme på gymnasiet i Sapa. En australsk kvinde betalte for hende. Efter halvandet år måtte hun gå ud fordi hun blev gravid, men nu vil hun gerne fortsætte: ”Jeg vil have en studentereksamen og ikke flere børn de første mange år”, siger hun beslutsomt. ”Jeg vil lære at skrive engelsk ordentligt, ellers kommer jeg aldrig på guideskole”.

Ta May er blevet Regitzes og mit eget ulandsprojekt. Vi har tilbudt hende at betale hendes skolegang foreløbigt et år (50 dollars om måneden). Det eneste, vi vil have, er en slags sandsynliggørelse af at hun rent faktisk går på skolen. Vi ved godt at vi muligvis er naive, men føler ikke at man altid kan have fuld sikkerhed for alt her i tilværelsen, så vi vælger at håbe at pengene bliver brugt efter intentionerne.

22.1.09

Billeder fra Hoi An - Vietnams svar på Skagen...

En gammel handels- og fiskerby med mange kunstnere og turister...
Hoi An
Tryk på miniature - og derefter diasshow...

Indtryk fra en cykeltur omkring Hoi An i det centrale Vietnam

Jeg arbejder på et rejsebrev 3 der vil blive uploadet senere i dag eller i morgen...
cykeltur omkring Hoi An

Tryk på miniaturen og derefter på diasshow...

16.1.09

Kejserbyen Hué

Kejserbyen Hué

Tryk på miniaturen og derefter på diasshow

Dit og dat...

”Må jeg sidde ved jeres bord?”, spørger en cirka 20-årig smuk, elegant klædt vietnamesisk kvinde os. Vi har lagt mærke til hende, hun og hendes mand er de eneste vietnamesere blandt passagererne på junken i Halongbugten. Resten er to australske par, to tyske par og os. De to har en for asiater frimodig berøringspræget tilgang til hinanden, bryllupsrejse? Hun er ansat på Hanois Universitet, Instituttet for lingvistik og er uddannet i Brisbane, Australien. Så lidt over 20 år må hun jo være. Hendes mand er ingeniør og bærer små, runde hornbriller der får ham til at se lærd og distræt ud… ”Selvfølgelig”, svarer jeg belevent. Hun præsenterer sig selv som Dát og sin mand som Dàt. ”Hva’” siger jeg fåret. ”Er der ikke nogen forskel”? ”Jo”, svarer hun smilende. ”Jeg håber der er en lille forskel mellem os. Ellers tror jeg Dàt vil blive meget skuffet”, siger hun og ser kærligt hen på sin mand der ligner én der er ved at løse nanoteknologiens største udfordringer mens han er ved at skvatte over et dørtrin.
-o0o-
”Kom lad os danse ned ad bjerget sammen”, siger vores guide i Hoa Lua og tager Regitze i hånden. Hun ser lidt utryg ud ved nogle meget høje og glatte trin på vej ned fra en udsigt.
Hendes mand er alt for optaget af sin Nikon til at fatte noget som helst…
-o0o-
Samme guide spørger mig lidt senere om jeg ikke har lyst til en tur i ”the happy house”, ”Det klarer sådan tankerne”. ”Øøh”, svarer jeg og er ikke helt klar over hvad han mener.
Det viser sig at han har fundet et hus med et toilet hvor der oven i købet findes papir…
-o0o-
Om trafikken i Hanoi siger vores guide: "You need three things":
  • good brake
  • good horn
  • good luck
-o0o-
Den lille, tætpakkede bus har skumplet i flere timer hen over huller og gennem drabelige sving på sin vej fra Hué til Hoi An. ”Can´t we stop just two minutes” spørger en tapper, kvindelig passager busdrengen da vi passerer en benzintank med café. ”Three minutes for you, my lady”, svarer han smilende og blinker til hende mens han klemmer hende blidt på armen.
-o0o-
"Hvordan har I det egentlig med amerikanerne nu?" - "I min generation er det ok", svarer Nang. "Her er mange amerikanske turister, og tiden er en anden. I min landsby kom en amerikaner. Han havde under krigen slået en vietnamesisk soldat ihjel i junglen og havde begravet ham bagefter. Nu havde han brugt år på at finde familien. Det var lykkedes, og han betalte for at alle kom ud og så det sted i junglen hvor han havde begravet den unge soldat".
-o0o-
"hyyyyl, her er et firben på badeværelset", råber Regitze på hotellet i Hanoi. "Den er såååå stor!. Jeg kan ikke lukke et øje i nat, sæt nu den kravler over min mave mens jeg sover!".

Den udtalelse bekymrer mig ikke særligt. Et særligt gen tager over når Regitze er i vandret position under en dyne.
"Det er ikke et firben, det er en gekko, og den tager insekter og myg", svarer jeg, men hun lader sig ikke sådan berolige.

Nu er der gået 14 dage, og Regitze har helt taget gekkoerne til sig. I går mente hun endog medfølende at en lille en på badeværelset havde fået et sår på benet og blødte!
-o0o-

10.1.09

Rejsebrev nr. 2 - Goddag på laotisk...

Vi har læst i guiden at laoterne mere end andre af Østens folk går op i hilsener. Man siger goddag ved at samle håndfladerne i brysthøjde og så bøje hovedet ned mod hænderne. Jo dybere buk, jo højere respekt. Man kan for eksempel aflæse tilfredsheden med drikkepengene i bukket. Ved meget stor tilfredshed kombineres hilsenen med ét, ja sommetider to skridt baglæns.

Jeg har spekuleret over om man kan kombinere den laotiske hilsen med at pille næse… - med lidt øvelse skulle det nok kunne gå… Jeg har i hvert fald mistænkt en stewardesse i Lao Airways for at hive en ordentlig drønnert i land da hun hilste velkommen i flyet… Regitze mener at de rammer forkert hvis de rammer næsen, hænderne skal ved dyb respekt op i pandehøjde… hun tror også altid det bedste om folk :-)

At opholde sig her minder om min barndoms Anders And Blad: antihelten over alle antihelte og min superhelt ”Fætter Guf”. Kan I huske at han ovre i Bedstemor Ands lade havde et vækkeur hvorpå der stod morgenmad, frokost og aftensmad? – Sådan et ur har jeg altid drømt om at få… :-(
- har aaaldrig fået sådan ét!

I hvert fald sover folk alle steder – også midt på dagen. Vi var i går i en landsby hvor regeringen havde lavet et produktionskollektiv der skulle hjælpe beboerne til at sælge deres smukke stoffer, papir, sølvsmykker mm. De sad og arbejdede i en kæmpe hal. Det vil sige at da vi kom ind, lå halvdelen ned og sov. Ja, sådan så det ud for det utrænede øje, for kom man dem fysisk nær, sad de lynhurtigt op og arbejdede.. Det er nok en teknik der kan læres…

Nattemarkedet i Luang Prabang hører af samme grund til det mest stille i Asien (siger vor ukuelige kilde til viden, Lonely Planet). Det har selvfølgelig den fornøjelige sideeffekt at man kan liste rundt å se på varerne uden at blive overfaldet af hidsige sælgere. Markedet er i øvrigt et af de mest interessante jeg har set. Kvalitetsting hele vejen igennem til latterlig lave priser. Vi har købt stof og et tryk…

A boattrip for a kiss

Siger en ung fyr smilende til Regitze der henrykt smiler tilbage til ham. Vi går langs Mekong-floden i Luang Prabang i det nordlige Laos. Her er ualmindelig harmonisk og rent. Nye bygninger søges indpasset i det eksisterende, her er fortove uden huller, og alle problemer søges løst på en smuk (snarere end en hensigtsmæssig) måde. Byen står på listen over verdens kulturarvmonumenter pga de mange ældgamle, smukt dekorerede templer. Overalt er her munke som går stille rundt i orange gevandter. Her er dog også en del turister, især unge backpackere som os :-). - Men man skal ikke tage fejl. Luang Prabang er en oase i et hav af jungle. De asfalterede veje slutter få kilometer fra byen, og de flotte stenhuse erstattes af bambushytter. Men man kan jo altid lade sig transportere i langbåd på Mekongfloden der snor sig gennem junglen…

Laos er ifølge ”Lonely Planet” et af de mest tilbagelænede samfund i verden. Det skyldes efter samme guides opfattelse laoternes særlige udgave af buddhismen der forlanger mange timers meditation hver dag, og som opfatter stress som det værste et menneske kan komme ud for. Den holdning passer os glimrende efter vietnamesernes evige arbejde og effektivitet. Som turist slapper man af her. Med til indtrykket hører selvfølgelig også Vietnams enorme mængder af mennesker alle vegne. Vietnam har 84 millioner indbyggere i et land på størrelse med Norge. Laos har 5 millioner i et land der er på størrelse med Storbritannien. Her er god plads. Jeg kommer i tanke om hvordan Jean Hougron i en af sine romaner om Indokina i kolonitiden lader en fransk farmer i Laos sige til en nyankommen franskmand om forskellen på de forskellige nationaliteter i Indokina:
”Vietnameserne dyrker ris, cambodjanerne ser på at vietnameserne dyrker ris, og laoterne har hørt om at vietnameserne dyrker ris”
(citeret efter hukommelsen). Udtalelsen har næppe været venligt ment over for laoterne. I hvert fald lod franskmændene fransksprogede vietnamesere styre landet fra Vientiane og tog kun hertil hvis det var en genvej til et avancement i den franske centraladministration (eller fordi de blev forvist pga. korruption eller druk). Igen ifølge Hougrons romaner.

I dag hører vi at nordvietnameserne dyrker to afgrøder ris om året, sydvietnameserne tre afgrøder – og laoterne én… hehe. Ting skifter ikke så hurtigt… Laotiske bønder mediterer halvdelen af året…

Laoterne forekommer som sagt ikke så effektive: ”Hvorfor gøre i dag hvad man kan udskyde til i morgen”, er tit holdningen, og som turist er det en god idé at være væbnet med stor tålmodighed og humor. Vores fly fra Hanoi med Lao Airways er således blevet ændret flere gange, og flyet tilbage til Hanoi er blevet aflyst. Nu skal vi til Vientiane i stedet, for der går vist et fly derfra til Hanoi (Hvor vores kufferter befinder sig, og hvorfra vi om nogle dage har en flybillet til Vietnams gamle kongeby Hué - og vietnamesiske fly bliver ikke aflyst eller udsatte!). Vi vælger at tage det med godt humør, nu må vi se hvad fremtiden bringer…

I hvert fald kan det ikke betale sig at tale højt eller blive hidsig. I går talte jeg med min veninde i Vientiane fru Sonofon (vi har døbt hende sådan fordi hun hedder et eller andet kanonlangt der ender –onofon. Jeg forklarede hende i telefonen i få men velvalgte fraser hvad jeg mente om aflyste fly, ændrede afgangstider og høje priser på udflugter. Efter et øjeblik bad hun mig tale lidt langsommere, hun kunne ikke forstå mig. Jeg gentog ikke spor indædt mine betragtninger. Hun sagde herefter at hun ville kigge på sagen og ringe tilbage senere. Tænk, hun ringede ikke igen… Kommunikationen var vist gået i udu, og jeg var blevet lidt klogere.

Det kræver i øvrigt en særlig eksamen at kommunikere på engelsk med laoter. Man siger et eller andet. De smiler sørgmodigt til en og er hundrede lysår om at svare. Det tager lige akkurat så lang tid at man har omformuleret spørgsmålet inde i sit hovede. Så pludseligt svarer de – ofte eftertænksomt. Fint, men somme tider er deres udtale så alternativ at man er i tvivl om det er engelsk eller laotisk de svarer på…

Rent bortset fra det er det fedt at rejse uafhængigt. Vi opfører os som grever og baroner. I morgen skal vi (Regitze og mig og ikke andre!) med privatchauffør og engelsk- eller fransktalende guide ud til nogle stammelandsbyer med tekstilproduktion og se nogle vandfald. Vi bestemmer hvornår vi tager af sted, hvor vi tager hen og hvornår vi kommer hjem. Og guiden kan fortælle os om stederne, hvordan vi skal opføre os, hvad vi skal passe på med osv. I aften skal vi i byens teater se et danse- og syngeshow. Det skulle være meget poetisk siger de andre unge backpackere vi møder og snakker med :-)
I junke på Halong-bugten

Tryk på miniaturen - og så på diasshow...

6.1.09

En lille filmhilsen til alle fra Halong-bugten

Hilsen fra Halong
Tryk på miniaturen - og så på diasshow

Trekking omkring Sapa

Sort hmong landsby (stammefolk), Nytårsaften, Sapa + vandfald
Tryk på miniaturen og derefter på "diasshow"

"Oh Denmark very good, number one" - Rejsebrev 1




Regitze og jeg sidder på en cyclo (cykeltaxa) i Hanois myldrende trafik. Bag mig mærker jeg et svagt tryk på min skulder. Det er min chauffør: ”Where you from”? – ”Denmark”. ”Oh, Denmark very good, number one”, han viger uden om en lastbil med kurs lige imod os som giver et ordentlig trut. Jeg går ud fra at det er fodbold han mener og overvejer kort at nuancere samtalen lidt, men opgiver og siger ”Vietnam good too”. Tilfældet vil at Vietnam aftenen før for første gang nogensinde har vundet det østasiatiske mesterskab i fodbold – oven i købet på Hanoi stadion 1-0 over arvefjenden fra Thailand. Folk kørte som gale rundt i gaderne med hornet i bund på deres knallerter og viftede med Vietnams røde flag. Han lyser op i et smil, tror jeg nok - for jeg sidder jo med ryggen til min nye ven, men han siger: ”yes, Vietnam very good, first time beat Thailand”.

Jeg kommer til at tænke på at der i ”Bekendtgørelsen for fransk på c-niveau i gymnasiet og hf” står noget om at eleverne skal kunne føre en ”elementær samtale”. Jeg har aldrig helt forstået hvad det var for en slags samtale, men det forekommer mig pludselig at være sådan én jeg har gang i. ”You children?”, spørger min cyclodriver. ”Yes, four” svarer jeg og orker ikke at forklare ham Regitzes og mine i hans øjne sikkert aparte familieforhold. ”You very strong man” siger han anerkendende og strejfer mine ikke ligefrem overudviklede biceps. ”How many children do you have”? spørger jeg. ”Two, live in Paris” svarer han med et sørgmodigt blik, mens jeg tænker på hvorfor han cykler rundt i en cykeltaxa i Hanoi når han har to børn i Frankrig…
-o0o-
Vi træder ud af minibussen hvor den ikke kan køre længere - cirka 20 km. fra Sapa i de nordvestlige stammeområder. Straks vi kommer ud af bussen, bliver vi omringet af små, ”sorte hmong”-kvinder. De når mig ikke langt op over livet og har alle bastkurve på ryggen med varer som de falbyder turisterne. Dem er der kun to af, og de strejfer Regitze og mig blidt på armene. Regitze, der ikke kan have at fremmede fysisk kommer så tæt på, siger med fast stemme og bestemt blik: ”We don´t want to buy anything today” som hun har lært af Ta May hun skal sige. Derefter vandrer hun af sted med Ta May under armene og overlader mig til min skæbne, for jeg er ikke nær så god til at sige tydeligt fra. Hmong-kvinderne slår derefter ring om mig og viser mig hviskende varer (Regitze må åbenbart ikke høre det). ”You children”? Og en lignende samtale som med cyclodriveren i Hanoi finder sted. En af kvinderne hvisker til mig og peger på en af de andre hmong-kvinder: ”Not buy this woman, buy me, me good”. Hun viser mig ét af deres karakteristiske indigofarvede, brede bælter. ”Me buy no woman today”, siger jeg grinende indvendigt over den syrede samtale.

Pludselig bliver jeg overvældet af skam. Det er jo manglende respekt jeg udviser. Hvordan kan jeg more mig kostbart over pudsige sprogfærdigheder og fotografere maleriske scenerier med min Nikon og glemme at disse mennesker hører til denne verdens fattigste, mest underprivilegerede og forarmede. Hvorfor køber jeg ikke bare en lille ting? En dollar er en dagløn for dem. Ved sidste monsunregn døde 30 hmong bare i dette område fordi deres hytter skyllede væk, eller fordi de blev begravet under jordskred. Lidt senere kompenserer jeg ved at vi køber stof hos en familie vi besøger…
-o0o-
Tre piger på cirka 16 år kommer mig i møde ved et tempel i Hanoi. ”Excuse me, may we take your photograph”? – ”Øøøh yes”, svarer jeg begavet. De to af pigerne stiller sig på hver sin side af mig og lægger deres hoveder ind mod min skulder og griner perlende til den tredje der tager billeder af os med sin mobiltelefon. ”Thank you very much, have a nice day in Hanoi”, siger én af dem mens de alle tre smiler til mig. Pludselig er de væk…
-o0o-
To unge fyre passerer mig i strømmen af mennesker på gaden. Én af dem tager mig på min velfærdsudviklede, danske mave og siger fornøjet: ”You are a very rich man”, klapper mig efterfølgende på skulderen skuffet over at en del af vommen viser sig at være en pengekat… - Væk er han…

Jeg kommer i tanke om at jeg har været ude for noget tilsvarende tidligere. For fem år siden på en restaurant i Hoi An sagde en cirka 14-årig pige, der serverede for mig i sine forældres restaurant, præcis det samme. Hun tillod sig endog grinende med et let klap på min skulder å foreslå at jeg spiste en portion til for at holde min mave ved lige. Hun gjorde det på sådan en sød måde at jeg ikke kunne lade være med at grine med…

I Vietnam ser man stort set ikke overvægtige mennesker, kun Buddha :-). Dels arbejder de fleste hårdt fysisk, dels bliver de trænet i mange timer i skolen fra første klasse til universitetsniveau i at holde deres kroppe ved lige. Den puritanske Onkel Ho – hvis tanker stadig er en bibel i Vietnam - brød sig ikke om overflod som han havde set så meget af i sin ungdom i Frankrig.



2.1.09

"Flower-hmong" - stammefolk....

Marked i Coc Ly - stammefolk ("flower-hmong")


Tryk på miniaturen, og derefter "diasshow"

Serien "førsteindtryk fra Hanoi"

er opdateret med nye billeder og tekster. Tryk på miniaturen nedenfor og derefter på diasshow...
Førsteindtryk fra Hanoi